Åbne kasser og lukkede øjne

Hvordan får vi taget afsked med 42 års åbne kasser og lukkede øjne? Du kan begynde med at droppe løgnen. Derefter skal vi sørge for, at kun assimilerede muslimer får lov at blive i Danmark. Resten skal ud.

Hvad kalder man det, når et samfunds eliter godt ved, at deres samfundseksperiment går galt?

Vi kunne jo kalde det sammenbrud.

Skribenten Rune Selsing skriver om fænomenet i Jyllands-Posten.

De rige og de kloge ved det godt: at islam og den muslimske demografi ødelægger Danmark og store dele af Europa, fordi vi lader det ske. Fordi vi ikke tør standse ulykken. Fordi nogle endda tjener store penge på at lade ulykken eskalere henimod næste generation af unge danskere og deres børn.

Hvad de progressive samfundseliter siger udadtil, benægter de bag lukkede døre. Ikke nok med, at de fortier sandheden. De lyver resten af befolkningen op i ansigtet – og har gjort det i årtier.

Næsten alle dem, der er noget i Danmark, især inden for kunst, kultur, medier, forlag, store dele af erhvervslivet for slet ikke at tale om politik, har løjet dig ret ind i fjæset om indvandringens sociale, kriminologiske og økonomiske konsekvenser.

”Islam er en religion som alle andre.”

”Islam er mange forskellige ting.”

”Du må ikke generalisere.”

”Muslimerne skal bare integreres, men lever i fattigdom og udsatte områder.”

”De brune er ofre for vores kolonialisme.”

”Vores demokratiske værdier er så stærke og attraktive, at folk kommer fra hele verden for at slå sig ned i Danmark.”

”Vi er afhængige af inspiration udefra”.

”Vi kan ikke sende dem hjem.”

”Vi skal ikke være os selv nok.”

”Danmark er et åbent land.”

”Vi kan ikke holde verden ude.”

”Vil du bygge en mur – eller hvad?”

”Er du racist?”

Du har hørt disse og lignende udsagn igen og igen fra skiftende meningsdannere og magthavere, skuespillere, popsangere, præster, biskopper, erhvervsfolk, skoleledere, redaktører, fagforeningsbosser, lektorer, professorer og andre tæppetissere.

Det har været deres progressive slagnummer siden vedtagelsen af den fatale liberale udlændingelov for 42 år siden: åbne grænser, åbne kasser, lukkede øjne.

Noget tilsvarende er sket i lande som England, Frankrig, Belgien, Holland og Italien – med andre historiske faktorer, herunder indflydelsen fra tidligere kolonier – som kun har fremskyndet immigrationen og gjort det tiltagende sammenbrud endnu mere evident.

Middelklassens løgn
I Danmark kender vi ikke kun sammenbruddet fra ghettoer, kriminalitet og personfarlig vold. Vi kender det også fra middelklassens tiltagende kamp for at udgå og manøvrere uden om etniske problemer.

Kapløbet begynder i vuggestuen og børnehaven og går ud på at undgå, at dine børn kommer i institutioner med mange muslimske eller udenlandske børn.

Adgangen til skoler og gymnasier gør kun kampen endnu mere delikat, inkl. brug af dækadresser og anden form for fup. Delikat, fordi det aldrig siges, hvad det egentlige problem er med den eller den skole. Det må stadig ikke hedde sig.

Middelklassen – slet ikke den øvre middelklasse – indrømmer aldrig offentligt, at de ikke ønsker, at deres børn skal omgås muslimer, bander og klaner. At de ikke ønsker, at deres døtre og sønner skal chikaneres af araberdrenge. At de frygter for det faglige niveau på sorte gymnasier.

Alle skal som bekendt have lov at være her - bare ikke lige i mit kvarter.

Sandheden er, at middelklassen frygter at blive kaldt racister mere end løgnen. Løgnen er et bekvemt helle; derfor tyer de til hjælpehypoteser som fx:

”Mit barn har særlige behov.”

”Min søn vil gerne følges med sine venner.”

”Min datter er meget kreativ og skal altså gå på en skole, hvor den slags honoreres.”

”Mine børn har det bedst i trygge rammer.”

"Min Magnus går jo heller ikke til fodbold i Herlev."

Så hvad skal der gøres?
Ja, du kan begynde med at droppe løgnen. Derefter skal vi sørge for, at kun de assimilerede muslimer får lov at blive i Danmark. Resten skal ud. De kan selv vælge et islamisk land, som vil tage imod dem.

Kuren kan fx begynde med J.J. Cale, sangeren, når han synger om løgnen, sammenbruddets lille hjælper:

You told me this, you told me that
You try to tell me, tell me where it's at
(…)
You left me hangin', hangin' from a limb
You said you loved me, then you left with him
Lord, you did it to me, I see it in your eyes
Lies, lies, lies

Tell me baby, why you take my time
You get a thrill off playing with my mind
Lord, you did it to me, I see it in your eyes
Lies, lies, lies.

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter