Digteren Emil Salzer blev forleden ringet op. Ikke af en person, der ville sælge mobilabonnementer eller en ny indboforsikring, men af en såkaldt forsker fra Aalborg Universitet, der ville interviewe ham til et ”forskningsprojekt” om den ekstreme højrefløj i Danmark.
Det fandt han sig ikke i. Og skrev så en advarsel til alle andre, der kan forvente at blive ringet op af forskeren.
Når man læser forskningsprojektet YOU-DARE's projektbeskrivelse, forstår man så udmærket digterens vrede. Det er ikke forskning, men politik.
Projektbeskrivelsen skjuler ikke noget. Den siger det direkte.
Projektet, der udføres af partnere på universiteter i bl.a. London, Stockholm, Glasgow, Catalonien og Aalborg skal ved hjælp af en interdisciplinær kortlægning af såkaldt højreradikale netværk og influencere ”intervene on the gender constructions of far-right youth groups and leaders, and their normalisation in the mainstream". I otte europæiske lande.
Intervene er engelsk for at blande sig, dvs. påvirke. ”Forskningen” er aktivistisk.
På længere sigt skal forskningen anvendes i et såkaldt ”Policy Lab”, som er en ”platform for policy design, recommendation and implementation.”
Projektet fejer ikke sin politiske ambition ind under gulvtæppet. Aktivismen er eksplicit. De højre-radikale – hvem det så end er - og deres politiske adfærd er illegitim og en trussel mod demokratiet. Derfor skal deres appel til ungdommen bekæmpes:
“Implementation of policy recommendations generated by the project will be sought through the funding of local level pilot-tested solutions seeking to minimise the appeal of far-right ideas on gender among the youth.”
Det er en ren tilståelsessag.
Finansieringen kommer fra EU-Kommisionen, som har doneret 22 mio. kr. til projektet. Aalborg Universitet har modtaget 3,1 mio. kr. Projektet ledes i Aalborg af Susi Meret, sekunderet af Kristian Gade Kjelmann, Matias Kokholm Appel, Josefine Marianne Christensen og Andreas Beyer Gregersen.
Hvis man gerne vil studere, hvordan woke virker, kan man passende begynde med at ringe til dem og høre nærmere.
Men, og dét er jo så lidt øv, du skal nok ikke regne med at få støtte fra EU til et sådant studieprojekt. Det ville jo være højreradikalt.












