”En kongelig undersøger skal på forhånd udelukke en regering med Mette Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen… Vi kan ikke leve med en kongelig undersøger, der kan flipfloppe og bruge vores stemmer til at danne en midterregering. Det er selvfølgelig en melding med slet skjult adresse til Venstre.”
Ordene ovenfor er Morten Messerschmidts og faldt i et interview med Berlingske Tidende i går.
Det har vakt røre og Berlingske Tidendes politiske redaktør Chris Kjær Jessen går så vidt, som til at kalde det ”en gave til Mette Frederiksen.”
Hvorfor nu det? I mine ører lyder det fuldstændig ukontroversielt. Hvis man sigter efter en borgerlig regering, som skal kunne føre borgerlig politik, kan den selvfølgelig hverken basere sig på Socialdemokratiet, Moderaterne eller Radikale Venstre.
Magt for magtens skyld
Rationalet blandt de politiske kommentatorer er, at Troels Lund vil stå svækket ved forhandlingerne, hvis han bliver bundet af et snævrere mandat og derfor vil løbe risikoen for at miste magten til Mette Frederiksen, som kan manøvrere blandt de to midterpartier med Lidegaard og Løkke i spidsen.
Den analyse fortæller noget om kommentatorerne og den fortæller noget om, hvordan politik opfattes på Christiansborg – ikke blot blandt journalister og kommentatorer, men langt ind i de fleste politiske partier.
Analysen fortæller, at dansk politik handler meget lidt om politik og rigtig meget om magt. Det virker derfor kontroversielt for journalister og politiske kolleger, når en partileder som Morten Messerschmidt forlanger af Troels Lund Poulsen, at han på forhånd skal afskrive Lars Løkke Rasmussen og Mette Frederiksen.
Man ryster på hovedet af den ærlige
For i realiteternes verden kan det jo betyde, at også Morten Messerschmidt mister muligheden for at få del i magten. Og det kan de ikke forstå. Lige præcis den indstilling – at magt bliver uinteressant, hvis man ikke kan bruge den til at skabe den samfundsforandring, som man synes er vigtig – ses meget sjældent på Christiansborg, og når man møder den, ryster de fleste politikere og journalister på hovedet.
Med en omskrivning kaldes denne undsigelse af at erobre magt for enhver pris for ’ultimative krav’ – underforstået, at man i så fald er destruktiv, usamarbejdsvillig og befinder sig på en anden planet end der, hvor fornuftige mennesker laver politik. Jeg vælger at sætte en anden mærkat på: Den ærlige politiker.
Og man kan også vende argumentationen om. For netop manglen på ’ultimative krav’ var det, som førte Venstre ind i SMV-regeringen, og som de seneste tre år har vist, bestemt ikke er, hvad vælgerne ønskede sig. Hvis Venstre havde stået fast på, at Mette Frederiksen skulle stilles til ansvar for minkskandalen, var regeringen slet ikke blevet dannet.
Behov for flere ultimative krav
For os, der er optagede af den borgerlige kulturkamp og af kampen for Danmarks overlevelse og det nationale værdifællesskab er det bestemt ikke ligegyldigt, hvem der sidder i regering, og det er slet ikke ligegyldigt hvilken politik, en sådan regering fører.
Men der er behov for et skarpere sværd, der får mandat fra befolkningen til at gøre det rigtige og nødvendige. Det vil i vist omfang nødvendigvis blive ultimative krav, som vil få den konsekvens, at hvis vælgerne ikke giver en et tilstrækkeligt stærkt mandat, må man acceptere, at tiden ikke er moden og bruge sin energi på at skabe større opbakning – i stedet for at tiltuske sig en lomme af magt hos systemet.
Beslutningerne vil være store
At genskabe det borgerlige samfund bygget på tillid, mindre statsligt formynderi og større frihed til familierne vil kræve store og gennemgribende politiske beslutninger. Både værdipolitisk for at styrke det nationale fællesskab og velfærdspolitisk ved at politikerne skal bestemme meget mindre og danskerne meget mere selv – også over flere af deres egne penge.
De beslutninger vil aldrig blive taget af en regering, hvor socialdemokrater og kulturradikale har noget at skulle have sagt. Den samfundsforandring vil først finde sted, når de borgerlige politikere bliver sig deres borgerlighed bekendt og aktivt vælger borgerligheden til, også selvom magten så ikke følger med – i første omgang.
