Det er blevet pinligt at følge diskussionen mellem de borgerlige partier om værnepligten. For det første er det ganske dumt af forsvarsminister Troels Lund Poulsen at true med at smide de to (i meningsmålingerne) største borgerlige partier ud af forsvarsforliget. Hvor efterlader det ham selv? I favnen på venstrefløjen, som så skal afgøre, hvordan fædrelandet forsvares.

Det virker hverken fornuftigt, ansvarsfuldt eller fædrelandskærligt

For det andet synes jeg det er dumt af både Støjberg og Vanopslagh at uddybe en konfliktlinje til Venstre i forsvarssagen. Spørgsmålet om kvindelig værnepligt er og bliver et ubetydeligt hjørne af en meget større sag. Det vidner om mangel på overblik og mangel på forståelse af proportionerne i den genopretning, som forsvaret står overfor.

Det er politik på sandkasseniveau og uværdigt for to politikere, der tilsammen repræsenterer en ret stor andel af det borgerlige Danmark. Stram op venner. Det er for pinligt.

Jeg må samtidig kippe med flaget og rose Mona Juul, der som sit første karakterfyldte bidrag til borgerlige samarbejde som politisk leder af Det Konservative Folkeparti i dag reagerede med en meget direkte opfordring til de andre tre borgerlige partiledere om at lægge is på.

Politisk er der efter årtiers svigt af Danmarks forsvar endelig skabt konsensus om, at skeen skal i den anden hånd. Pengene skal afsættes på statsfinanserne, og Danmark oprustes til et niveau, hvor vi kan leve op til artikel 3 i Nato-konventionen, som kræver af os, at vi er i stand til at forsvare vores eget territorium, indtil hjælp fra andre NATO-lande kan nå frem.

Det kan vi ikke i dag, og det har vi ikke kunnet i årtier. Hvis Danmark bliver angrebet, bliver vi løbet over ende i løbet af ingen tid, og NATO må på dag et erkende, at Danmark er tabt territorium og det danske forsvar nedkæmpet til overgivelse. Den 9. april om igen.

Patriotismen skal bære forsvaret fremad
Den politiske opgave er faktisk en helt anden end at rode rundt i sandkassen og skændes om, hvorvidt kvinder skal tvinges i trøjen. Den er også en helt anden end at rode rundt med indkøb af krudt og kugler.

Det har politikerne på Christiansborg slet ikke forstand på. Den opgave ligger meget bedre hos dem, der har forstand på den slag – altså militær uddannede specialister.

Politikerne vigtigste opgave – og her tænker jeg især på de borgerlige politikere – er at udvikle og pleje forsvarsviljen blandt danskerne. Viljen til at forsvare fædrelandet mod udvortes fjender.

Det har også været forsømt i alle de år, hvor missionerne lå langt uden for landets grænser, og fredsdividenden blev taget hjem.

Jeg vil se borgerlige politikere helt ude ved fronten, løfte flaget og inderligt, ærligt og overbevisende fortælle danskerne om, hvor vigtigt forsvaret af Danmark er.

Det er patriotismen i det danske folk, som skal bære forsvaret frem. Det er igennem en dyb folkelig forankring af forsvarsviljen, at rekrutteringen til forsvaret kan løses. Vi skal genlære, at for at kunne leve i frit land som et frit folk, skal vi sammen kunne forsvare vores territorium. Kan vi ikke det, kommer der nogen og tager det.

Det er en magtpolitisk naturlov, der er lige så gammel som menneskeheden.

Stolthed og glæde ved vores soldater
En vigtig brik i den manøvre bliver at genoplive de gamle kasernebyer og gerne i takt med at forsvaret udvides også at udvide antallet af kasernebyer.

I Skive, Varde, Sønderborg, Vordingborg, Slagelse og så videre er eller var byernes identitet bundet op på den lokale kaserne. Soldaterne blev fejret. Som by tog man ansvar for at huse et regiment for at bidrage til landets forsvar – også når de unge mænd slog sig løs om lørdagen.

De traditioner skal vi have tilbage. De soldater, som indkaldes eller melder sig til frivillig tjeneste skal opleve, at danskerne er taknemmelige og sætter pris på deres vilje til om nødvendigt at ofre livet for det land, der er vores.

Patriotismen skal gro i hver en forhave og i mødet med hver soldat. Små privilegier som rabat hos de lokale handlende, fribilletter til den lokale biograf og hvad man ellers kan finde på vil være små men vigtige tegn på anerkendelse og respekt.

En soldat er ikke som enhver offentligt ansat. En soldat er noget særligt. En soldat er vores ultimative beskytter, der er parat til at yde langt mere end et arbejde for en løn.

Det skal vi lære igen, og det er en fornem politisk opgave at gå forrest i det geled.

Så kære Inger Støjberg, Alex Vanopslagh og Troels Lund Poulsen kom op af sandkassen, kvæl de utålelige småskænderier og kæmp i stedet for styrke forsvarsviljen i vores land. Kæmp med det I kan – i forreste række.