Et af de fem punkter, som Alex Vanopslagh i dag skitserer i avisen er - meget forudsigeligt – mindre bureaukrati. Han kunne også have sagt færre regler og love eller mindre regulering. Det betyder det samme og er både sympatisk og rigtigt analyseret. Den enorme og stigende regelmængde lægger en alvorlig bremse på velstandstigningen og berøver danskerne væsentlige dele af den frihed, som burde være enhver borgerlig politikers førsteprioritet at gøre større.
Men når han en dag forhåbentligt når frem til regeringskontoret og skal konfrontere det konkrete, vil Alex Vanopslagh løbe ind i de samme problemer, som andre politikere før ham er blevet mødt med. Bureaukrati vokser ikke ud af ingenting.
Bureaukrati vokser ud af politikeres ønske om at bestemme mere, og af interesseorganisationers ønsker om at få en bid af skattekagen og særlige regler, der begunstiger netop dem. Og de understøttes af et embedsapparat for hvem en længere lovtekst, flere paragraffer og nye forvaltningsområder blot betyder flere kolleger og bedre avancementsmuligheder.
At bureaukratiet vokser, er nok det nærmeste, man kommer til en naturlov i statsadministration. Og det kræver helt særlige evner og en god portion held og lykke at gå i modsat retning.
Lovjunglen vokser
Jonas Herby, som tidligere arbejdede for tænketanken Cepos, har brugt flere år af sit ellers meget produktive liv på at tælle love og regler. Hans analyser viser, at i løbet af de seneste 35 år er regelmængden i Danmark steget med 26,7 mio. ord. Fra 8,5 mio. ord i 1989 til 35,2 mio. ord i 2024. Det er en stigning på mere end 300 procent.
Over halvdelen (16 millioner flere ord) af væksten er kommet via EU’s forordninger, der har umiddelbar retsvirkning. (3,3 mio. ord) er kommet via implementering af direktiver, som kræver omsætning til danske love for at have retsvirkning.
Og her støder Alex Vanopslagh virkelig knæene hårdt imod den første hurdle. Danmark er medlem af EU, og regering og Folketing er traktatligt forpligtet til at lade EU-love være gældende i Danmark – helt ned i den mindste detalje. Der er ikke så meget at gøre ved det for en dansk regering. Det meste vedtages i EU med kvalificeret flertal, og EU-parlamentet som medlovgiver er garant for en ekstrem overregulering med ekstra lag af petitesse-regler og detaillovgivning.
Milliarder i regel-regning fra EU
Og i dag meget apropos udkom Dansk Arbejdsgiverforening med en analyse af regelmængdens betydning for erhvervslivet. Erhvervslivet er gennem regler og love pålagt nye byrder for ca. 15½ mia. kr. Det skyldes ikke mindst en række reguleringstiltag fra EU, som er implementeret i 2024.
Det omhandler bæredygtighedsrapportering (CSRD), som medfører øgede administrative omkostninger for 5 mia. kr., registrering af arbejdstid, som har rødder i EU’s arbejdstidsdirektiv og øger byrderne med knap 3 mia. kr., samt emballagebekendtgørelsen, der implementerer affaldsrammedirektivet og emballagedirektivet, og pålægger virksomhederne byrder på mere end 1½ mia. kr.
Så hjælper det ikke meget, at de danske politikere gennem de seneste ti år faktisk har dereguleret, så erhvervslivet slipper for godt 11 milliarder kroner i besvær. Det var især landbrugspakken i 2016, som venstrefløjen hadede, der gav de største lempelser, men også bogføringsloven blev gjort mere enkel og trak i den rigtige retning.
Det er ikke for hverken at håne Alex Vanopslagh eller tale hans projekt ned, jeg skriver dette her. Det er for at gøre opmærksom på, at det kræver en meget solid plan for deregulering, hvis det skal blive til noget.
Mere end slagord
Det håber jeg så, at de fire partier i den blå opposition bruger tiden på frem mod et valg til at udarbejde, så man i en valgkamp kan præsentere mere end blot tilforladelige slagord om, at bureaukratiet skal på skrump. Det har masser af politikere sagt før, men er kun i meget begrænset omfang lykkedes med.
Hvis man skal komme nogen vegne, er man nødt til først og fremmest at få et mandat fra befolkningen til at afskaffe love og overlade det til markedet og civilsamfundet i langt større omfang at bestemme samfundsudviklingen. Et præmieeksempel er den friske skandale om bogindkøb til skolebiblioteker, hvor de fleste af pengene blev brugt på alt muligt andet end bøger. Det hidser politikerne sig meget op over i disse dage.
Hvis man skal den slags til livs, skal politikerne beslutte, at det vil de ikke beslutte noget om. Hvor mange bøger, der står på et skolebibliotek, er ikke politikernes opgave. Det må være skoleledelsen, der bestemmer det – måske i samarbejde med skolebestyrelsen.
Danskerne skal bestemme mere selv - også over pengene
Ligesom der er så meget andet i skolen, de ikke skal bestemme over.
Hvis man – og det er kun et eksempel – gav alle forældre med skolesøgende børn et fast beløb pr. barn, som de kunne bruge til at betale skolepenge til en skole efter eget valg – og derefter gav skolelederen og skolebestyrelsen fuld råderet over pengene til at drive skole efter deres eget hoved, ville politikerne kunne skære folkeskoleloven ned fra 120 sider til 10 og afskaffe de fleste bekendtgørelser, vejledninger og cirkulærer, der følger med.
Det er kun et eksempel, og jeg bringer det for at vise, at mindre bureaukrati får man kun, når politikerne bestemmer mindre og danskerne mere selv – også over flere af deres egne penge.
Bliver samfundet bedre af det? Ja, det er jeg ret overbevist om. Kan det lade sig gøre? Det burde det kunne, for det er i bund og grund at bygge samfundet op omkring ansvar og tillid – det dybe lag af det danske nationale fællesskab.
Stenene, der blokerer for tillid og ansvar
De tungeste sten, der står i vejen, er EU-systemet og så den store andel af relativt ikke-assimilerede indvandrere fra de muslimske lande. Det er to sider af samme sag, som man må forstå konsekvensen af.
EU er ikke et samfund. EU er ikke en stat. Der er intet folkeligt fællesskab, og der er derfor heller ikke nogen grad af den borgerlige solidaritet, som er nødvendig, når man vil indrette et samfund på ansvar og tillid.
Derfor er EU bygget som en regel-stat. For at få det til at fungere uden solidaritet og tillid, må man have regler. Regler for alt. Det er derfor EU læsser for 16 mia. kroner administrative byrder ud over dansk erhvervsliv.
Men den samme konsekvens er der for danske love og regler i kraft af de ikke-assimilerede indvandrere fra de muslimske lande. De er ikke en del af det tillidsbaserede nationale fællesskab. De har ikke nogen indlejret borgerlig solidaritet med danskere, de er ikke indstillet på at tage ansvar for det fælles.
For at rumme dem, for at få det til at fungere, må vi have flere regler. Regler, der er svære at omgå. Vi skal gardere os mod snyd og bedrag, og vi kan ikke regne med, at de tilpasser sig frivilligt og gør deres bedste for fællesskabet.
Derfor er konklusionen – og den er måske ikke så rar for en liberal globalist – men opgøret med bureaukratiet går altså hen over to kæmpe sten på vejen:
Udlændingepolitikken skal løses fra bunden
Danmark skal frigøre sig fra regelstyringen i Bruxelles.
