Livet har lært mig, at det øjeblik, hvor man bør give op, aldrig kommer. Det er først, når man giver op, at det er for sent.

Apati er den værste tilstand et menneske kan befinde sig i. Når ligegyldigheden får overtaget, bliver livet sat på pause – altså ens eget liv – mens verden omkring en arbejder videre, bryder ned, forandrer, skaber nyt og bygger om og bygger op.

Livet leves ved at tage del og gøre sit. Ved at blive ved, også når det går en imod og ulykkerne tårner sig op. Simpelthen fordi der ikke er noget alternativ til livet. Vedholdenhed er en af de borgerlige dyder, jeg sætter højest.

I aften når stemmerne er talt op, er vi mange, der formentlig vil føle, at vi har tabt – igen. Det kan være, at det parti, vi har stemt på, får nogle flere mandater i Folketinget, og man kan da for en stund glæde sig over det sammen med dem, der er blevet valgt.

Men nogen egentlig sejr er der ikke tale om. For et borgerligt sindet menneske, er der langt igen. Den borgerlige renæssance kan vi se kimen til. Den spirer i jorden, men kimbladene har ikke sat stængel og den smukke blomst eksisterer kun som et håb og en idé i vores sind.

Vis borgerligheden frem
Lars Løkke Rasmussen og Mette Frederiksen er ikke dem, der vil pleje den spirende borgerlige renæssance. Tværtimod. Men det falder i vores lod at acceptere, at teknikken bag vores demokrati formentlig vil give dem magten over land og folk – også i de kommende år.

Nogle kan blive fristet til at sige til sig selv og hinanden, at så er der ikke mere at gøre. Danskerne vil absolut ledes af socialdemokrater og teknokrater. Det kan man ikke gøre noget ved. Det er her jeg appellerer til vedholdenheden.

For der er mange gode grunde til at fortsætte kampen for et borgerligt Danmark. Med ord, argumenter og gode handlinger. Den største opgave for os, der er borgerligt sindede er at vise danskerne, hvad borgerligheden består i, hvilke værdier, der præger den, hvordan en borgerlig tilværelse er god for både børn, voksne og gamle.

Dernæst at vise, hvordan samfundets nuværende indretning på mange områder står i vejen for, at borgerligheden kan trives til gavn for menneskene. Forholdet mellem individ, familie, samfund og stat er i dag i ubalance. Samfundet er blevet underordnet staten. Staten er blevet det vigtigste for både myndigheder og politikere

Vi kæmper for danskernes jord
Sådan skal det ikke være. Så kvæles friheden, det personlige ansvar, de frivillige fællesskaber og måske vigtigst af alt – vores altruistiske forhold til fædrelandet, som bærer os alle gennem historien.

Vi kæmper ikke for staten, men for danskernes jord, landet, sproget, kulturen, arven, minderne. Vi har kun alt det, fordi dem, der kom før, også satte den borgerlige dyd om aldrig at give op lige så højt og nogle gange ofrede alt for at bevare landet for os at arve.

Jeg har lyttet til både Pelle Dragsdal og Fransiska Rosenkilde i denne valgkamp. De er begge meget yderligtgående venstreorienterede mennesker, som hverken forstår værdien i den personlige frihed, den private ejendomsret, den fri næring og familien som samfundets byggesten. De er begge statsfikserede. De vil gennemtvinge deres udgave ’retfærdighed’ ved at bruge flertallets rådighed over statens magt.

Det er ikke rart at høre på, og vi skal være meget varsomme med at overlade magt til mennesker, som er så fjerne fra de værdier, der holder sammen på et fædreland som vores. Det vil de ikke kunne beskytte.

Den største trussel er os selv
Samtidig mærker vi en trykken i luften. Der er torden over horisonten. Den kommer tættere på. Det land, som vi er født i, som vi har opfostret vores børn i, som vi kalder hjem og fædreland, og som vi har fået i arv, er ikke en selvfølge. Der kommer nogen og tager det, hvis vi ikke er parate til at forsvare det. Og den største trussel er ikke Putins Rusland.

Den største trussel kommer fra os selv. Fordi vi ikke ser i øjnene, at den muslimske indvandring til Europa ikke blot er et spørgsmål om at tilpasse regler og love, så det kan håndteres. Det er det, politikerne i denne valgkamp har sagt, de vil. De vil tilpasse regler og love. De ser ikke, at indvandringen er en eksistentiel trussel.

En eksistentiel trussel mod vores fædreland, som vil forsvinde som tørt sand mellem fingrene på en varm sommerdag på stranden. Og når vi først mister det, får vi det aldrig tilbage. Lader vi kulturen, sproget, traditionerne og den kristne arv forvitre, fordi vi skal give plads til andre fra fremmede kulturer og religioner med en stærkere vilje til at hævde deres værdier og kræve deres ret, forsvinder vi som folk.

De har ikke sans for folkets styrke
Da tyskerne besatte Danmark i 1940, var det staten, der overgav sig. Danskerne overgav sig ikke. Danmark bestod derfor under de fremmedes åg, og folket levede. Da svenskerne besatte Skåne i 1600-tallet, slog de også danskheden ned. Det danske blev udryddet. Den svenske kongemagt vidste, at det var nødvendigt for at sikre hans magt over andres fædreland.

Den socialdemokratiske og teknokratiske tankegang, som hos os i disse år er stærkest repræsenteret ved Mette Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen har ikke sans for folkets styrke – kun statens. Derfor tror de på, at den muslimske indvandring kan håndteres med regulering gennem politikere og embedsmænd i Danmark og EU.

Deri tager de fejl. Hvis de – eller deres afløsere - får lov at forsætte den kurs, bliver det vores undergang. Derfor bliver jeg ved. Med ord, argumenter og det gode eksempel.

Jeg har altid arbejdet hårdt, men jeg er aldrig blevet rig. Det har ikke været målet. Mit personlige mål har altid været at udrette noget, der lå uden for mig selv, men som en forlængelse af, hvem jeg er. Hvad kan give mere mening end at kæmpe for fædrelandet til mine fire børn, deres efterkommere og mine landsmænd – og kvinder.