Der er ingen, der bryder sig om at blive misforstået. Ej heller jeg.

Der er heller ingen, der bryder sig om at blive lagt ord i munden eller tillagt holdninger, man ikke har. Heller ikke jeg.

Der er stemmer blandt de venstreorienterede, men også blandt de mere borgerligt sindede – senest et indlæg i Berlingske Tidende skrevet af Christian Egander Skov - som i den seneste tid med direkte henvisning til Kontrast har ladet forstå, at vi og vores skribenter ikke kan skelne skidt fra kanel og ikke kan skille det, Donald Trump gør godt fra det, han gør skidt.

Derfor får du denne komprimerede men alligevel afklarende artikel om, hvor jeg og dermed Kontrast står i sagen om både Grønland og Ukraine.

Det er aldrig ofrets skyld
Det gælder for begge konflikter, at det aldrig er ofrets skyld, når man bliver overfaldet. Det gælder for den lettere berusede og festklædte unge pige på vej hjem fra byen, som bliver overfaldet og voldtaget i et buskads.

Det er voldtægtsmanden, der skal straffes. Det er ham, der har forbrudt sig. Pigen har måske været letsindig og ufornuftig i sin færden i en farlig verden, men hun er et offer og har intet gjort forkert.

Det var Putin, der først annekterede Krim, efterfølgende overfaldt Ukraine og siden har insisteret på at fortsætte en krig mod et land, der på ingen måde havde truet Rusland.

Det er Putin, der er forbryderen. Hverken Ukraine eller Nato har truet Rusland eller forbrudt sig mod nogen gældende regler eller normer for relationer mellem selvstændige stater.

Som med den unge pige på den mørke sti, kan man sige, at Nato og Ukraine har opført sig letsindigt og gjort for lidt for at afværge Putins forbrydelse. Set i bakspejlet kan man se, at Rusland var farligere som nabo, end man troede.

Men det gør hverken Nato eller Ukraine til ansvarlige for Putins og Ruslands handlinger. Der er kun ét sted at placere det juridiske og moralske ansvar, og det er i Kreml.

Det moralske ansvar ligger på Trumps skuldre
Sådan forholder det sig også med præsident Donald Trumps trusler mod Grønland og dermed mod Danmark.

Truslerne er afsendt fra Det Hvide Hus. De er ikke fremprovokeret ved, at Grønland eller Danmark har forbrudt sig mod nogen internationale aftaler eller uskrevne konventioner for relationen mellem USA og Danmark.

Truslerne og dermed konflikten mellem Danmark og USA er ensidigt skabt af Donald Trump, og dermed ligger det moralske ansvar for den negative udvikling i det transatlantiske samarbejde fuldt og helt på den amerikanske præsidents skuldre.

Ufornuft og letsindighed gør ikke ofret ansvarligt
Som med den unge pige på den mørke sti kan man sige, at Danmark gennem lang tid undervurderede den geopolitiske konsekvens af, at indgå en aftale med Grønland om at love grønlænderne fuld selvstændighed.

Det var ufornuftigt og letsindigt i en farlig verden at gøre sig så sårbar for udenlandsk intervention, og man burde have forudset, at det ville give problemer i en tid med stigende konfliktniveau globalt.

Men ufornuft og letsindighed gør ikke ofret ansvarlig for andres forbrydelser. Sådan fungerer moral ikke. Så hvis Donald Trump mod min forventning gør alvor af sine trusler og annekterer Grønland, er han entydigt forbryderen og den eneste ansvarlige, som må dømmes på sine handlinger.

Vi lever med det
Det er ærgerligt, at det er nødvendigt at skrive ovenstående for overhovedet at kunne debattere, hvor Danmark bør bevæge hen herfra. Men sådan er vilkårene efterhånden i det samtalende demokrati, og det lever vi med.

På Kontrast vil vi naturligvis fortsætte vores indsats for at forstå verden omkring os ved at sætte ord på, prøve vores analyser af og søge belæg i både historiske erfaringer og politiske teoretikere.

Jeg var i DR’s Debatten den anden aften, og det slog mig, at mine meddebattører, som alle var vidende og velorienterede mennesker, da det kom til at forklare Donald Trumps ord og handlinger ikke havde andet svar, end at han var skør eller sindssyg.

Før udsendelsen gik i gang talte alle med hinanden. Man møder i god tid, så der var rig lejlighed til at vende holdninger og meninger. Alle mente, at man kunne diagnosticere Donald Trump med adskillige psykiatriske diagnoser. Det blev ikke gentaget for rullende kameraer, skal jeg lige huske at nævne.

Der var bredest enighed om, at han måtte have mindreværdskomplekser, der gav sig udslag i storhedsvanvid (ligesom Hitler, blev der nævnt). Men også ADHD og ’personlighedsforstyrrelser’ nød stor fremme i gruppen af debattørerne til aftenens udsendelse.

Et amputeret forståelsesapparat
Min oplevelse var, at disse ellers meget vidende mennesker ikke havde andre måder at forklare udviklingen i verden, end at der var en gal mand i Det Hvide Hus, som sidder og trækker i trådene. Deres forståelsesapparat var simpelthen ikke gearet til andet.

Det er, som jeg ser det, en falliterklæring. Så fattig i forståelse, så monokausal i sin forklaring kan man ikke være og samtidig optræde som vidende debattør på TV. Eller også så kan man. For det er de enkle og let forklarlige budskaber, der efterspørges.

Og det er jo også derfor, at man uden et sekunds forsinkelse bliver beskyldt for at være putinist eller Trumpist, hvis man søger at formulere noget bredere, henvise til teorier med andre forklaringsmodeller eller foreslår, som Kasper Støvring gør ofte i Kontrast, at der også er nogle strukturer i det globale system, som betinger staters adfærd, og som man bør tage bestik af, når man sidder i de besluttende lag i samfundet.

Så modsiger man jo ’gal-mand-forståelsen’, og man afvises derfor – ikke med argumenter, men med mistænkeliggørelse. Den slags opførsel er jeg vant til fra de venstreorienterede, fra de woke og de ekstreme feminister. Blandt de borgerlige i Danmark burde vi kunne præstere bedre end det.