En indrømmelse her på 1. maj. Jeg er faktisk tilhænger af en stærk organisering på arbejdsmarkedet.
Dermed ikke være sagt, at jeg er fan af fagforeningskulturen og den måde, som fagbevægelsen har forvaltet sin position på i min levetid. Og heller ikke af den måde som arbejdsgivernes organisationer optræder på. De er i dag også blot et kobbel af lobbyister, der vil have fingrene ned i statskassen. Det, jeg er tilhænger af, er civilsamfundet. At borgerne organiserer sig i fællesskaber i samfundet og løfter opgaver sammen. Løser deres egne problemer og indgår forpligtende aftaler.
Inspirationen kom fra syd
Men for snart 100 år siden fandt Socialdemokraterne ud af – de kiggede mod syd – at en stærk stat kunne være en genvej til erobre magten over menneskenes sjæle. På den måde kunne de lettere nå deres ideologiske drøm om et samfund, hvor kapitalismen blev tøjlet og den private ejendomsret tømt for indhold gennem beskatning og love og regler.
Dermed begyndte opbygningen af den socialdemokratiske velfærdsstat. Det kom ikke på én gang, men lidt efter lidt overtog staten mere og mere fra blandt andet fagbevægelsens frivillige fællesskaber. Men det var alle dele af civilsamfundet, som blev svækket eller afviklet i takt med, at velfærdsstaten åd samfundet. Det tog fart efter 2. Verdenskrig, og omkring 1990 var der ikke så meget mere tilbage at skrive hjem om.
Arbejdsmarkedets organisering var blevet fusioneret ind i staten. Love, regler og skat aflyste engagement, mobilisering og fællesskab. Det, der før var foreningsstyret, blev kommunalt eller statsligt. Fagbevægelsen blev til en tom skal, hvor det siden har handlet om at lobbye politikere fremfor at løse fælles problemer blandt kolleger og fagfæller.
Socialdemokratiet sørgede dog for at, fagbevægelsen havde let adgang til penge gennem fradragsret og skattefrihed, så pamperne kunne æde videre på medlemmernes regning uden egentlig at have et formål.
Fra frivillighed til 30.000 sider med regler
Et eksempel. Den statslige arbejdsformidling førte en meget tilbagetrukket tilværelse indtil 1970. Før den tid var A-kasserne dér, hvor man fik sin understøttelse og hjælp til at finde et nyt job. I loven var A-kasser defineret som ’foreninger af lønarbejdere, der har sluttet sig sammen for ved bestemte bidrag at sikre hverandre gensidig hjælp i tilfælde af arbejdsløshed’. Der var stærke incitamenter i den model til at få medlemmer hurtigt i arbejde.
Fra 1970 blev arbejdsformidlingen statslig. Og staten overtog efterhånden også en stor del af finansieringen af udgifter til dagpenge. Kontingentet blev fastsat af staten. Dagpengeperioden blev fastsat af staten. Kravene til de arbejdsløse blev fastsat af staten.
Politikerne og regeringen tog magten over noget, som civilsamfundet ellers havde håndteret. Og når stat og politikere skal bestemme, skal der love og regler til. Reglerne, der styrer A-kasser og jobcentre, fylder i dag over 30.000 sider. Det er blevet det mest vanvittige bureaukratiprojekt, som velfærdsstaten nogensinde har præsteret.
Politikerne skal bestemme mindre
Jeg har et mantra, når jeg taler om det borgerlige samfund. Jeg siger, at opgaven er at sørge for, at politikerne bestemmer mindre, og danskerne får lov til at bestemme meget mere selv – også over flere af deres egne penge. Det ville være et tema til alle taler den 1. maj, hvis arbejderbevægelsen forstod dens rolle i samfundet. For i et borgerligt samfund er der behov for en stærk fagbevægelse.
Det kan kun ske ved, at civilsamfundet kommer til at løse de opgaver, som staten og politikerne i dag påstår, de er bedre til at løse på vores vegne. Det er de ikke – se blot på de 30.000 siders regler til jobcentrene. Danskerne kan meget mere, hvis bare de ville tage sig lov til det – altså besinde sig på, at de nok ikke skal blive ved med at vælge politikere, som bare vil bestemme mere og lave flere regler.
Jeg håber og arbejder for, at flere vil indse, at både friheden og velstanden kan vokse langt stærkere i et samfund, hvor borgerne tager større ansvar både for sig selv og for hinanden og ikke tror, at det enten er staten eller kommunen, der skal flytte hver en sten, der kommer i vejen.
Jeg håber, du har haft en god 1. maj.
