Jeg fik en SMS fra udlændingeministeren tidligt på aftenen i går. Kort og lakonisk skrev han: ’Vi tager ham af’.

’Ham’ er lederen af den islamiske organisation Minhaj-ul-Qurans danske afdeling Hafiz Muhammad Idrees, som ellers stod til at blive dansk statsborger, når Folketinget den 9. juni uddeler lidt over 1.000 statsborgerskaber til indvandrere, der har ansøgt og opfylder de formelle betingelser.

Jeg skrev tak for beskeden til Kaare Dybvad Bek, og ærgrede mig over, at den ikke var kommet lidt tidligere. For i går såede jeg jo i en artikel på Kontrast stor tvivl om, hvorvidt Socialdemokratiet ville følge fornuften og afvise en erklæret islamist som værdig til dansk indfødsret.

Det behøvede jeg ikke at have gjort, hvis beskeden var kommet tidligere. Nu var artiklen skrevet og sendt ud med vores nyhedsbrev, så det måtte vente til i dag med en opfølgning. Den kommer her.

Et princip er brudt
Indtil i går har partierne bag den politiske aftale, som regulerer tildelingen af indfødsret, stået fast på, at hvis en ansøger opfylder de formelle kriterier, så kommer ansøgeren på lovforslaget, og partierne bag aftalen stemmer for.

Dette har været brugt som argument til at fastholde tidligere kriminelle og islamiske agitatorer på lovforslaget, selv om andre partier – og her har DF været i førertrøjen – gentagne gange har foreslået at fjerne anløbne personager fra lovforslaget. Det er hver gang blevet stemt ned i Folketingssalen.

Det princip er nu brudt. Socialdemokratiet har erkendt – endnu en erkendelse – at sindelaget hos en ansøger om indfødsret er betydningsfuldt. Formelle kriterier såsom danskkundskaber, selvforsørgelse og en ren straffeattest er ikke tilstrækkeligt til at vurdere, om en ansøger skal have lov til at blive dansk statsborger.

Princippet kan derfor heller ikke anvendes næste gang – det bliver til jul – hvor der skal stemmes om den næste pulje på 1-2.000 indvandreres optagelse i det danske folkelige fællesskab. Socialdemokratiet bliver nødt til at realitetsvurdere de tvivlsomme blandt de personer på listen, som embedsmændene har godkendt. Hvordan det skal ske, ved vi ikke endnu - heller ikke regeringen.

En sejr for DF
Jeg vil ikke tøve med at anerkende skiftet i går som den nok største landvinding for Dansk Folkeparti i mange år i Folketinget.

Sejren er ikke kommet flyvende ind i munden på DF’eren Mikkel Bjørn, der i dag er formand for Folketingets indfødsretsudvalg. Der ligger flittige og vedholdende bestræbelser bag, hvor i første omgang de andre borgerlige partier har flyttet sig, og nu også Socialdemokratiet.

Mystisk nok er det blandt de blå den tidligere udlændingeminister Inger Støjbergs parti Danmarksdemokraterne som har været de langsomste til at rykke med. De konservative og Liberal Alliance flyttede sig hurtigere.

Nu er der et flertal for en ny ordning, hvor tildeling af statsborgerskaber kan blive både begrænset og administreret i bedre samklang med Grundlovens paragraf 44, som meget eksplicit placerer beslutning om tildeling af indfødsret på skuldrene af Folketingets medlemmer. Grundloven lader ingen i tvivl om, at det på nogen måde skulle være noget, politikerne kan overlade til embedsmænd at afgøre efter objektive kriterier.

Det fører selvfølgelig et naturligt spørgsmål med sig. Hvordan skal det organiseres? Hvem skal have indfødsret og hvordan udvælger vi dem? For folketingsmedlemmer er jo forskellige og lægger vægt på forskellige værdier, og sådan skal det også være i et demokrati. Vi fløjter ikke alle med samme næb.

Derfor har det letteste naturligvis været at overlade opgaven og ansvaret til embedsmændene, så slap politikerne for at orientere sig i flere tusinde ansøgninger. Og det er da heller ikke en let opgave at løse, men når det nu står i Grundloven, og det er noget af det vigtigste for det folkelige fællesskab, hvem man lukker ind i klubben, så må man tage det sure slid.

Et forslag til en ny ordning
For at gøre arbejdet praktisk overkommeligt og for samtidig at gøre nåleøjet mindre, så det bliver sværere at blive optaget på lovforslaget, kan man bygge en tretrinsraket:

Første skridt
Indføre en kvote, hvor man for eksempel sætter en grænse på cirka 1.200 statsborgerskaber om året. Det vil mere end halvere antallet og gøre det mere eksklusivt. Det vil blive tydeligere, at den danske indfødsret er noget, man skal stræbe efter, gøre sig fortjent til og være taknemmelig for, hvis man får den.

Andet skridt
Fastholde de objektive kriterier og eventuelt udbygge dem med en bedre test end den nuværende. De forskellige kriterier tildeles en værdi, så den enkelte ansøger får et samlet antal point. Et kriterie, der tilføjes, skal være kultur-geografisk. Vestlige ansøgere belønnes med flere point end ikke-vestlige og Menapt-ansøgere med færrest. Et andet kriterie skal være, om man er gift med en etnisk dansker. Det skal give ekstra point. Man kan udvikle kriterierne, så de er objektive, men i større omfang sikrer os mod, at mennesker uden danske værdier kommer igennem. Derefter har man en rangordnet liste, hvor nummer 1.200 på listen udgør skæringspunktet på de godkendte og de afviste.

Tredje skridt
Politikernes vurdering. Hvert medlem af udvalget bevilges nu en kvote på max. 20 ansøgere, som vedkommende kan flytte ud af den rangordnede liste på 1.200 ansøgere og enten erstatte med en anden fra længere nede af listen eller lade pladsen stå tom. Der er 17 medlemmer af udvalget. Det vil sige, at der i alt kan flyttes 340 ansøgere ud af listen. Det arbejde kan koordineres, så f.eks. de borgerlige medlemmer af udvalget puljer deres kvote og samarbejder om at tilpasse listen, så den bedre svarer til deres politiske ønsker. Medlemmerne af udvalget kan selv tilrettelægge deres arbejdsproces. Nogle vil måske have ansøgere ind til en samtale, andre vil have flere personlige oplysninger om ansøgerne, før de kan beslutte sig.

I trit med Grundloven og mere ansvarligt
Lovgivningen kan på denne måde bringes bedre i overensstemmelse med ånden i Grundloven, og politikerne får mulighed for at agere ansvarligt og følge deres samvittighed.

Resultatet af processen vil blive, at ansøgere fra Menapt-landene skal være ekstraordinært gode på de andre kriterier for at komme gennem nåleøjet, men det vil ikke være umuligt, hvis man gør sig umage og assimilerer sig ind i det danske samfund.

Det er måske stadigvæk for nogle lidt tabu-belagt at tale om, at muslimsk indvandring skal begrænses. Men hvis man taler om Danmark som et urgammelt kristent land baseret på vores historie, kultur og traditioner, så burde det være selvindlysende, at man skal være varsom med at invitere troende ikke-assimilerede muslimer med i det folkelige fællesskab.

Det burde i hvert fald kunne siges højt, og det er hermed gjort.