Jeg finder det ubehageligt at overvære andres skænderier. Når man ikke selv deltager i skænderiet, sidder man med oplevelsen af, at de skændende fornedrer sig, når de mister besindelse, overblik og sig selv.

Derfor var det også ret forfærdeligt at se det såkaldte pressemøde fra Det Hvide Hus i fredags – både den korte og den fulde version. Det var tæppefald for æren og værdigheden for dem alle tre.

Nogle siger, at et skænderi kan rense luften. Det er ikke min erfaring. Men erkendelsen af, at skænderier kan ødelægge en masse, får de fleste til bagefter at søge forsoning, en ny forståelse og til at love sig selv, at man vil bestræbe sig på ikke at ende samme sted en gang til.

Sådan er det med skænderier mellem venner, søskende, ægtefolk og andre, som man har et forpligtende og personligt forhold til. Sådan er det ikke nødvendigvis med skænderier mellem mennesker, der ikke er følelsesmæssigt forbundne.

Sådan er det heller ikke med skænderier mellem statsledere. Nærmest tværtom.

Et skænderi ændrer ikke på mål, interesser og strategi
Statsledere dirigeres af helt andre kræfter – en af de stærkeste er interessevaretagelsen. Hvad er bedst for mig, for dem jeg repræsenterer, mit land, mit folk.

Et skænderi mellem lederne af USA og Ukraine ændrer ikke på landenes objektive interesser, deres strategiske mål for at varetage dem og heller ikke fra at udnytte de taktiske muligheder, der foreligger for at opfylde dem.

Derfor er der heller ingen grund til at dramatisere betydningen af skænderiet for åben skærm i Det Hvide Hus. Ubehageligt javel, en katastrofe – overhovedet ikke.

Nato bliver ikke nedlagt, Europa kommer ikke til at være ’alene hjemme’, Ukraine overlades ikke til russernes forgodtbefindende. USA holder ikke pludselig med Putin. Der er ikke et sammenbrud i verdensordenen.

Alligevel er det netop den mørke, mørke undergangsmusik, som spilles i orkestret af de etablerede medier – både i Europa og i anti-trump-medierne i USA, som i parentes bemærket de danske reportere, kommentatorer og lederskribenter i stor stil skriver af efter.

Weekenden endte med et fornuftigt møde
Heldigvis ved statslederne i Europa det godt, og de agerer derefter. Og det er altså bedst at forsøge at forstå verden omkring os gennem det der sker, og ikke det der råbes. Og her tænker jeg både på de hysteriske kommentatorer i medierne og de selvpromoverende politikere.

Weekenden begyndte med ekstremt råberi af hysterisk karakter. Den endte med et fornuftigt møde i London, hvor de europæiske ledere (og Canada) erkendte, at netop USA’s interesser og vi andre i Vestens interesser stort set er identiske.

Og derfor behøver man heller ikke at erklære sig for Trump-fan, eller omfavne hele MAGA-projektet eller mene, at told løser nogen problemer overhovedet. Det er fuldt ud tilstrækkeligt at erkende, at vi i Europa og USA har nærmest identiske interesser - på kort sigt, men især på længere sigt. Jeg kunne ikke se noget lys for den vestlige verden med udsigt til Kamala Harris i Det Hvide Hus. Ingen fælles interesse. Men jeg kan se lys for os alle sammen med den strategi, som et USA under Donald Trump forfølger.

Der er derfor ikke brug for at skryde og skrige, men for at planlægge og handle. Og det gør man så. Heldigvis. Et af de konkrete resultater af de europæiske lederes overvejelser kan man allerede nu efter weekendens møder høre på vores egen Mette Frederiksen.

Selv Mette Frederiksen er ved at fatte det
Indtil i går rejste hun rundt med et budskab om, at krigen i Ukraine skal vindes – hvilket jo betyder, at Rusland skal tabe. Det er da et sympatisk håb, som man kun kan dele. Det er bare ikke den virkelighed, vi lever i, og det er hun ved at fatte.

Derfor vil vi ikke længere høre ’Hvad kæmper vi for? – Sejr!’ fra hendes mund. Fremover vil vi høre, at målet er en ’retfærdig og varig fred’. Det betyder, at Mette Frederiksen nu er på linje med Donald Trump i den strategiske målsætning. Udestående er forhandlinger mellem Rusland og Ukraine, så man finder den fælles opfattelse af ’retfærdighed’ mellem de to krigende parter og det amerikanske engagement, som sikrer ’varighed’.

Fornuften er ved at indfinde sig i de europæiske hovedstæder, og det skal man glæde sig over – ikke fortvivle, som det store flertal af kommentatorer er ude i.

Interessefællesskabet
Jeg mener det helt forkert analyseret, når de etablerede mediers journalister vil forstå Donald Trumps hensigter, som at ville isolere USA fra resten af verden. Handlingerne peger i den stik modsatte retning.

De sammenfaldende interesser mellem Europa, Ukraine og USA kan godt beskrives ret kort.

Zelenskyj vil på trods af skænderiet stadigvæk forsøge at redde sit land fra at blive besat af Rusland. Han vil bestræbe sig på at vinde så meget tilbage af det tabte som muligt, og han vil arbejde benhårdt på, at han ikke går ned i historien, som den der gav op for tidligt, når der stadigvæk var udveje, som ikke var blevet forsøgt.

Men han vil også sige ja til det mulige, og hvis det mulige er en fred bygget på et territorialt kompromis med USA som fredsmægler og partner, siger han ja til det.

Trump vil på sin side vil selvfølgelig forfølge sit strategiske mål om at svække Kinas voksende globale dominans på USA’s bekostning – økonomisk, teknologisk, politisk og militært. I den multipolære fremtid skal USA sikres en dominerende position overfor alle de andre.

Derfor drejer det sig for USA om i de kommende år at udvide interessesfæren og opbygge nye alliancer – ikke om at isolere sig. Blandt flere andre vil USA have en alliance med Rusland. Rusland skal ikke være Kinas ressourcebank, men bringes ud af afhængighed til Kina og knyttes til den amerikanske interessesfære.

Derfor skal krigen i Ukraine stoppes. Den er kontraproduktiv i forhold til den strategiske målsætning af mange grunde. De vigtigste tre er:

·       At krigen fastholder Rusland i afhængighed af Kina, fordi Vesten sanktionerer Rusland.

·       At den forstærker en fjendtlig holdning mellem Europa og Rusland, som ellers efter kommunismens fald var i aftagende, og står derfor i vejen for en fremtidig æra, hvor Rusland og Vesten allierer sig,

·       Og sidst men ikke mindst, at krigen æder ressourcer både økonomisk og militært, som der er brug for andre steder.

Det er en global allianceopbygning
Vi har set USA arbejde i samme retning i flere andre regionale scenarier. Trump investerede i sin første periode som præsident meget i at normalisere forholdet mellem Israel og de arabiske lande. Abraham-aftalerne var de første skridt, og efter hans tilbagevenden til Det Hvide Hus er bestræbelserne genoptaget.

Vi så det første resultat med våbenhvileaftalen mellem Israel og Hamas, hvor Netanyahu fik ren besked på, at israelsk indenrigspolitisk fnidder ikke kunne stå i vejen for et større mål, som Netanyahu i øvrigt deler.

Trump har siden fulgt op og inkluderet Saudi Arabien som vært for dialogen mellem USA og Rusland. Den ære eller indflydelse deler han så også ud til Tyrkiet, som rivaliserer med Saudi-Arabien om at være den regionale stormagt. Tyrkiet blev også bedt om at lægge hus til et Rusland/USA møde for nylig.

I forhold til den tredje betydende magt i Mellemøsten, som er Iran, har Trump valgt en afdæmpet linje, hvor han tydeligvis satser på en tilnærmelse – måske en revideret og bedre atomaftale, som kan deeskalere præstestyrets aggressioner.

Når man analyserer de strategiske mål, som USA under Donald Trump sigter efter, burde det ikke give panderynker men smilehuller i Europa. Det er en strategi, der involverer og inkluderer. Alligevel er det denne mørke, mørke undergangsmusik, som spilles i orkestret af de etablerede medier. Vend bladet på partituret

USA bliver i Nato
Bekymringen for ’alene hjemme’, som er yndet metafor i danske medier, mener jeg, er ubegrundet. Det er klart, at Europa skal opruste og være i stand til at tage vare på sin egen sikkerhed. Men ikke fordi USA ’svigter Europa’. Nej, fordi det er det mest fornuftige at gøre.

Et stærkere Europa gør USA mere sikkert og Europa mere sikkert. Et stærkere Europa kan bedre forhandle deeskalering med Rusland og finde fælles interesser med det Tsar-styrede Rusland. Et stærkt Europa kan sammen med USA spille en rolle i fremtidens multipolære verden.

Et stærkere Europa vil ikke længere være en klods om benet på USA, men et aktiv – en strategisk partner i konkurrencen på den globale scene. Og dermed også give USA en stærk interesse i at sikre sikkerheden for de europæiske lande med sin atomparaply, missilberedskab cyber-kapaciteter og fremtidens endnu ukendte militære teknologier.

Hvis Europa gør sit hjemmearbejde – og det tror jeg, man vil – bliver alt godt.

Grund til optimisme
Jeg ser umiddelbart fem gode grunde til at mane de hysteriske kommentatorer med deres undergangsprædikener tilbage i hullerne.

1.      Krigen i Ukraine er grufuld, og den bør stoppes. Det er nu gået op for selv Mette Frederiksen, og det giver grund til optimisme på vores alles vegne – også på vegne af ukrainerne.

2.      Europas ledere er ved at komme til fornuft og indse, at fremtiden for Europa ikke bliver ensom, men vil udvikle sig sammen med USA.

3.      Donald Trumps USA er ikke på vej til at isolere sig, men forbereder sig på at kunne sætte sig på øverste trin af stigen i en multipolær verden. At sidde sammen med USA dér, må være det strategiske mål for Europa, og det tror jeg, de europæiske ledere er enige i – selv Mette Frederiksen.

4.      Venstrefløjen i Europa er i mange lande på tilbagetog. En mere konservativ, konkret og realistisk europæisk politisk tilgang til globaliseringen er ved at vinde frem.

5.      Donald Trumps USA har vist vilje – og evne – til at få de islamiske lande til at se fordele i en alliance med USA fremfor Rusland eller Kina. Det giver håb om færre aggressioner fra den kant og måske endda en pacificering af islam på sigt.

Det vigtigste, vi har lært af skænderiet i Det Hvide Hus, er, at verden ikke formes af følelser. For verden er den samme i dag, som den var i fredags.