Da Cowid19 ramte EU i foråret 2020 var EU-kommissionen hurtig til at se muligheden for at sætte mere skub i den europæiske integration. Allerede i maj 2020 foreslår EU-kommissionen at EU skal optage fælles lån til at betale for en genopretning af økonomierne efter pandemien.

Man skal aldrig lade en god krise gå til spilde, er der én der har sagt engang. Og man må sige, at EU-systemet forstår at kapitalisere på kriser.

Covid19 knækkede den fornuftige modstand
Fælles gæld havde i årevis været en varm kartoffel i EU, som delte vandene – typisk med de gældsplagede lande i syd som fortalere og de mere fornuftige i nord med Tyskland i spidsen, der var imod. Men med krisestemningen, som man lykkedes med at skabe omkring Covid19, ændrede stemningen sig totalt.

Pludselig var der banet en vej for, at EU kunne opnå en status som lånoptager på vegne af alle medlemslande, og dermed tage endnu et skridt i retning af en central magt i en føderation.

På topmødet i juli 2020 gav modstanderne efter, og i december blev låne- og tilskudsrammen endelig vedtaget. EU optog lån på 750 milliarder euro (5.625 mia. kr.) og i juni 2021 begyndte pengene af flyde fra EU-centralmagten ud til medlemslandene.

Et princip var knækket, og endnu engang flyttede EU-samarbejdet sig i den retning, som Traktaten har i sin præambel – ’mod en stadig snævrere Union’.

Nødforanstaltning bliver til den nye normal
Next Generation EU-programmet, som gældsoptagelsen så poetisk hedder, og som på EU's hjemmeside præsenteres på en ret usmagelig måde, kunne i følge EU-traktaten kun vedtages, fordi man kaldte det en nødforanstaltning.

Men som debatten og den danske regerings kovending i sagen viser, så har ’nødforanstaltningen’ skabt en ny virkelighed, hvor fælles gældsoptagelse er blevet et værktøj i unionskassen, som politikerne ikke har tænkt sig at opgive, når de nu har fået muligheden.

Da Rusland angreb Ukraine i foråret 2022, var EU-kommissionen igen hurtigt på banen. En ny krise skulle bruges til næste skridt – en større rolle til EU og en mere centraliseret styring af den oprustning, som alle EU-lande stod overfor.

Allerede I maj 2022 kom EU-kommissionen med en rapport, der ’identificerede et betydeligt investeringsunderskud på forsvarsområdet’. Et underskud, som ifølge EU-kommissionen kunne afhjælpes gennem fælles lånefinansierede investeringer i den europæiske forsvarsindustri.

Det umiddelbare problem for EU-systemet er, at artikel 41 i Traktaten fastslår, at driftsudgifter i forbindelse med forsvarsrelaterede operationer ikke kan finansieres via EU’s budget.

Man kan yde støtte til militær forskning og udvikling gennem Den Europæiske Forsvarsfond, men ikke til drift af landenes forsvar.

Så selvom man kan lægge nogle flere penge i forsvarsfonden, så kan man ikke ad den vej få kanaliseret tilstrækkeligt mange penge fra nye store EU-lån ud i medlemsstaterne.

Det store dyr i lånekarrusellen - konkurrenceevne
EU-kommissionen igangsatte derfor en ny rapport, som kom her tidligere på året – den kaldes Draghi-rapporten opkaldt efter den tidligere italienske premierminister Mario Draghi, som står som forfatter til rapporten.

Rapporten tegner et billede af et Europa, som sakker uhjælpeligt bagud i den globale konkurrence. Det er rigtig nok. EU er gode til at regulere og lave regler, men står i vejen for den dynamik, der skaber vækst og velstand.

Rapporten kommer så også med anbefaling til, at investeringerne skal øges drastisk i EU, hvis produktiviteten skal op, og man foreslår: Ja, yderligere fælles EU-gældsoptagelse til at finansiere investeringerne.

Kommissionsformanden Ursula von der Leyen skyndte sig i offentligheden at nedtone Kommissionens rolle i rapportens anbefalinger og sagde, at det ville være op til medlemslandene at beslutte, om man ville den vej.

Men rapporten gjorde, hvad den skulle. Den gødede jorden for den debat om at gentage gældsoptagelsen fra Covid19, men denne gang med et langt større mål end blot at give nødhjælp ovenpå pandemien.

Det er den debat, som nu er nået til Danmark og har overbevist regeringen om, at fælles EU-lån er alle problemers løsnings moder.

Enorm lånoptagning
Næste gang skal låntagningen bringe EU-landene i front i den globale konkurrence, siger man. Ingen har endnu forsøgt at sætte beløb på, hvor store lån, EU skal optage, men i forhold til Next Generation EU-programmet på 5.600 mia. kroner må man forvente lånoptagelse på måske 10 gange den størrelse – altså 56.000 mia. kroner.

Danmarks BNP udgør cirka 2,4% af EU’s samlede BNP. Hvis man deler gælden ud på lande, svarer det til, at Danmark skulle øge sin lånoptagelse med 1.344 mia. kroner.

I 2023 var den samlede danske statsgæld på 294 milliarder kroner. Vi taler altså om at femdoble den rente- og afdragsbyrde, som vi lægger på skuldrene af vores børn og børnebørn, hvis skridtet tages fuldt ud.

Brud på euro-forbeholdet
Med en så enorm gældsbyrde i EU, som medlemslandene hæfter for solidarisk, vil der naturligt opstå et behov for at kontrollere, at ingen medlemslande kører på frihjul, men bidrager til at forrente og afdrage gælden.

Hvordan kan man gøre det? Det kan man ved at koordinere og samordne udgifts- og skattepolitikken i medlemslandene. Altså kontrol med finanspolitikken. Det foregår allerede i et vist omfang for euro-landene, men det er netop den del af samarbejdet, som danskerne har afvist at deltage i – senest ved en folkeafstemning i år 2000.

Og det er det, som en frisk måling fra Epinion viser, stadigvæk er det overvejende flertals holdning. Danmark skal ikke opgive kronen og indføre euroen.

Fælles lånoptagning i EU vil i den grad binde den nuværende og alle kommende regeringer i Danmark til EU-masten, at euro-forbeholdet kun vil være en illusion. Det ved man selvfølgelig godt i regeringskontorerne, men man taler ikke om det.

I stedet taler man om ny kriser og nye trusler, som skal få de langsigtede konsekvenser for vores nationale selvstændighed til at blegne.

Folkeafstemning NU
Man kan dog med rimelighed spørge, om Danmark reelt står uden for euro-samarbejdet, hvis vi tilslutter os at bruge Traktaten til at optage fælles lån i EU?

Og man kan med rimelighed spørge om den suverænitetsafgivelse, som EU-lånoptagelse er udtryk for, har været omfattet af den grundlovssikrede beskyttelse i forhold til Grundlovens paragraf 20. – Altså er det noget, danskerne er blevet spurgt om?

Hvis ikke man kan svare utvetydigt JA til begge spørgsmål, så bør der afholdes en folkeafstemning om sagen.

Jeg er ikke jurist, men min lægmandsforståelse af EU-traktatens artikler 122 og 125 (se nedenfor) siger mig, at man skal være meget kreativ for at forstå dem på en måde, der åbner for, at man kan optage fælles lån i EU til at finansiere alt det, man gerne vil.

I hvert fald var det slet ikke det, der blev stillet danskerne i udsigt, da de stemte ja til traktaten. Nærmest tværtimod kan man læse de to artikler i traktaten som et værn mod den glidebane, som regeringen nu anbefaler, at vi kurrer ned ad.

Er der politisk interesse?
Men er der nogen blandt politikerne på Christiansborg, som orker at kaste sig ud i endnu en EU-debat? Jeg tvivler. I sidste uge talte Andreas Karker og jeg i vores podcast Kaaber&Karker med Anders Vistisen fra DF om det.

Ikke engang han virkede forhippet på at løfte sagen ud i offentligheden. De røde partier elsker at leve for lånte penge, og i den borgerlige opposition er der tavshed om sagen.

Så vi skal nok ikke forvente os, at lånoptagningen og gældsbyrden på vores børns og børnebørns skuldre vil anfægte politikerne.

EU-systemet får sin vilje, og rejsen mod ’den stadigt snævrere Union’ kan fortsætte.

Om traktatbestemmelserne

Artikel 122 TEUF

Stk. 1
Uden at det berører de øvrige procedurer i traktaterne, kan Rådet på forslag af Kommissionen og under iagttagelse af de betingelser, det fastsætter, beslutte at give en medlemsstat, der er i vanskeligheder eller alvorligt truet af store vanskeligheder som følge af naturkatastrofer eller ekstraordinære begivenheder, økonomisk bistand fra Unionen.

Stk. 2
Hvis der opstår alvorlige forsyningsvanskeligheder, især i forbindelse med energiområdet, kan Rådet på forslag af Kommissionen vedtage foranstaltninger, der er bedst egnede til at afhjælpe situationen.

Fortolkning:
Artikel 122 er ofte blevet brugt som juridisk grundlag for nødfinansiering, da den giver EU mulighed for at yde økonomisk støtte til medlemsstater i vanskeligheder på grund af "ekstraordinære begivenheder". Denne fleksibilitet blev udnyttet under coronakrisen for at etablere Next Generation EU (NGEU)-programmet. Artiklen nævner dog ikke direkte noget om fælles gældsoptagelse.

Artikel 125 TEUF (Den såkaldte "No Bailout-klausul")

Stk. 1
Unionen hæfter ikke for og påtager sig ikke forpligtelser fra centralregeringer, regionale eller lokale myndigheder, andre offentlige myndigheder, andre offentlige organer eller offentlige virksomheder i medlemsstaterne, dog berører dette ikke gensidige finansielle garantier til gennemførelse af et fælles projekt.

Stk. 2
En medlemsstat hæfter ikke for og påtager sig ikke forpligtelser fra centralregeringer, regionale eller lokale myndigheder, andre offentlige myndigheder, andre offentlige organer eller offentlige virksomheder i en anden medlemsstat, dog berører dette ikke gensidige finansielle garantier til gennemførelse af et fælles projekt.

Fortolkning:
Artikel 125 er den berømte "no bailout-klausul", som forbyder EU og medlemsstaterne at hæfte for eller påtage sig forpligtelser for gæld optaget af andre medlemsstater. Den var oprindeligt designet for at sikre finanspolitisk disciplin og ansvar på nationalt niveau. Dette princip blev imidlertid genstand for heftig debat under eurokrisen og senere under coronakrisen, da fælles gældsoptagelse under NGEU blev set som en omgåelse af denne regel, eftersom gælden reelt blev optaget af EU som helhed og ikke af de enkelte medlemsstater.