Da mandaterne blev talt op efter valget, stod det hurtigt klart for alle – måske bortset fra Troels Lund Poulsen selv – at en regering ledet af Venstres formand med opbakning fra alle ikke-socialistiske partier ikke er en realistisk mulighed, selvom mandaterne teknisk set er til det.

Regeringsdannelsen kan falde ud på mange måder, og man kan bruge påskedagene på gættelege og fantasifulde bogstavkombinationer, hvis man ikke har en familie, som man måske hellere vil være sammen med.

Men en borgerlige regering, der vil føre borgerlig politik, får vi ikke. Det ligger helt fast. Så melder der sig et naturligt spørgsmål. Hvad skal tiden bruges på blandt de borgerligt sindede, mens resten af parnasset med Lars Løkke Rasmussen i centrum åbner grænserne, binder Danmark til masten i EU og tømmer statskassen?

Afværgepartiet
Venstres undskyldning for at gå med i Mette Frederiksens regering var, at man ville søge indflydelse og afbøde de værste gener ved en rød regering. Med kendskab til Venstres ageren siden begyndelsen af dette årtusind giver det mening.

Partiet har gennem mange år sat en ære i opløse forskellen mellem Venstre og Socialdemokratiet. Det er i vidt omfang lykkedes, så det i dag ikke falder en venstremand svært og akavet at understøtte udbygningen af den centralistiske velfærdsstat, så den fremover skal være endnu større og tage en endnu større del af samfundskagen.

Det er snart mange år siden jeg forventede andet fra Venstre end en kopi af Socialdemokratiet tilsat en smule ’frit valg’ og ’tilkøbsydelser’ i den offentlige service. Nogen borgerlig/liberal vision for samfundet forventede jeg ikke i de sidste år med Anders Fogh og slet ikke, da Lars Løkke Rasmussen tog over og senere Jakob Ellemann.

Liv i en borgerlig/liberal vision
Det tabte valg, som vel i en forstand også er en tabt ære for Venstre, har Troels Lund nu en mulighed for at vende til en borgerlig/liberal genopliven. Venstre er nu i nederlaget blevet et så tilpas lille parti, at der ikke er ret mange socialdemokrater tilbage i partiet. Omtrent hele Tommy Ahlers/Jan E. Jørgensen segmentet er vel forsvundet ud af partiet.

Jeg er så i tvivl om, hvorvidt den generation, som nu sidder i ledelsen – altså den nye L-bande Lund, Løhde og Lohse har mod, evner og vilje til at stå på et tog, der kører den modsatte vej af Socialdemokratiet og i retning af mindre stat og mere menneske.

Mening i stedet for magt
Hvis de tre sammen skal finde mening i stedet for magt i politik, er det oplagt at stå på toget. Men desværre, så udgør de også en generation i Venstre, som er opdraget til at søge magt for hver en pris. Det har de lært af de gamle mestre i skikkelser af Claus Hjort Frederiksen, Anders Fogh Rasmussen og ikke mindst Lars Løkke Rasmussen.

Det glædede mig at opleve i den sidste del af valgkampen, at Troels Lund i både retorik og kropssprog begyndte at løsrive sig fra Lars Løkke Rasmussen. Var vi vidne til et noget forsinket ’ungdomsoprør’ i Venstre, hvor Troels sagde den gamle med piben imod?

Svært at fastslå endnu, men man skal ikke lade sig narre. Selvom Lars Løkke Rasmussen i dag har sit eget parti, så er hans politiske metode dybt indlejret i venstrefolkene. Lund, Løhde og Lohse er børn af Hjort-doktrinen, som den kaldes. At springe ud som ægte borgerlig vil for dem være som at forkaste alle forældregenerationens gode råd og anvisninger.

Mona Juul i farezonen
På den konservative side af den nominelt borgerlige konsensusfløj har Mona Juul netop fået en sejr med fremgang ved valget. Den sejr kom ovenpå en sejr ved kommunalvalget, som gik forrygende og et valg til Europa-Parlamentet, som også endte OK med mandat til skohandlerens søn fra Vejle Niels Flemming Hansen.

Hvor Venstre har fået et nederlag i ’gave’ til at finde en ny vej, er Mona Juul nu belastet med tre valgsejre, som om- og bagland vil have omsat i ’konservative stemmer, der arbejder’. Det er en farlig position at befinde sig i for en leder af Det Konservative Folkeparti.

Det er i fremgang, man skal satse
Det værste, hun kan gøre, vil være at lade sig lokke af partiets eget slogan om de arbejdende stemmer. Partiet er nu endelig på vej frem både i vælgernes bevidsthed og i mandattal. Det er nu hun har mulighed for at satse, og det bør hun gøre.

På Landsrådet forrige år vedtog Det Konservative Folkeparti et nyt partiprogram, som er betydeligt mere konservativt end det gamle. Det har overrasket flere af de konservative folketingspolitikere siden, at deres parti faktisk ikke er så socialdemokratisk at det gør noget. De kan bare læse partiprogrammet.

Det vil være et sats, hvis Mona Juul i stedet for at klistre sig til et regeringsprojekt baseret på Lars Løkke Rasmussens forståelse af politik vælger at kaste sig ud i kampen for en borgerlig renæssance. Det giver nok ikke indflydelse her og nu, men en vundet borgerlig kultur- og værdikamp vil til gengæld kunne give plads til andet end de kommaer, som Mona Juul er udset til at sætte som eftermæle.