En vedholdende larm udgår fra Frue Plads i København på min vej til den jødiske kulturfestival i Krystalgade. To store højttalere sender råb og høj musik udover den brostensbelagte gade mellem Københavns Universitet og Vor Frue Kirke, hvor omkring 100 demonstranter har forsamlet sig for at udtrykke deres vrede mod Israel og krigen i Gaza.
En kvinde eller mand, det er umuligt at afgøre, står med en megafon i hånden og råber forbandelser ud på et svært genkendeligt engelsk, noget med ”zionisme”, ”folkemord” og ”frit Palæstina”. Det sort-hvide-grøn-røde flag vejrer i vinden, og tørklædeklædte kvinder står side om side med unge mennesker, der er klædt ud som venstreorienterede.
Jeg fortsætter mod mit bestemmelsessted. Også selv om Statens Museum for Kunst netop har sat en ny standard for politisk korrekthed i jødespørgsmålet. Standarden er opstået i forbindelse med museets egen udstilling med den jødiske kunstner Yvette Brackman, hvor museet fandt det nødvendigt at henvise til den aktuelle konflikt i en udstillingstekst, hvilket flere besøgende undrede sig over. Hertil svarede museet så: ”Nogle kan tænke, om det overhovedet er timeligt at forholde sig til jødisk kulturhistorie lige nu.”
Det kryptiske svar kan kun betyde: Fordi den israelske regering er under kritik, er vi betænkelige ved at udstille kunst lavet af eller om jøder lige nu i Danmark.
Denne udmelding fra landets mest prominente kunstmuseum fik straks Kontrast til at interessere sig for den jødiske kulturfestival med mere end 70 arrangementer. Ikke siden Besættelsen har det været så vigtigt at beskæftige sig med jødisk kultur som nu. Hvor det før var et valg, er det i dag blevet en pligt.
Jøder mellem imperier
Mandag den 3. juni taler professor Naida-Michal Brandt fra Zagrebs Universitet om jøder mellem imperier med udgangspunkt i jødernes flugt fra Spanien til Kroatien i 1500-tallet. Her må jøderne navigere mellem osmannere og habsburgerne og forsøge at tilpasse sig lokale normer og love.
Sydøsteuropa er en kompleks geografi, men professoren hiver det ene kort frem efter det andet og forklarer, at jøderne trives bedre under løse imperier end i tættere statsdannelser og fører historien frem til Holocaust i det 20. århundrede. I dag har det jødiske samfund i Kroatien dog fundet et tryggere hjem, mener professoren, der selv underviser i hovedstaden.
En ujødisk jøde
Dagen efter taler ph.d. Jonathan Harmat under overskriften ”En ujødisk jøde” levende om den jødisk-hollandske oplysningsfilosof Baruch de Spinoza, hvis forældre var udvandret fra Portugal. Spinoza blev født i Amsterdam i 1632, dengang verdens førende handelscentrum for blandt andet brasiliansk sukker, spansk uld, portugisisk salt, skandinavisk korn, tyrkisk garn, middelhavsfrugter og -vine, krydderier fra Østen samt tekstiler, gobeliner, keramik, møbler og farvestoffer fra Nederlandene.
Allerede som ung mand gjorde Spinoza op med den store samtidige filosof René Descartes, der også boede i Amsterdam, og med Bibelen. Rygterne om hans intellekt og kætteri spredtes langs kanalerne. Man sagde, at den unge mand mente, at Mosebøgerne var skrevet af mennesker, at sjælen dør med legemet, og at Gud er natur. I 1656 blev han lyst i band og smidt ud af menigheden. Byens rabbinere anså ham for kætter, de kristne anså ham for at være jøde.
I virkeligheden var Spinozas tænkning ifølge Jonathan Harmat et modtræk mod ateismen. Den udstødte jøde var en radikal religiøs tænker. Han mente, at Bibelens formål er at gøre folk retfærdige og næstekærlige, men insisterede på, at Bibelen skal læses sine egne præmisser, dvs. som et historisk dokument. Det indebar, at alle forestillinger og profeter, mirakler og jøderne som udvalgt folk måtte vige for en metodisk læsning. Hvem har egentlig skrevet hvad og hvornår?
Fremstillingen vækker debat i auditoriet. En mand fremfører, at Spinoza var selvdestruktiv og satte sig op imod sit folk ved at foreslå, at jøderne skulle sætte på skibe og sejles til USA. Manden vifter med en kopi af et brev, som angiveligt skulle bevise hans påstand.
”Det vil jeg gerne se bagefter”, svarer Jonathan Harmat.
Beskyldningerne mod Spinoza er lige så gamle som hans bandlysning. De er med til at holde historien om ham i live. Men var han også en politisk tænker?
Var Spinoza, som Harmat overvejer til slut med reference til Israels første premierminister David Ben-Gurion, den første politiske zionist? Det vil sige den første, der iagttog, at jøderne var forfulgte, spredte for vinden og foruden et rige, og konkluderede, at hvis jøderne havde modet og evnen, så kunne de få en stat, hvor de kunne føle sig trygge og sikre?
Hvor skal jøderne bo, hvis ikke i Israel?
Under mit besøg gør den israelske ambassadør i Danmark, Daniel Akov en pointe ud af, at den militære infiltration, som førte til invasionen af Israel den 7. oktober sidste år, har ændret Israel. Hermed hentyder ambassadøren ikke alene til de godt 1.200 døde og 241 kidnappede israelere (hvoraf 121 stadig er savnede), men også til det tiltagende antisemitisme i regionen og på de arabisk influerede sociale medier.
Hertil kommer truslen fra Hizbollah, Libanons Iran-støttede shia-milits. Siden massakren den 7. oktober er 60.000 israelere blevet evakueret fra det nordlige Israel på grund af Hizbollah-militsens kontinuerlige bombardement af de israelske grænsebyer. Med disse gentagne angreb og udsigten til en lang stillingskrig i Gaza, hvor Hamas har forskanset sig midt i den civile og urbane infrastruktur, rejser der sig et spørgsmål, som udfordrer alle jøder og israelere: Hvad hvis staten ikke længere kan sikre jødernes sikkerhed?
Hvor skal jøderne bo, hvis ikke i Israel?
I Kroatien?
