”At vinde over Holland er vigtigere end at vinde VM”
Man kan godt forstå glæden i Marokko over at slå storfavoritten Holland ved VM i fodbold. Som dansker med en hukommelse til de gode gamle dage, hvor de rød/hvide bankede favoritterne på stribe, kan man sagtens identificere sig med følelsen hos marokkanerne.
Problemet med citatet, som er gengivet i det hollandske statsdrevne publicservice-medie NOS, er, at det stammer fra en ung indvandrer, som bor i Schilderswijk-forstaden til Haag i Holland. Schilderswijk er et tungt indvandrerkvarter med kriminalitet, parallelsamfund, islamisme, høj arbejdsløshed og lavt uddannelsesniveau.
Et kvarter, som så mange andre i Europa, hvor de uintegrerbare arabere holder til og lever deres liv – ikke som hollændere, men som arabere og muslimer. Hvor de unge til trods for, at de er født, har gået i børnehave og skole i Holland, stadig identificerer sig som muslimer og marokkanere og ser på hollænderne som fremmede.
Præcis som hos os selv, hvor efterkommere af muslimske indvandrere konsekvent omtaler os som ’danskere’ og sig selv som muslimer. Et udtryk for den selvvalgte religiøse og kulturelle segregering fra majoritetssamfundet og værtslandet, som fører til offermentalitet på den ene side, og dominanskultur, når de føler sig mange og stærke nok.
Som hollænder er det svært at forstå citatet som andet end en dyb afstandtagen fra og nærmest fjendtlig indstilling til Holland. Sejren i straffesparkskonkurrencen, som de unge efterkommeres forældres fædreland tildelte deres nuværende bopælsland, opfattes som deres egen personlige sejr over majoriteten. Det bliver til en slags hævdelse, måske ligefrem hævn over det land, som bød dem velkommen, men som de hader.
Aftenen i de hollandske forstæder udviklede sig da også voldeligt. Politiet måtte rykke ud, bruge knipler og vandkanoner for at få bugt med optøjerne. En del blev anholdt. Reaktionen fra muslimerne var lige så forudsigelig. De hollandske mainstream-medier gav dem taletid til at hævde forfølgelse, diskrimination og politivold.
Hvis man befinder sig på venstrefløjen eller hos Moderaterne eller Radikale vil man forklare mentaliteten og indstillingen blandt de unge efterkommere med samfundets strukturelle racisme og konsekvente diskrimination af indvandrere. De lidt mere tænksomme vil opfinde sociale indikatorer på ’udsathed’ som legitimerer den fjendtlige indstilling.
Efter så mange års mislykket integrationsindsats kan man dog også tillade sig at konkludere, at den muslimske kultur, ideologi og religion i sig selv ikke er kompatibel med den vestligt europæiske. At vi med den løbske migration fra Stormellemøsten og Nordafrika har gødet vores egen jord for en voldelig konflikt, som ikke har nogen slutdato.
Det er en erkendelse, som det er ubehageligt at se i øjnene, for så er der kun to mulige fremtidsscenarier. Enten overgiver vi os til islam og får fred. Eller vi planlægger og eksekverer en remigrationspolitik.
