Det er forløsningen af et traume, når Israel i morgen mandag tager imod de resterende 20 overlevende gidsler, som terrororganisationen Hamas førte med tilbage til Israel efter de havde massakreret 1.200 israelske civile, kvinder og børn i en blodrus af bestialitet, som verden sjældent oplever.
Men for araberne i Gaza er det ikke nogen forløsning. Godt nok dæmpes krigens gru, når israelerne stopper nedkæmpningen af Hamas, der gennem årtier har udviklet taktikken med at ofre deres egne som skjold for sig selv. Men for araberne i Gaza kan situationen gå fra ondt til værre.
For udsigten til at dødskulten Hamas slipper sit kvælertag på lokalbefolkningen er tåget og fjern. Og hvis ikke Hamas bliver afvæbnet og forvist fra området, vil terrororganisationen befæste sit greb ved hjælp af vold og terror. Ikke alene fordi de er religiøse fanatikere, men nok især fordi der udsigt til, at lederne kan score deres livs største gevinst.
7.000 mænd på gaden
I løbet af de seneste dage har Hamas sendt op mod 7.000 bevæbnede mænd ud i Gazas gader for at ’udrydde kriminalitet’ siger de selv, men i virkeligheden først og fremmest for at opspore og uskadeliggøre enhver opposition mod terrorregimet.
Dernæst for at konsolidere kontrollen med den fødevarehjælp, som man forventer vil blive sendt ind over grænsen fra Ægypten. Formelt i regi af FN og NGO’er, men reelt under kontrol af Hamas. I Gaza er økonomien nu og i den fremtid, som usikkert tegner sig, hængt op på udenlandske donorer.
Araberne i Gaza har aldrig produceret ret meget selv. Penge og varer er blevet leveret udefra af velmenende europæerne, naive NGO’ere, et politiseret FN og af kyniske mellemøstlige magter, som har brugt donationer til araberne i Gaza i deres spil om magten i regionen.
Korruptionssoldater
De 7.000 mænd, som nu patruljerer i Gazas gader, er ansat af Hamas med lovning på at få andel i de rigdomme, der er på vej. Det er Hamas, som skal betale deres løn, men Hamas har ingen indtægter. Penge til løn skal komme fra nødhjælpen. Det er sådan, det har fungeret i Gaza siden 2006, og det er sådan, Hamas regner med at fortsætte. Våbnene gør forskellen.
Dem, der har våbnene, kontrollerer varestrømmen, kan bestemme, hvem der skal have hvor meget, og konfiskere resten, som kan sælges på det fri marked. Det er den situation, som er ved at blive genskabt betalt af de velvillige europæere først og fremmest og de naive NGO’ere og af et FN-system, der er dybt korrupt og politiseret. I første omgang løn til 7.000 nyligt mobiliserede Hamas-folk, som vil udrydde oppositionen og konsolidere Hamas magt over befolkningen.
I anden omgang kommer de rigtig store penge, hvor korruptionsmilliarderne skal skubbes over bordet, eller måske snarere ned i tunnelerne. De arabiske stater og EU har meldt sig parate til at finansiere genopbygningen. Store infrastrukturprojekter er guf for korrupte regimer. Det er dér, man kan fylde ikke bare hylderne med forsyninger men også sine bankkonti i udlandet med donorernes penge.
Hvem vil tage ansvar
Arabernes plage i Gaza er ikke israelerne, men deres egne korrupte og religiøst fanatiske ledere. Så længe Hamas har våben vil undertrykkelsen fortsætte og fattigdommen trives. NGO’erne vil spilde deres indsats og deres penge, EU-landene vil igen blive til grin og FN-systemet synke dybere ned i politiseret korruption.
Jeg tror Donald Trump har fattet pointen, men om han kan få nogen til at tage ansvar for, at det skal gå anderledes og bedre, end jeg beskriver, tvivler jeg på. For i hele den ganske verden er der ingen, der rigtig bekymrer sig om araberne i Gaza og deres fremtid.
NGO’erne er kun opfyldt af deres egen selvgodhed, de arabiske oliestater vil bare have fred til at lave forretninger og Iran ned med nakken. Tyrkiet vil have en plads omkring bordet og er ideologisk forbundet til Hamas, og europæerne fatter ikke en bjælde. De bekymrer sig kun om deres egne meningsmålinger.
To personer kan tænde håb
Hvis Donald Trump og Israel skal flytte noget, er der to personer, de kan appellere til. Den ene er Ægyptens præsident Abdel al-Sisi, som har en meget stærk egeninteresse i at stække Hamas, fordi Broderskabet, som Hamas er en del af, giver hans eget styre store problemer med terrorangreb og oprørsgrupper i Sinai. Ægypten vil meget gerne have Hamas afvæbnet.
Den anden er Saudi-Arabiens kronprins Muhammed bin-Salman. Han har en plan med sit land om integration i Vesten, og i den plan er der ikke plads til Broderskabet og Hamas. Der er slet ikke plads til oprørere og bevægelser, der sætter spørgsmålstegn ved tilnærmelsen til Vesten. Saudi-Arabien vil også meget gerne have Hamas afvæbnet.
Så når alle de fine herrer og damer mødes mandag i Sharm el Sheik for at ’fejre’ våbenhvilen, den israelske tilbagetrækning og nødhjælpens ankomst, så luk ørerne for det meste af ordgejlet og lyt til al-Sisi og MBS. Det er dem, der kan tænde håbet for araberne i Gaza.
