Socialdemokratiet har siden 2018 slået sig op på at være mindst lige så målrettede i udlændingepolitikken, som de borgerlige. Først var det et asylstop, så en asyllejr i Rwanda, så arbejdspligt til indvandrere, så bekæmpelse af parallelsamfund og den tredje erkendelse og senest så et opgør med den aktivistiske menneskerettighedsdomstol i Strasbourg.

Fælles for alle slagnumrene er, at de signalerer vilje og hensigt. Men fælles for dem er også, at de ikke leverer resultater. Socialdemokratiets udlændingepolitiske slagnumre er et fint eksempel på, hvad man i politologien kalder intentions-politik. Sagt på en anden måde. Det er politik for galleriet – det er ikke samfundsforandrende eller problemløsende.

De vil anerkendes, men ikke levere
Begrebet ’politics of intention’ betegner en tilgang til politik, hvor det afgørende ikke er, hvad man opnår, men hvad man ville. Den bliver især tydelig i de situationer, hvor politiske aktører søger anerkendelse for deres værdibaserede positioner, mens de reelle konsekvenser enten er utilsigtede, udeblevne – eller direkte skadelige.

Intentionens politik er med andre ord en måde at føre – og især at italesætte – politik på, hvor det symbolske og det følelsesretfærdige vægter tungere end det praktisk ansvarlige. Det handler mindre om, hvad der virker, og mere om at vise, at man vil det gode.

Et brev og en tale
Det er her, vi finder den politiske gestus, der næsten bliver en genre i sig selv – det åbne brev, den moralske erklæring, den stærkt følelsesladede tale fra folketingssalen. Og det er netop, hvad Mette Frederiksen har leveret til at løse problemet med, at kriminelle udlændinge ikke kan udvises på grund af domme fra menneskerettighedsdomstolen:

Et åbent brev og følelsesladet tale. Brevet er skrevet og sendt sammen med Meloni og ordene er så salvelsesfulde, at jeg selv ville have svært ved at sige dem uden skam, men det lykkes Mette Frederiksen godt med: ” Det er simpelthen ikke en menneskeret at komme til Danmark og slå ihjel”, siger hun til journalisten fra Berlingske Tidende, som har fået lov til at flyve sammen med Mette Frederiksen til Rom i regeringens Challenger-fly og bevidne underskrifterne på brevet.

I en artikel på Kontrast forleden fremhævede jeg netop denne mekanisme: Hvordan politikere – og især deres rådgivere – reagerer på krisesituationer ved at udforme moralske appeller og signalere intentioner frem for at tage reel styring. “At skrive et brev” bliver en metafor for at gøre noget, der ser ud som handling, men i virkeligheden er uden konsekvens.

Fra Weber til woke. Det er etik uden ansvar
Fænomenet ’politics of intention’ har rødder tilbage i Max Webers klassiske sondring mellem “ansvarets etik” og “overbevisningens etik”. Overbevisningsetikeren handler i tråd med sine idealer, uanset hvad konsekvenserne måtte være, mens ansvarsetikeren vejer midler og mål op imod hinanden og accepterer, at gode hensigter ikke er nok.

Webers analyse dur stadig, men har fået nye former. I vores tid udspiller intentionens politik sig ofte i den identitetspolitiske, migrationspolitiske eller klimaetiske arena. Det at signalere moralsk renhed – f.eks. ved at tage afstand fra nogen eller erklære støtte til nogen – tilskrives ofte en større værdi end den konkrete, praktiske evne til at ændre noget til det bedre.

Konsekvensen er, at politisk kommunikation forvandler sig til moralteater, og at modstand mod ineffektive løsninger afvises med sætninger som: “Vil du da slet ikke gøre noget?” Kritikken forveksles med kynisme. Realisme bliver reduceret til hjerteløshed.

Følelser erstatter dømmekraft
Den franske filosof Pierre Manent har advaret mod en politik, der afkobles fra virkelighedens begrænsninger og i stedet baserer sig på “ren intention”. Her bliver moral en følelse og ikke en forpligtelse, og det politiske fællesskab forvandler sig til en slags følelsesmæssig menighed.

Og netop fordi intentionens politik er bygget på følelser – og ofte på den følelse, man vil andre skal have om én – bliver den også uimodtagelig for kritik. Hvis nogen siger, at en inklusionspolitik i folkeskolen underminerer fagligheden, mødes de med: “Mener du, vi ikke skal tage hensyn?” Hvis nogen kritiserer ineffektiv grøn omstilling, bliver spørgsmålet: “Er du da ligeglad med klimaet?”

Intentionens politik er en herskerteknik
Der er en særlig magt i at fremstå god. Når en politiker taler om værdier i stedet for virkelighed, og skyder modstandere i skoene, at de er kolde eller umenneskelige, fordi de spørger til konsekvenser – så er det ikke bare en fejlslutning. Det er en herskerteknik.

Den bruges til at frikende sig selv for ansvar og til at afspore kritik. Intentionens politik skaber et rum, hvor følelser validerer politik, og hvor man kan tage den moralske overhøjde alene ved at demonstrere viljen til det gode. Det skaber en offentlig samtale præget af signaler snarere end substans – og hvor analyse erstattes af moralsk koreografi.

Politik er ikke terapi
I sidste ende handler politik ikke om, hvad der føles rigtigt, men om hvad der gør gavn. Ikke hvad man ville, men hvad man faktisk opnåede. Politik er ikke terapi, hvor man får anerkendelse for at dele sine følelser. Det er en opgave, hvor man måles på sin evne til at skabe resultater, navigere i konflikt og tage ansvar for konsekvenser. Det betyder ikke, at intentioner er uvæsentlige. Men uden virkning er de ikke noget, man kan bygge samfund på.

Det er på tide at mediernes medløbere vågner op og afviser intentionens tyranni. Ikke fordi vi skal gøre hån af idealisme – men fordi politikere som Mette Frederiksen, der mester i det, ellers løber om hjørner med vælgerne – og dermed med demokratiet.