Det var en ynk at bevidne regeringens pressemøde forleden ovenpå de første rapporter om droner over danske lufthavne og senere også militære installationer.

At det var pinligt, er der i og for sig enighed om blandt alle de politiske kommentatorer, og oppositionen på Christiansborg var da også hurtige til at opfatte regeringens vildrede, når ministrene skulle svare på de ret enkle spørgsmål fra pressen.

Kritikken har siden regnet ned over ministrenes syndige hoveder fra alle sider. Og det er vel rimeligt nok, når nu regeringen i årevis har pralet med, at man har taget skeen i den anden hånd og afsat et astronomisk milliardbeløb til forsvaret af fædrelandet.

Og det er især rimeligt, når vi i mere end seks år har skulle trættes med Mette Frederiksen som statsminister. En statsminister, der benytter enhver lejlighed til at tale en hvilken som helst begivenhed op til en eksistentiel krise. Utallige er de gange, hvor hun har lovet militær støtte til Ukraine og dansk oprustning med fart over feltet. ’Køb, køb, køb’ runger stadigvæk i ørerne.

Hvordan kan det så være, at en fremmed magt – og det er jo nok russerne – kan sende en buket droner ind og danse ballet på nattehimlen over lufthavne og militære installationer, mens horder af blå blink og uniformer bare står og ser på. Hvorfor har man ikke forberedt sig bedre?

Luften er fyldt af droner
Naturlige spørgsmål, som ministrene og repræsentanter for forsvar og politi selvfølgelig skal kunne svare på umiddelbart og i et klart sprog, så alle kan fatte, hvad regeringen vil og kan. Hvis vi havde haft en statsminister med en anelse mindre selvhævdelse og knap så meget selvpromoverende patos, var reaktionen fra medier og opposition nok også blevet en anden.

For uanset Mette Frederiksens ulidelige krigs-retorik er virkeligheden den samme. Den kan hun ikke lave om på, og virkelighedens luftrum er i disse år fyldt med uønskede og uidentificerede droner, der generer flytrafik og spionerer mod militære installationer uden at man kan gøre så meget ved det.

Det burde politikerne have svaret. Og så brugt energien på at tale begivenheden ned i stedet for at dramatisere til højder, hvor næste og uafvendelige skridt nødvendigvis er 3. Verdenskrig. Vi er ikke tættere på en krig med russerne i dag, end vi var for en uge siden.

Det sker allevegne
Det er jo ikke, fordi man aldrig har set det før andre steder. Det sker faktisk allevegne, og det er både statslige og ikke-statslige aktører, der bruger droner til ulovlig efterretningsvirksomhed. Det er sjældent, offentligheden får det at vide, når nogen bliver taget. Det holdes som regel hemmeligt, og det er sikkert meget fornuftigt af hensyn til statens sikkerhed.

I USA har man registreret flere hundrede episoder med droner over militære installationer i de senere år. Den mest omtalte, var da uidentificerede droner 17 nætter i træk i december 2023 dansede på himlen over den militære flybase i Langley. Luftvåbnet valgte at flytte et antal F22 jagere væk fra basen, men skød ikke dronerne ned.

I 2024 og i år har det amerikanske militær nogle få gange valgt at tage dronerne ned, så de bedre kan efterforske, hvor de kommer fra, men generelt lader man dem være af samme grund, som de danske myndigheder: Risikoen for uheld med faldende vragstykker er for høj i forhold til den risiko, som dronerne udgør.

I USA har der – som herhjemme – også været en offentlig debat om, hvordan udfordringen skal takles. Der har været en kongreshøring, hvor der er blevet efterlyst en mere konsekvent holdning fra myndighederne til at skyde dronerne ned, og der er blevet gennemført regler, som forlanger, at de civile myndigheder politi osv. udenfor de militære anlæg opretter et stærkere beredskab til både at opdage dronerne og opspore, hvem der sender dem afsted og styrer dem.

Men antallet af episoder er ikke faldet. Det sker oftere og oftere, og det fortæller nok, at det ikke er så ligetil endda at bekæmpe det uvæsen, som man må sige det er, når droner forstyrrer trafikken og spionerer mod militære installationer.

Ikke en krigshandling
De droner, der har trængt ind i vores og vores nabolandes luftrum i de senere år, har ikke beskadiget noget eller forårsaget skader på mennesker. Der er altså ikke tale om en krigshandling, og den politiske reaktion bør selvfølgelig afstemmes herefter.

I Nato har man ad flere omgange gennem mange år diskuteret, hvordan nato-responsen skal være på indtrængende droner, og som sagerne står pt. er der enighed om, at indtrængende droner ikke skal betragtes som et angreb, der udløser artikel fem i Nato-traktaten. Det blev man enige om i 2016, og den beslutning er ikke ændret siden da.

Vi er altså ikke i krig med Rusland, selvom det skulle blive bevist, at det er russerne, der har sendt dem afsted. Man taler om en ’hybrid krig’. Men det begreb er blevet så udvandet efterhånden, at det ikke rigtig giver mening længere. Vi bør holde op med at kalde det ’krig’, for det er misvisende.

Misbrug af begrebet 'hybrid krig'
Begrebet blev opfundet af en amerikansk militærforsker Frank Hoffman tilbage i 2007 til at beskrive den libanesiske terrorbevægelse Hizbollah, som i krigen med Israel i 2006 viste sig at kunne kombinere terrorangreb med egentlig krigsførelse med enheder organiseret i en militær struktur. Det er deri hybriden består.

Begrebet bruges i dag i flæng til at beskrive alt fra strategisk konkurrence til direkte angreb for at lamme infrastruktur i en krigssituation. Det er noget roderi, som giver befolkningen en fornemmelse af, at vi de facto er i krig med Rusland. Det er vi ikke.

I hvert fald ikke mere i krig end vi har været siden 2. Verdenskrigs afslutning. Der har igennem alle årene været episoder med krænkelser af vores suverænitet, forsøg på at infiltrere civilsamfundet, påvirkning af den offentlige mening, støtte til såkaldte fredsbevægelser og kommunistiske grupperinger, bestikkelse af embedsfolk, politikere og erhvervsfolk, direkte spionage mod militære installationer og skinangreb mod vores territorie med enheder fra både luftvåben og flåde.

Nu er det droner, men det nye ligger kun i redskabet ikke i fænomenet. Og derfor bør landets ledelse og vi som befolkning reagere med afmålt disciplin. Ingen grund til panik, for der er ikke en ny fare at forholde sig til. Det er gammelkendt stof. Det er russernes normale adfærd, vi er vidne til.

Rusland er et diktatur - det skal vi forholde os til
Rusland er et diktatur. Det var det før revolutionen 1917 under skiftende tsarer. Det blev det igen, da bolsjevikkerne satte sig på magten efter borgerkrigen. Det er den naturlige tilstand for vores store naboland mod øst, som oplysningstidens ideer om demokrati aldrig nåede frem til.

I en kort periode efter Murens Fald forsøgte kræfter i Rusland støttet af Vesten at udvikle de demokratiske institutioner til en robusthed, så samfundet kunne åbne sig og give sine borgere friheden tilbage.

Men det lykkedes ikke. Rusland faldt tilbage i sin autoritære arv. Ruslands befolkning lever i dag som ufrie borgere under et despotisk styre, der møder opposition med vold, undertrykkelse, fængslinger og mord.

Landet er aggressivt og krigerisk. Rusland har invaderet Ukraine og besat dele af Georgien. Landet truer åbenlyst Polen og de baltiske lande militært og er i stigende grad aktiv i det arktiske. Der er gode grunde til at være på vagt og opruste det danske forsvar og forstærke os med den opbakning, vi kan få fra vores alliancepartnere i Nato.

Men der er ingen grund til at gøre det værre, end det er. Nogle gange kan man gennem sin egen retorik bidrage til, at dystopien bliver en selvopfyldende profeti. Det burde man tænke over både i regering og i opposition.