Journalister er møgirriterende. Det må være den følelse især den konservative leder Mona Juul var overvældet af, da hun forlad Messecenteret i Fredericia lørdag eftermiddag efter det pressemøde, som afsluttede det såkaldte ’Borgerlige Konvent’.
Efter seks timer i selskab med lederne af de fire partier i den blå opposition, taler, oplæg, debatter og interviews på scenen, en præsentation af 50 konkrete borgerlige forandringer og en gratis frokost var der kun to spørgsmål, der interesserede pressen:
1. Hvem af jer skal være statsminister, hvis flertallet kommer i hus
2. Vil Mona Juul love, at de konservative ikke hopper i kanen med Troels Lund og Mette Frederiksen, hvis det borgerlige flertal glipper.
Det er de samme to spørgsmål, som journalisterne på Christiansborg har stillet i et år, og de får samme svar fra hovedpersonerne hver gang.
1. K og DF svarer Troels Lund, Støjberg mener lederen af det parti, der bliver størst ved valget. Alex Vanopslagh vil hverken pege eller mumle mere end ”det får vi se”.
2. Nej, Mona Juul vil ikke love, at hun ikke går i regering med Mette F. og Troels Lund, hvis det blå flertal glipper på valgdagen.
Forudsigelige journalister
Fordi det var de to spørgsmål, journalisterne stillede, blev det også de to temaer, der kom til at dominere mediedækningen af konventet i Fredericia.
Der er ikke nogen medier, der søndag og mandag har besværet sig med at fortælle om, hvilke ændringer en borgerlig regering med de fire blå plus Venstre vil gennemføre, og hvordan det vil påvirke samfundsudviklingen og danskernes liv i vores fædreland.
Det må selvfølgeligt være ærgerligt for de fire partiledere, når de nu havde lavet et forarbejde og produceret 50 i det store hele meget fornuftige og klart borgerlige forslag til, hvad de vil sætte i gang i løbet af de første 100 dage, hvis de kan gribe regeringsmagten.
Forudsigelige partiledere
Men det var altså også ret forudsigeligt, at journalisterne kørte videre i samme rille, for partilederne var dagen igennem også forudsigelige. De sagde, hvad de plejede at sige, og de kom ikke længere med fortællingen om det borgerligt Danmark, end til, at de havde det rart sammen og bestemt kunne samarbejde og indgå kompromisser.
Og det har de ligesom sagt i et godt stykke tid nu – i hvert fald så tilpas ofte, at ingen journalister ser det som en nyhed længere. Når de indbød til konvent og faktisk havde forberedt et helt hæfte med konkrete forslag, burde de også have skrevet den historie, som danskerne skulle læse i avisen og se i tv-transmissionerne fra konventet.
Det havde de ikke, og det kan måske undre nogen, at det på den måde blev en noget tam affære og ikke efterlod et borgerligt sindet menneske som mig selv med den store entusiasme på vegne af en gryende borgerlige fremtid i et land, hvor danskerne endelig smøger den snærende Mette Frederiksen og hendes socialdemokratiske tyngde-dyne af sig.
Det var som om mageligheden på forhånd havde fået overtaget, og selvom den uformelle leder af blå blok Alex Vanopslagh i sin åbningstale fortalte om den borgerlige glød, der skulle blive til en flamme, så døede ilden i løbet af lørdagen ud, så der kun var gløder tilbage, da man nåede frem til det afsluttende pressemøde.
Svagheden i partilederne selv
Men man skal ikke undres så meget. Svagheden ligger i partilederne selv. Det er sigende, at den partileder, som lød mest konservativ, var den liberale Alex Vanopslagh og den, der lød mindst konservativ, var den konservative formand Mona Juul.
Jeg tror ikke, jeg hørte hende sige ’fædreland’ en eneste gang i løbet af de seks timer, selvom hun havde rig lejlighed til det. Hun var udspørger i en hel time om forsvar. Hun ved ikke ret meget om militær, og det er jo ingen skam. Man kan ikke være ekspert i alt.
Men så kunne hun jo meget passende i stedet have talt om, hvad det er, forsvaret skal forsvare – altså fædrelandet, vores frihed i det folkelige fællesskab, sproget, kulturen, historien, arven, slægten – alt det, der er værdifuldt for et konservativt menneske. Det kunne have fyldt salen med noget konservativ patos, der ville have bragt noget formål og mening ind i projektet.
For hvorfor stræbe efter magt, hvis man ikke ved, hvorfor og hvad den skal bruges til? Og den usikkerhed i partilederne selv blev endnu mere tydelig, når man lyttede til den anden kvindelige partileder Inger Støjberg. Sympatisk er hun, og hun holder sig på det jævne – ikke fordi netop det falder hende svært, jeg tror faktisk ikke hun kan lade være. Men man bliver unægtelig meget i tvivl om, hvad hun vil udover at tækkes vælgere langt fra hovedstaden.
At væres sig sin borgerlighed bekendt
Da de sammen og hver for sig forsøgte at indkapsle, hvad projektet handler om, lød det nærmest synkront som på forhånd aftalt: ’At sætte mennesket før systemet’. Men ærlig talt, det er et slogan, og det kan som de fleste slogans ikke bestå nonsens-testen. Der er jo ikke et politisk parti, der går til valg på at sætte systemet først.
Når man havde seks timers taletid til rådighed, var der rigeligt med tid til at brede visionen om det borgerlige samfund ud. Et samfund, hvor politikerne bestemmer mindre og danskerne meget mere selv – også over flere af deres egne penge.
Et samfund, hvor sikkerhedsnettet ikke først og fremmest udgøres af kommunen, men af civilsamfundet, hvor begrebet borgerlig solidaritet får kød på og sættes i ramme af mindre stat og mere menneske, og hvor bruddet med den socialdemokratiske tænkning i statsstyret børnepasning, uddannelse, arbejdsmarked, fritidsliv, kultur og ældreomsorg bliver tydeligt for enhver, fordi borgerlige løsninger bare er bedre.
Der mangler hos partilederne noget mere mod til at gribe ned i egen sjæl, mærke hvor følelserne for fædrelandet sidder. Lade varmen i kærligheden til folket trænge ud, betagetheden af historien og af danskernes virkelyst og frembringelser. Stoltheden over at høre til netop her blandt os. Kort sagt, jeg savner deres mod til at være sig deres borgerlighed bekendt.
Den fortælling har vi stadigvæk til gode. Jeg vil dog tilføje, at Alex Vanopslagh holdt en rigtig god indgangstale, og at Morten Messerschmidt lagde an til en god fortælling om familien som samfundets grundsten.
Den socialdemokratiske hjernehalvdel dominerer
Desværre for den sidstnævnte løb han straks derefter lige i sin egen fælde, da han foreslog at ophæve det kommunale selvstyre til fordel for statsgaranteret ens serviceniveau i alle landets kommuner.
Og det er lige netop dér, det bliver svært at være borgerlig politiker i et land, hvor kun den socialdemokratiske hjernehalvdel er aktiv. Socialdemokraten vil ensrette, og det fordrer central magt over reglerne og pengene.
Den borgerlige vil lade borgerne selv bestemme i deres eget liv – også over pengene. Det medfører så forskellighed, hvor politikerne hverken kan tage æren, når det går godt, eller ansvar, når det går dårligt. Som borgerlig må man indse, at magt og ansvar følges ad. Man kan ikke både give mere ansvar for eget liv til borgerne, og samtidig beholde magten og pengene på Christiansborg.
At frihed giver usikkerhed, er et vilkår. Ligeledes at tryghed koster frihed. Man kan ikke blæse og have mel i munden samtidig. Den socialdemokratiske hjernehalvdel vælger altid trygheden over friheden. Den borgerlige vælger modsat altid friheden over trygheden.
