De fleste mennesker vil gerne være med på moden, uanset om det gælder statussymboler eller synspunkter. Sådan har det formentlig altid været. Mennesket er et imiterende dyr, dvs. et dyr under indflydelse, også den dårlige af slagsen. Vi befinder os bedst blandt venner og beslægtede sjæle, normer og trosopfattelser. Åbenhed og tolerance er noget, vi snarere skilter med end føler dybt.
Dette er velkendt. Det nye er imidlertid, at de, der ser sig selv som rebeller, er blevet omfavnet af de mange, som egentlig ikke er særligt oprørske, men fornemmer, hvilken vej vinden blæser. De såkaldt rebelske har sat sig på meningsmagten ved at vandre gennem institutionerne, præcis som 68’erne gjorde det før dem, og ved at udskamme de idioter, der er dumme eller idealistiske nok at placere sig på den ”forkerte side” af historien. På denne måde er de fås vurderinger og domme blevet mainstream.
Således er det paradoksalt nok blevet punk at mene det samme som flertallet under stærk indflydelse af den mondæne, vestlige venstrefløj i spørgsmål som klima, køn, kunst, kristendom, immigration, vindmøller, landbrug, røde bøffer og benzinbiler. Aldrig har det været så givet, underforstået og bredt accepteret, hvad ”man” skal mene om tidens spørgsmål, der egentlig slet ikke er spørgsmål, men dogmer. Mener man noget andet, betragtes man som afviger. Tankekriminalitet, kaldte George Orwell den slags.
Imod de "store sandheder"
På Kontrast sætter vi en ære i tankekriminalitet. Vi sætter os til modværge mod ”store sandheder” og udfordrer mainstreamrebellerne på deres perspektiv, substans og argumentation. Derfor giver vi stemme og plads til skribenter, der afviger fra den venstredrejede konsensus, uanset om det handler om energikrisen, krigen i Europa, islamisk infiltration, EU, kønsroller. Kina, Hamas, familiepolitik eller den politiske udvikling i Europas kernelande.
Det gør vi, når vi anmelder udstillinger og bøger, som fx sidste uges anmeldelse af Peter Sloterdijks kompakte essay om den vestlige civilisations grundlag, alfabetisering, dannelse og tæmning af menneskets iboende vildskab, eller når vi forholder os til kristendommens vigende kulturpåvirkning.
Som vi har pointeret tidligere, er konsekvensen af kristendommens forsvinden netop, at det materielle, umiddelbare og ny teknologi med tiden er blevet altings målestok. Livshorisonten i de liberale demokratier er efterhånden indsnævret til fysiske behov, tiltagende værdinihilisme og trangen til nye ting.
I dag tror vi kun på os selv
Op gennem det 20. århundrede gjorde sekularismen jorden flad, sådan at først nazister og kommunister, siden islamister, kapitalister og woke-aktivister kunne marchere hen over den. Da Gud forsvandt, blev alting muligt, herunder den radikale dumhed, der ligger i benægte det transcendente. Det moderne samfunds problemer har med andre ord en religiøs årsag. I dag tror vi kun på os selv.
Humanismen, altså den oprindelige humanisme fra Antikken, så anderledes på mennesket end vor tids (venstreorienterede) ”humanister” for asyl, statsborgerskab, bistandshjælp og Palæstina. De første filosoffer og teologer besindede sig på mennesket som en del af noget større ved blandt andet at erkende kompleksiteten og dybden i menneskenaturen, og i verden, herunder vores dumhed og ondskab side om side med kærlighed og forsvaret for vores familier, byer og lande.
De forstod, at mennesket ikke bare skulle frigøres, men også tæmmes ved hjælp af skoling og dannelse med henblik på skabelsen af læsende offentligheder, sådan som man akkurat ønskede det i de borgerlige nationalstater.
Den læsende offentlighed i defensiven
Som Peter Sloterdijk beskriver det, er disse borgerlige nationalstater i tiltagende krise, hvilket i høj grad hænger sammen med de nye medier og kommunikationsformer, som presser den læsende offentlighed i defensiven.
Situationen er alvorlig. I lighed med de totalitære stater foregår der i demokratierne en udvikling, hvor staten og samfundet smelter mere og mere sammen, og hvor følelser, hysteri og meningstyranni underlægger individerne under progressive dogmer og de nyeste ismer fra universiteternes overdrev, mens kristendommens lære om skyld og selvbegrænsning udskiftes med en dumsmart politisk ideologi om, at vi skal gøre alting anderledes og brænde vores fælles historie på Sankt Hans-bålet.
Et enkelt eksempel, der kan tjene opbyggeligt. Da Dansk Folkeparti for 30 år siden valgte at bruge Dannebrog i sin politiske kommunikation, trak det vrede overskrifter og generel fordømmelse. Den slags ”nationalisme” var vederstyggelig. DR-, Politiken- og Informationssegmentet gik i alarmberedskab, og på de klæbrigste adresser i byen udgik der moralske arrestordrer med samme hast som i en sydamerikansk bananrepublik.
I dag har DF ikke længere patent på Dannebrog, og det er kun glædeligt. Det folkelige fællesskab lever og ånder under de 117 verdensmål. Danskere kan godt lide danskere, faktisk så meget, at vi tror, vi kan gøre selv somaliere og pakistanere til gode socialdemokrater. Det er ikke kun naivt, men torskedumt.
Alt dette er grunden til, at Kontrast insisterer på at sætte nutiden i historisk relief og ikke kun løber efter breaking news og hvem der sagde hvad hvornår. Vi er et nichemedie. Vi er for de borgerlige læsere, som både tør kritisere den nyeste mode og værdsætte kvaliteter fra fortiden.
Når en kultur jagter de samme statussymboler og synspunkter og ser stort på, hvor vi kommer fra som folk og kultur, aner vi heller ikke, hvor langt vi kan gå uden at gøre vold på virkeligheden.
