Hvorfor har Mona Juul valgt at bryde den borgerlige enhed og solo indgået finanslovsaftale med regeringen?
For at få flere penge klimasikring? For at få udskudt registreringsafgiften på elbiler? For at få forhøjet beskæftigelsesfradraget til ældre lønmodtagere?
Næppe. Der er ingen af punkterne, der er betydningsfulde nok til alene at retfærdiggøre den planlagte og meget bevidste konservative faneflugt fra den borgerlige firebande. Derfor må forklaringen nødvendigvis findes et andet sted.
Engells kunst – Monas krumspring
Da den konservative formand Hans Engel for 30 år siden brød med Venstre og indgik finanslovsaftale med Socialdemokratiet var substansen til at tage og føle på. Formueskatten blev ikke blot nedsat. Den blev helt afskaffet – og den er aldrig blevet genindført.
Hvad 10 års konservativt styre under Poul Schlüter ikke formåede, overkom de konservative i opposition to år senere i 1995 ved at bruge – som i dag – Socialdemokratiets evige lyst til at splitte det borgerlige sammenhold.
Det kan da godt være, at man blandt rådgivere og partiformand hos de konservative har tænkt, at det var den kunst, man skulle gøre efter for at bevise for vælgerne, at når konservative stemmer arbejder, så kommer der resultater. Men når resultatet er så relativt pauvert, falder den idé ret hårdt til jorden.
At Mona Juul alligevel har fremturet med sin enegang, må altså forklares med andre prioriteter i den konservative ledelse end at præstere resultater. Flere penge til klimasikring, var nok kommet alligevel, og bilafgifterne trænger set med borgerlige briller jo ikke til en justering men til en gennemgribende omkalfatring. Frugterne er som indtørrede druer, der har ligger for længe i skålen.
Ministerstolen er vejen til storhed
Der findes - i øvrigt baseret på erfaring – en tyrkertro i ledelsen hos de konservative på, at hvis der sidder en konservativ i stolen som justitsminister, så kommer vælgerne tilbage i større tal. Seneste var det fra den position, at afdøde Søren Pape formåede at rejse den konservative popularitet i vælgerhavet, så det gav sig udslag i meningsmålinger over de 10 procent.
At han så smed det hele på møddingen i løbet af en valgkamp, er en anden historie, men tricket virkede. Lene Espersen brugte i 00’erne posten som justitsminister til at cementere sin plads i arvefølgen i partiet, og da hun i 2008 fik de gyldne kæder overdraget fra Bendt Bendtsen, præsterede hun umiddelbart en stor fremgang i meningsmålingerne.
At hun så smed det hele overbord på grund af sin egne fejldispositioner og manglende strategi, er også en anden historie. Og Hans Engel var justitsminister i Schlüters sidste regeringer og overtog i 1993 formandsposten for et parti, der lå lavere end i storhedstiden, men med en personlig stærk profil, der gav Venstres Uffe Ellemann kamp til stregen.
At han så kolliderede med en betonklods og i det efterfølgende kaos deltog aktivt i det interne opgør fra 1997-99, som eftertiden har døbt ’Det konservative blodbad’ er ligeledes en anden historie. Tilbage står, at Det Konservative Folkeparti i sin selvforståelse tror fuldt og fast på, at justitsministerposten i en regering er den vej, som brolagt med tilstrømmende vælgere vil føre partiet frem til en ny epoke af storhed og ære.
Derfor skal Mona Juul ind i det ministerkontor efter næste valg – og så må man gøre det nødvendige.
To heste er bedre end en
Hvis det nødvendige viser sig at være juniorpartner i en socialdemokratisk regering, så må det blive sådan. Hvis muligheden for en blå regering viser sig, så vil det måske være bedre. Men uanset regeringsgrundlag, partisammenrend på midten og andre vederstyggeligheder, er der én prioritet der slår alt andet – Mona skal være justitsminister.
Det har i månedsvis været tydeligt, at Mona Juul har sat lige mange penge på begge heste, og hun satser på gevinst uanset udfaldet af næste folketingsvalg. Det eneste taberscenarie er en ren rød regering, og derfor insisterede hun da også på, at få SF udelukket fra finanslovsaftalen. Når hun hjalp Socialdemokratiet med at splitte de blå, skulle Wammen også splitte de røde. Logisk nok, og ganske godt gået af Mona Juul på det taktiske plan.
At Det Konservative Folkeparti så slet ikke føler politisk ubehag ved at skulle indgå i en regering i selskab med måske både SF og Radikale Venstre gør det hele meget lettere. Man skal nemlig ikke ignorere, at konservative vælgere i 2025 er nogle andre end tidligere. De er blevet mere røde, og de er blevet mere grønne.
De konservative er som de radikale var engang
Der var engang, da Radikale Venstre kunne optræde som kongemager i dansk politik, fordi partiet kunne samarbejde med både borgerlige og socialister. Men så skete der noget med partiet i 00’erne. Det gled mod venstre i både værdipolitikken og i den økonomiske politik, og langsomt men sikkert forsvandt de borgerligt sindede radikale vælgere og blev udskiftet med nogle meget mere venstreorienterede af slagsen.
Den bevægelse har låst Radikale Venstre fast til venstrefløjen, så partiet i dag ikke længere kan spille rollen som kongemager på midten. Partiet vil simpelthen miste de sidste rester af sit vælgergrundlag, hvis det forsøgte at forlade venstrefløjen. Så det er låst.
Det Konservative Folkeparti er på en lignende rejse, men har dog endnu ikke nået endestationen. I ret mange år har de konservative bejlet til vælgere, som går meget op i miljø og klima. Man er blevet det grønne parti i den borgerlige lejr. Men vælgere mener jo ikke kun én ting. Og de grønne vælgere, som i disse år er i stald hos de konservative, er samtidig generelt mere røde i den økonomiske politik også. De er mere velfærdsorienterede og mindre optaget af udlændingepolitikken.
Kort sagt ligner Det Konservative Folkeparti i dag ret meget Det Radikale Venstre årgang 1993, da Marianne Jelved indledte sit parløb med Poul Nyrup Rasmussen og Mogens Lykketoft. Og altså før Radikale Venstre gav sig ud på rejsen mod venstrefløjen.
Ti år holdt samarbejdet og mixet af radikal liberalisme og Socialdemokratisk beton gav faktisk resultater på bundlinjen. Det er nærliggende at forestille sig, at noget af den samme analyse er lagt til grund i den konservative ledelse, siden man så tydeligt lægger op til bal – ikke i den borgerlige, men i det røde kabinet.
Forvent ikke en borgerlig renæssance fra Christiansborg
Man kan kritisere Det Konservative Folkeparti for ikke at være konservativt nok. Det er en kritik, som ikke er ny, selvom den er fuldt ud berettiget. Den er faktisk lige så gammel, som den fri abort og pornoens frigivelse. Begge beslutninger blev ført ud i livet af den konservative justitsminister Knud Thestrup. Og dér midt i ungdomsoprørets og rødstrømpernes tid i slut-tresserne sivede den konservative stigma ud af partiet. Den er aldrig kommet tilbage.
Man kan beklage, at det borgerlige Danmark i dag med Mona Juuls utroskab er kommet længere væk fra at være et troværdigt alternativ til Mette Frederiksens regeringer. Det synes jeg er ærgerligt, og jeg ville da ønske, at vi havde et konservativt Folkeparti, hvor ledelse og folketingsgruppe i større grad var sig sin borgerlighed bekendt. Men det har vi altså ikke haft i mange år. Hvis jeg siger Lars Barfoed, så kan de fleste sikkert nikke ja til den konklusion.
Er der slet ikke noget at glæde sig over. Jo, da. Borgerligheden er på vej frem ude blandt danskerne. Der er en modbølge, som nogle kalder et skift i tidevandet. Og det er dér, man skal kigge hen for håb og tro på fremtiden.
Det er det, vi beskæftiger os med på Kontrast. Vi mobiliserer i disse måneder nye yngre borgerlige stemmer i vores projekt Z-aksen. Unge mennesker med stærke borgerlige holdninger. Der er grøde i det borgerlige Danmark.
Men det bliver ikke politikerne på Christiansborg, som sætter gang i en borgerlig renæssance. Den bevægelse er i vækst andre steder i samfundet. Politikerne i de såkaldte borgerlige partier skal dog nok følge trop, når de opdager, at vælgerne flytter sig.
Indtil da lever vi med det pragmatiske forræderi.
