Når der en skønne dag dannes en ny regering i Danmark, kommer den ikke udenom at skulle finansiere de mange rare ting, sådan en drømmer om.
Her er det oplagt at kigge på den urskov af ngo’er, der hvert år modtager formuer fra den danske stat.
Tag nu fx Institut for Menneskerettigheder.
Institut for Menneskerettigheder lyder godt, men er i nyere tid blevet til en lobbyorganisation for multietnisk socialisme på dansk jord. I et nyt ”notat” med ”anbefalinger” mener de multietniske socialister på Wilders Plads i København K, at indvandrere på kontanthjælp skal have flere penge. De skal ikke alene forsørges i hoved, men også i rumpet.
Synsningen baserer sig på afghanske, syriske og andre eksotiske familier med mange børn og begge forældre på kontanthjælp. Det kalder naturligvis på mere forsorg finansieret af skatteyderne.
Hvorfor den slags policy-forslag, der normalt kommer fra Alternativet eller Enhedslisten, skal promoveres af Institut for Menneskerettigheder, står temmelig uklart, bortset fra at instituttet får penge af regeringen og Udenrigsministeriet for at lave ”notater” og ”anbefalinger” som disse. Faktisk på den gode side af 100 mio. kr. Hvert år.
Det sidste er en typisk dansk skandale, som får lov at passere, fordi regering, venstrefløj og de såkaldt anstændige borgerlige tror mere på ord og intentioner end på virkelighed og konsekvenser.
Virkeligheden er, at indvandringen er løbet løbsk i løbet af de seneste generationer, netop fordi vi har haft åbne grænser og åbne kasser.
Konsekvensen er, at skatteyderne betaler for, at deres eget land gradvist islamiseres og underkaster sig den islamiske bosættelse.
Med mindre nogen sætter en stopper for det. Standser den importerede ulykke fra Menapt-landene og sætter gang i remigration til gavn for både sammenhængskraft, kvinder, børn og samfundsøkonomi. Endnu mere, hvis vi lukker for pengestrømmen til institutter som det, der ligger på Wilders Plads.
De multietniske socialister må selvfølgelig mene, hvad de vil. Bare ikke på offentlig bistand. Stop finansieringen af Institut for Menneskerettigheder.











