I 1994 kastede Pernille Rosenkrantz-Theill dværghøns ud fra Folketingets tilhørerpladser under åbningsdebatten. Hun var ung, gymnasieelev og revolutionær. I 2003 var hun knap så ung længere. Faktisk var hun voksen, valgt ind i Folketinget til at lave de love, vi andre skal rette os efter.

Men hun var stadig revolutionær, og det med respekt for folkestyret lå ikke lige til hende. Hun var medlem af Enhedslisten og tilhørte fraktionen Røde Rødder. Det var to gutter der fra, som på hendes invitation fik adgang til Folketinget, og kunne overfalde først statsminister Anders Fogh Rasmussen og dernæst udenrigsminister Per Stig Møller med rød maling.

”Jeg synes, at aktionen er sjov.. Det kunne have været mig selv”, erklærede en stolt Pernille Rosenkrantz-Theill til Berlingske Tidendes journalist Ole Birk Olesen, da hun blev konfronteret med, at to af hendes gæster stod bag attentatet.

Hun fortsatte med at forklare: ”Hvis nogen mener, at mine udmeldinger her vil udløse et ramaskrig, så er det da, fordi de ikke kender min politiske historie godt nok”.

Det gør vi så nu – kender hendes politiske historie. Mette Frederiksen, landets statsminister, som selv har en ungdom bag sig som oprørsk venstreorienteret aktivist, og Pernille Rosenkrantz-Theill svingede godt sammen i deres fælles romantiske forhold til hærværk som politisk udtryksmiddel.

Så hun blev socialdemokrat. Og hun skiftede ham. De gjorde Mette Frederiksen også. De blev til to pæne damer, og har som politiske allierede og personlige veninder hjulpet hinanden frem i verden. De blev ministre med chauffør og satte sig midt i magten i Danmark.

Nu vil Pernille Rosenkrantz-Theill være overborgmester i København. Så får man også en stor kæde at hænge om halsen. Den vil se flot ud sammen med den orden, som Kongen sidste år begunstigede Pernille Rosenkrantz-Theill med. Hun blev Kommandør af Dannebrog.

Se, det er jo en opbyggelig historie om, hvordan samfundet fungerer.