Svenske tilstande. To unge indvandrere fra henholdsvis Syrien og Afghanistan på 14 og 17 år er tiltalt for gennem flere timer på fire offentlige toiletter at have gruppevoldtaget en bare 15årig pige. De filmede udåden og truede pigen med både vold og offentliggørelse af filmene, hvis hun ikke lod sig misbruge af de to lømler eller fortalte det til nogen.
De to unge indvandrere er begge blevet tildelt svensk statsborgerskab, og det betyder, at de til trods for forbrydelsens grovhed, ifølge svensk lov ikke kan udvises. Den ene gerningsmand er endda under den kriminelle lavalder, så han kan slet ikke straffes.
Den 17årige blev for et par måneder siden dømt for grov mishandling, fordi han overfaldt en anden. Offeret blev sparket gentagne gang i hovedet, mens han lå ned. For sin forseelse blev han dømt til 70 timers samfundstjeneste, og var med det samme klar til nye 'eventyr'.
Når man læser den slags beretninger i svenske aviser, tænker man naturligvis, at man er glad for, at man ikke bor i Sverige, for sådan noget kan da ikke foregå hos os. Og her i Danmark slår vi hårdt ned på kriminalitet. Politikerne fortæller os jo, at Danmark fører en stram udlændingepolitik.
Måske strammere end Sverige, ja, men som BT for nogle år siden opgjorde, så begås 10 ud af 12 overfaldsvoldtægter af indvandrere og efterkommere. Og en sag fra Tåstrup for ikke så længe siden viste, at selv om man som udlænding får sin tredje dom for en overfaldsvoldtægt, bliver man ikke nødvendigvis udvist, men slipper med en advarsel. I en tredje sag fik en 40årig udlænding også blot en advarsel om udvisning, selvom han blev dømt for at voldtage en syvårig pige.
I det hele taget, så har de fleste danskere nok en fornemmelse af, at det står skidt til også herhjemme, men i medierne følger man en generel regel om ikke at nævne etniciteten på forbryderne, så som almindelig borger skal man opsøge statistikker og skaffe sig særlig indsigt for at skabe sig overblik over problemernes omfang.
Politikerne reagerer ikke, før de mærker et pres fra befolkningen. Og det pres kommer ikke, før flere forfærdes og ikke lader sig forhærde. Hvis du kan sætte dig i forældrene til den 15årige piges sted, kan du måske mærke forfærdelsen og føle vreden boble i maven. Det er et godt tegn. Så er du ikke blevet så forhærdet endnu.
Vi taler i disse uger meget om danskhed og om, hvem der hører til. Mange forsøger at udgrænse de bekymrede og belære om, at indvandrede muslimer skal vi kunne inkludere i vores nationale fællesskab og tilbyde dem statsborgerskab, evig beskyttelse og fødselsret til fædrelandet for deres børn.
Det er den praksis svenskerne følger, når de uddeler svenske statsborgskaber til indvandrere, så snart de har opholdt sig i Sverige i nogle år. Det giver svenske tilstande i Sverige. Danske tilstande i Danmark bør være helt anderledes.
Der er et begreb på engelsk, der hedder ’better safe than sorry’. Hvis man sidder i Folketingets Indfødsretsudvalg og skal tage stilling til ansøgninger om statsborgerskab, bør det være en rettesnor. Hellere sige nej til at uddele statsborgskaber til muslimske indvandrere i det hele taget, end løbe risikoen ved at sige ja.
Der er masser af ansøgere fra vestlige lande, som man kunne lade komme foran i køen. Det vil give mindre risiko for vold og voldtægter og større chance for, at de rent faktisk ønsker at blive som os og leve som os.
At undgå én gruppevoldtægt af én 15årig pige er grund nok til at afvise 10.000 ansøgere fra de muslimske lande, selvom ingen af dem på ansøgningstidspunktet ligner en potentiel voldtægtsmand.
Grundlovens bestemmelser om indfødsret lægger op til subjektivitet og dermed forskelsbehandling. Ikke at diskriminere på baggrund af etnicitet og religion ved tildeling af statsborgskab er at spille hasard med danskernes fremtid. Og i strid med ånden i Grundloven.
