Der er tomt på Tom Dumoulin Bike Park i Sittard i den hollandske provins Limburg, der kiler sig ind som en blindtarm mellem Belgien og Tyskland. Helt tomt.
Parken, der blandt andet huser en 3,2 km rundstrækning og normalt er fuld af besøgende, blev opført i 2017 kort efter, at Tom Dumoulin vandt Giro d'Italia og blev verdensmester i enkeltstart i Bergen i Norge. Planen var, at såvel professionelle cykelryttere som børn og unge skulle kunne træne uden tanke på trafik i den afspærrede park, og den blev med vilje anlagt i den cykelglade provins Limburg, hvor berømte stigninger som Cauberg, Keutenberg, Vaalserberg, Eyserbosweg og Camerig ligger drysset ud over den grønne geografi.
Nord for Sittard er terrænet helt fladt, mod syd er det kuperet, og lidt længere sydpå begynder Ardennerne. Det er akkurat derfor, at det professionelle cykelhold dsm-firmenich PostNL, tidligere kendt som Team Sunweb, hvem Tom Dumoulin kørte for, har placeret deres hovedkvarter i Sittard.
Terrænet er nøglen til succes. Her kan teamets ryttere træne varieret med kort afstand til de belgiske og hollandske endagsløb.
Alligevel er der mennesketomt på Tom Dumoulin Bike Park denne torsdag, hvor temperaturen nærmer sig 30 grader. Det skyldes formentlig, at Tour de France begynder om 48 timer. I Firenze, 1.215 km væk.
Italiensk ouverture
Det er første gang, at Touren starter i Italien. Det kan lyde underligt, når vi kan prale med, at Touren allerede har været på besøg i Danmark. Men jo. Franskmænd og italienere er ikke ligefrem venner, når det kommer til cykelsport, og Giro d'Italia har længe stået i skyggen af Tour de France. Men i år har franskmændene valgt at lade Michelangelos, Machiavellis og Medicinernes berømte stad kaste lys over Touren – og vice versa.
Fra Firenze kører de 176 startende ryttere fordelt på 22 hold over Appenninerne til Rimini ved Adriaterhavskysten og dagen efter videre til Bologna. Særligt den etape har fanget de danske mediers interesse, fordi Mads Pedersen skønnes at have en chance for at vinde netop den.
Derfra går turen fra Piacenza i Norditalien til Torino på mandag – og tirsdag ind i de franske Alper til lyden af summende helikoptere og nasale kommentatorer. I alt byder de 21 dage på syv bjergetaper, heraf fire med mål på toppen af et bjerg, to enkeltstarter og én etape med grussektioner på årets nordligste punkt ved Troyes, 150 km sydøst for Paris.
Fransk politi og efterretningsvæsen får travlt
Paris er i år en lukket by på grund af OL, der åbnes den 26. juli, hvorfor årets Tour-rute er mere sydlig end nogensinde. Det hele afgøres med en bjergenkeltstart på sidstedagen fra Monaco til Nice ved Middelhavet.
Det skal nok blive festligt, omend man ikke misunder det franske politi og efterretningsvæsen, som skal forhindre islamiske terrorangreb under to kæmpestore sportsbegivenheder i juli og august, mens hele verden ser på.
Vi nøjes ikke med at se. Publikum plejer også at have en mening om det, de ser, hører og tror. Kan Jonas Vingegaard vinde igen? Eller er Tadej Pogacar og det arabisk ejede UAE-hold for stærkt og kompakt? Og hvad med Visma-Lease a Bike-kollektivet: Vil det stå distancen? Og franskmændene, spanierne, briterne, amerikanerne eller nordmændene fra Uno-X: Har de esser i ærmet? Og hvad med vidunderdrengen Remco Evenepoel: Kan han indfri sin klassementsdrøm?
Cykling vs. fodbold
Spørgsmålene hober sig op. Men modsat fodbold, som mange følger netop nu på grund af EM, der spilles få hundrede km fra Sittard, er det internationale cykelpublikum langt mere tro mod udøverne. Man buher ikke ad en cykelrytter. Det står ingen steder, men det gør man bare ikke. Der er store vinderne i cykelsport, men der er også store tabere, og der jubles af alle, der gør deres bedste. For dem, der elsker cykelsport, er kærligheden til sporten størst af alt.
Hollænderne har tre håb. Siden Tom Dumoulin har de ikke haft en potentiel vinder af løbet. Men så er der den uforlignelige Mathieu van der Poel, som kører for det belgiske Alpecin-Deceuninck-hold og altid er ude på ballade. Samt de to supersprintere Fabio Jakobsen (DSM) og Dylan Goenewegen (Team Jayco AlUla). De kan vinde etaper og gøre finalerne spektakulære.
Mytologi vs. virkelighed
Der er som bekendt blevet anvendt meget mytologisk stof til at formidle og forklare cykelsport og Tour de France i særdeleshed med Jørgen Leth i særklasse. Men bag alle ordene findes der en rå og ærlig virkelighed, som ofte ignoreres, fordi den ikke er lige så poetisk som diverse litterære og bibelske referencer.
Professionel cykelsport er ikke blot en passion eller scener i en film, men først og fremmest en profession. Du kan også godt glemme alt om woke, krigs-, klima- og immigrationskorrekthed.
Rytterne kører ikke for 117 køn, for Ukraine, for åbenhed, dialog, empati, afrikanske migranter eller grøn omstilling. De vil ikke ”bygge bro”, ”inkludere”, ”lytte opmærksomt” eller søge ”konsensus med borgerne”. Rytterne konkurrerer. Hvis de kører for noget, kører de for sejren, for æren, berømmelsen, pengene. De ærer løbet, udlever og gentager cykelsportens ældgamle traditioner. De vil netop ikke ændre eller redde hele verden, men virke i det bestående og virkelige. Cykelsporten nulstiller alle de tomme plusord.
Derfor elsker vi cykelsport
Rytterne slås – og de fejler. Som vi har noteret før – for præcis et år siden: Det er her, dramaet begynder: i den menneskelige fejlbarlighed. Cykelsport er som at spille skak med puls 200 på smalle, krogede veje med masende konkurrenter til højre og venstre, i høj varme, sidevind eller ret op i himlen. Ikke sært, hvis rytterne indimellem foretager et træk, der viser sig skæbnesvangert.
Det er naturligvis derfor, vi elsker cykelsporten. Fordi den er så menneskelig, kommerciel og upolitisk. Den afspejler verden, som den er, snarere end som den burde være ifølge den progressive katekismus.
Tag godt imod Tour de France. De tre løbsuger udgør en kærkommen pause fra det vanvid, der belejrer din tilværelse. Nyd den.
