Indtil videre fire af Venstres 18 folketingsmedlemmer vil stemme imod regeringens gødskningslov, L 5. Søren Gade og Amanda Heitmann har allerede sagt fra. Mandag fulgte Preben Bang Henriksen og Anni Matthiesen efter. Matthiesen har dog meddelt, at hun kan stemme for loven, hvis ikrafttrædelsen udsættes mindst et halvt år.

Det er ikke længere nogle få utilfredse landmænd, der råber fra sidelinjen. Landbrug & Fødevarer holder mandag stormøde under overskriften »Virkeligheden kalder«, og tirsdag, samtidig med Folketingets andenbehandling, samles landmænd og traktorer foran Christiansborg i protest mod loven.

Den politiske enighed, som den grønne trepart blev født med, har slået revner. Det store kompromis' bærende søjler er blevet flyttet, og landmændene oplever at være prisgivet. Det behøver de ikke, hvis de borgerlige partier kan finde sammen om et nyt kompromis.

Fornuften kalder
For der findes en langt mere fornuftig løsning end at tromle loven igennem og dermed reelt rive den grønne trepart i stykker. Politikerne kan udskyde kvælstofreguleringen fra 1. januar 2027 til 1. januar 2028 og bruge året på at få beregninger, kompensation, dyrkningsmuligheder og administration til at hænge sammen med virkeligheden.

Det er vigtigt at holde fast i, hvad denne diskussion ikke handler om. Der er et reelt problem med kvælstofbelastningen af danske fjorde og kystvande. Den grønne trepart blev enige om, at belastningen skal ned.

Landbrug & Fødevarer tilsluttede sig også princippet om, at reguleringen fremover skal tage udgangspunkt i den beregnede udledning fra den enkelte bedrift frem for alene i generelle regler om gødning og efterafgrøder. Det er et rimeligt princip.

Det giver også mening, at reduktionen skal findes gennem en kombination af vådområder, udtagning af lavbundsjorder, skovrejsning og andre arealprojekter på den ene side og mindre udledning fra de marker, der fortsat dyrkes, på den anden.

Problemet er ikke målet. Problemet er, at politikerne er ved at sætte et nyt og meget indgribende reguleringssystem i drift, før de har sikkerhed for, at maskinen fungerer.

Politikerne har selv erkendt problemet
Det behøver man ikke kun tage landbrugets ord for. Ved førstebehandlingen erkendte Venstres ordfører Marie Bjerre, at både processen og tidsplanen er "meget ambitiøs". Hun konstaterede samtidig, at de nye beregninger af kvælstofindsatsen flere steder adskiller sig markant fra de tidligere SEGES-beregninger, og at Venstre ikke havde fået en tilfredsstillende forklaring på forskellene.

Liberal Alliances Ole Birk Olesen sagde åbent, at partiet hellere havde set mere af den såkaldte VISA-model og mindre af den flade model. Netop den flade del af reguleringen er ifølge LA årsag til en væsentlig del af usikkerheden, fordi den afhænger af målinger og beregninger af jordtyper og udvaskning, som endnu ikke var færdige ved førstebehandlingen.

Og den konservative ordfører Frederik Bloch Münster indrømmede, da han blev spurgt om landmændenes efterårssåning, at det havde været bedst, hvis man allerede kendte det præcise indsatsbehov. Indtil da måtte landmændene, som han udtrykte det, handle "efter bedste evne".

Det er en bemærkelsesværdig måde at indføre erhvervsregulering på. Landmanden skal investere hundredtusinder eller millioner i jord, maskiner, såsæd og produktion. Staten bestemmer, hvilke rammer han må producere under. Men når han skal så næste års afgrøder, må han foreløbig gøre det efter bedste evne og håbe på, at de endelige beregninger passer nogenlunde til det, han allerede har gjort.

Det er ikke ordentlig lovgivning.

Brødkorn og grøntsager vokser ikke i regneark
Her på Kontrast beskrev vi i fredags, hvordan den nye regulering kan få virkninger langt ud over en beskeden reduktion i landmandens gødningsregnskab.

Intensive afgrøder kræver kvælstof. Det gælder ikke mindst brødhvede og grøntsager. Hvis en bedrifts udledningskvote sættes så lavt, at disse afgrøder ikke kan gødskes til et økonomisk forsvarligt udbytte, hjælper det ikke meget at fortælle landmanden, at han har "frihed" til selv at vælge.

Han kan acceptere et dårligere udbytte. Eller han kan lade jorden ligge. I begge tilfælde går bunden ud af økonomien og han må opgive bedriften. Det kan være den rigtige konsekvens på enkelte særligt belastende arealer, men så taler vi om ekspropriation mod fuld erstatning.

Brødkorn og grøntsager kan ikke dyrkes efter den model, der ser bedst ud i et ministerielt regneark. De skal dyrkes efter de biologiske vilkår, der gælder ude på marken.

Venstre har mest at miste
For Venstre er situationen særlig alvorlig. Partiet er historisk vokset ud af landbruget og landdistrikterne. Ingen forventer, at Venstre af den grund skal give landbruget vetoret over miljøpolitikken.

Men man må kunne forvente, at et gammelt landbrugsparti reagerer, når stadig flere landmænd oplever, at staten vil ændre deres eksistensgrundlag på basis af beregninger, som endnu flytter sig. Og når fire folketingsmedlemmer nu bryder partilinjen, er det et advarselssignal om et større legitimitetsproblem.

Og her har Konservative og Liberal Alliance mulighed for at hjælpe. Begge partier står bag den grønne trepart. Begge støtter princippet om udledningsbaseret regulering. Men begge har også, som beskrevet her oven for, selv påpeget svagheder i den model, der nu skal sættes i drift.

Kan redde den grønne trepart
Derfor burde de tre borgerlige partier ved andenbehandlingen tirsdag stille et fælles ændringsforslag: Loven kan vedtages, men den nye udledningsregulering træder først i kraft 1. januar 2028.

Det kommende år skal bruges til at kontrollere datagrundlaget, efterprøve modellerne, få arealudtagningen længere frem, sikre gennemskuelige kompensationsregler og – ikke mindst – dokumentere, at den jord, som fortsat skal dyrkes, faktisk kan drives rentabelt med de gødningsmuligheder, reguleringen efterlader.

Det er ikke at svigte den grønne trepart. Tværtimod det er at respektere alle tre parter i kompromisset inklusive landbruget.