Katten er et rovdyr. Det er generende, når man er en mus, en rotte eller en fugleunge. Så skal man passe på med ikke at blive spist. Koen er ikke så nervøs ved katten, for katte spiser ikke køer, medmindre nogen har slået dem ihjel først og skåret dem ud i små hapser. Så de to lever fint sammen på gården.
Køer – især ammekøer med kalve – er dog ret nervøse ved ulve, for ulven er meget større end katten og spiser gerne koens børn – altså små kalve, som den kan nedlægge, dræbe og fortære. Så er det godt, vi har opfundet en stald, hvor køerne kan stå og gumle til de skal slagtes. Det er derfor, vi kalder dem husdyr.
Ude i naturen må rådyr, dådyr, kronvildt og andre planteædere tilpasse sig et liv, hvor man konstant er i risiko for at blive ædt af et rovdyr. Hjortene passer på sig selv, holder sammen og hjælper hinanden med at holde øje. Det nytter jo ikke noget at lade sig stresse så meget, at man ikke får nok at spise. Som hjort holder man sig til strategien for overlevelse og beskytter de små, så godt man kan.
Det kan køerne ikke finde ud af. Gennem årtusinder har de haft en stald og mennesker til at passe på sig, så deres strategi for overlevelse er blevet glemt. Derfor reagerer køer irrationelt og impulsivt, hvis de sættes på græs og ser, lugter eller hører en ulv i området. De løber forvildede rundt, trænger gennem indhegningen og kan slet ikke samle sig om at få noget at æde, som ellers er en kos vigtigste beskæftigelse gennem livet.
Det fik Peter Krasig at mærke, da han sidst i april lukkede sine køer på græs efter en lang vinter i stalden. Han er tiende generation på Kragsiggård vest for Brande, hvor Jylland er fladet ud, og der i gamle dage var hede. Derude er der nu ulve.
Syv dage og fem nætter blev det til, inden Peter Krasig forbarmede sig over sine køer og trak dem tilbage på stald. Fem nætter med rædselsslagne køer, der kværnede rundt i deres egne kokasser, brød gennem indhegningen og udviste alle former for ko-stress. Frygten for ulvene og mangel på en kollektiv strategi blandt køerne til at håndtere det førte til panik, angst og lidelse.
”Det er ikke dyrevelfærd”, bemærkede Peter Krasig tørt, selvom han i 30 år har opdrættet køer og hvert år forkælet dem med frisk græs på marken gennem sommerhalvåret. Så nu bliver de i stalden, til de skal slagtes, og så må ulven ture rundt på markerne og finde noget andet end hans kalve at spise.
Sådan har forholdet været mellem rovdyr og husdyr altid. Menneskene har til alle tider grebet ind til fordel for husdyrene og nedkæmpet rovdyrene. Helst indtil de helt forsvandt. Det lykkedes med ulven, som blev forvist fra Danmark og gav køer og får retten til at gå på marken uden angst for at blive ulvemad.
Sådan er det ikke længere. Ulven er tilbage, for de kloge, dydige og progressive har besluttet, at naturen skal være vild og utæmmet. I grunden et ret vildt standpunkt, når nu menneskeheden har brugt en halv million år på at gøre det modsatte – altså tæmme naturen, så man lettere kan høste dens frugter.
I en vild natur, skal ulven fredes, mener de samme kloge, dydige og progressive. Den vilde natur er ellers ikke kendt for at frede nogen. Tværtimod er alle skabninger fredløse i naturen. Så det med vild natur skal ikke tages mere bogstaveligt end mælken i havremælk til café-latten.
Og så koster den halvvilde natur altså også noget, som Peter Krasig bemærker. Det koster velfærd for husdyrene, som ikke kan forlige sig med fornemmelsen af, at en ulv lige om et øjeblik kommer og hapser dens børn til middagsmad. Så koen må blive i sin stald og gumle tørt hø i stedet for at tumle på marken og æde frisk græs.
Det ender altid sådan for de kloge, dydige og progressive. Som i Sangen om Larsen: ’Det sku’ vær’ så godt, men nu er det faktisk skidt’
