Den bestialske overfald den 7. oktober sidste år på Israels sydlige kibbutzer og en musikfestival blev begået af arabere fra Gaza, som bekender sig til islam og sætter deres religiøse pligter til at sprede død og ødelæggelse højere end alt andet.
Derfor blev angrebet den 7. oktober så ekstremt i sit udtryk. Det var drab, mishandling, voldtægt, skamfering og ødelæggelse uden anden hensigt end netop det.
Siden da har gaderne i storbyerne i Vesten genlydt af råb, der lyder som dem, der mødte Mette Frederiksen i Vega hos Kvinfo i fredags: ’Israel begår folkemord’, ’Israel er en apartheid stat’, ’zionismen er imperialisme’, ’Et frit Palæstina fra floden til havet’.
Ingen råber på fordømmelse af islamisternes ekstremt voldelige fremfærd, intolerance, kynisme og menneskefjendskhed.
Det er den danske venstrefløj, som har allieret sig med de islamiske bevægelser. Man kan undre sig over, hvad de har tilfælles – de venstreorienterede woke-entusiaster og de muslimske koran-entusiaster. For der er ikke meget woke i Koranen og der er ikke mange Surah’er i woke-ideologien.
Alligevel har de fundet sammen. Ikke bare i Danmark, men i hele den vestlige verden. Værst i USA, men også slemt i Europa. Min tese er, at fællesnævneren ligger i to træk, som islam deler med venstrefløjen:
1. Intolerance som et ideologisk grundprincip
2. Vold som et attraktivt redskab
At venstrefløjen er intolerant i sit væsen er der flere nu end nogensinde før, som oplever på egen krop. Venstrefløjen accepterer ikke udfordringer af egne holdninger, men svarer konsekvent igen med fordømmelser og forsøg på at få misdæderne ekskluderet socialt og arbejdsmæssigt.
Det gælder skeptikere i klimapolitikken, som bliver beskyldt for at vil lade jorden gå under. Det gælder mænd, der hævder deres maskulinitet, som bliver beskyldt for at være ’toksiske’. Det gælder det stakkels menneske, der kan formaste sig til at sige noget sjovt om de flydende køn og de utallige identitetsmarkører.
Intolerancen vender op og ned på godt og ondt
Og det gælder også de mennesker, som forsøger at fastholde, at Hamas er de onde, og at araberne for det meste selv er skyld i de ulykker, der vælter ned over dem.
Så er man ’folkemorder’ – intet mindre. Og fordømmelsen rammer ikke blot en borgerlig opposition. Nej, intolerancen er stærkest – ja, den er målrettet venstrefløjens egne og dens periferi. Intolerancen er et værktøj til ensretning og kontrol og i sidste ende en legitimering af vold.
Der bliver vendt op og ned på godt og ondt.
I weekenden gik det udover en israelsk venstreorienteret kvindelig forfatter. Hun har i en del år publiceret sine essays og digte på det venstreorienterede amerikanske online-medie Guernica.
Hun var en ren kæledægge for venstrefløjen i USA. Hun var jøde, men kritiserede Israel. Dem kan de godt lide.
Men efter 7. oktober bliver det sværere for Joanna Chen, som hun hedder. Vidnesbyrdene om brutaliteten og den ekstreme vold, som araberne påførte deres ofre under massakren, kan hun ikke fortrænge. Så selv om hun er modstander af den måde krigen blev ført på, var hun i et dilemma, for hvilken vej frem, var der ellers?
Hun skrev et essay om dilemmaerne til sit vante medie Guernica, og så rejste der sig en flodbølge af protester. Inden weekenden var omme, gav redaktionsledelsen efter og fjernede hendes essay ’From the edges of a broken world’ fra sitet.
Det kan ind til videre læses i en arkiveret version her..
En redaktør, som valgte at sige sit job op i protest, over at Joanna Chens essay blev bragt, skrev, at Guernica var blevet: ”a pillar of eugenicist white colonialism masquerading as goodness.”
Reaktionerne på et essay, der hverken var et forsvar for Netanyahu, bosættelser eller besættelse af jord, men tværtimod byggede på en konkret og alvorlig kritik af hendes egen regering, var voldsomme – utroligt voldsomme.
Intolerance er et stærkt våben
Det virker. Intolerance virker på samme måde som vold. Det afskrækker. Hvis man viser vilje til at bruge vold, kan man mange gange få sin vilje blot ved truslen.
Den voldsomme fordømmelse er magt ikke blot over det konkrete offer, men over alle, der kunne finde på det samme.
I gamle dage var det at blive lyst fredløs den værste straf. Man blev på én gang afskåret fra venner, familier, jord og ejendom og måtte flygte over hals og hoved for at redde livet.
Er man et venstreorienteret offer for venstrefløjens fordømmelse er man at ligne ved en fredløs. Og når venstrefløjen erobrer kontrol over medier, kulturinstitutioner og tillige forstår at intimidere erhvervsledere med deres trusler, rækker intolerancen langt ud i samfundet og bliver et fænomen, som vi andre også må forholde sig til.
Volden er et naturligt redskab
Venstrefløjen er bygget på ideer om vold som politisk redskab. Revolutioner er en del af det nærmest mytiske bagtæppe for den moderne venstrefløj. Og at vold er ganske naturligt for at nå mål, man opfatter som retfærdige, ligger indlejret i et venstreorienteret begrebsapparat.
De, der er gamle nok, kan huske vietnamdemonstrationer foran USA’s ambassade, fascinationen af Che Guevara’s voldsorgier i Cuba. Senere hen sympatien med de marxistiske terrororganisationer i Mellemøsten, Pol Pot i Cambodia, Mao i Kina, Sovjet-staten osv.
På de hjemlige fronter indarbejdede de autonome og BZ’erne vold i deres aktioner. Andre brændte Shell-tanke af og i dag øver klimabevægelsen hærværk mod kunstskatte som de ser som både legitimt og nødvendigt.
Volden er en tæt allieret af venstrefløjen og det er den også af de islamiske organisationer. Det er en forbrødring, hvor vold opløftes til god moral.
Islamisterne har bare ikke nogen stopklods overhovedet. De danske venstrefløjsaktivister har trods alt gået i socialdemokratiske børnehaver og folkeskoler.
Derfor skriger de højt inde til mødet hos Kvinfo og kalder Mette Frederiksen ’folkemorder’. De skærer ikke brysterne af jødiske piger, før de voldtager dem og sprætter dem op med en kødkniv. Det gør deres islamiske allierede.
