Forleden faldt over en bog, som netop kan fejre 20-års fødselsdag. Den danske titel er Statusangst. Du har muligvis glemt den, det havde jeg, men den var, det randt mig i hu, temmelig omtalt i engelsksprogede medier. Selv fandt jeg den i en svensk oversættelse i Åhlens til 29 kr. og 50 øre. Svenske, altså. Her med titlen ”Statusstress”.

Bogen er skrevet af en engelsk filosof, opvokset i Schweiz, udstyret med et franskklingende navn. Alain de Botton, hedder han. Alene navnet er nok til at udløse mindreværd hos svage sjæle.

Og svage, det er vi alle. Forfatteren med det smarte navn mener, at mennesket til alle tider og alle steder lider af en medfødt usikkerhed om vores værd, hvilket resulterer i, at andres opfattelse har afgørende betydning for vores selvopfattelse. Og han sammenligner det menneskelige ego med en ”utæt ballon, som har brug for kærlighedens helium for at holde sig svævende." Men måske er vi ligefrem blevet mere afhængige og ubefæstede i løbet af de forløbne to årtier.

Nemmeste vej til status
Siden 2004 er meget nyt kommet til. Teknologiske forbedringer, opfindelser, opgraderinger, vira, nye ord og præsidenter og stigende forventninger til alting.
Vist fandtes internettet allerede dengang, men dets udbredelse og integration er nærmest eksploderet, det samme er manges misundelse og mistrivsel. Stedse mere higer vi efter andres opmærksomhed og likes. Aldrig har det været så vigtigt som nu at pleje andres accept og beskytte sin status i samfundet.

Men hvor det tidligere især var penge, der gav høj status, er der langt flere kilder til status i dag. I takt med, at den moderne tilværelse politiseres mere og mere, dvs. underlægges moralske påbud og forbud, bliver det stedse vigtigere at have og især udtrykke de rigtige meninger i forhold til tidens dominerende spørgsmål, såsom køn, klima, seksualitet, indvandring, diversitet, islam, Israel, amerikansk politik, krigen i Ukraine osv.

Selv EU-institutioner, regeringer, myndigheder og private virksomheder angler så meget efter at personificere de rigtige meninger, at de efter kinesisk forbillede slår hårdere og hårdere ned på de forkerte, især hvis de ytres på skrift eller et sted, hvor alle forventes at være enige om dit og dat.

At have de rigtige holdninger til tidens store spørgsmål er mere end noget andet den nemmeste vej til social accept, der som bekendt er forudsætningen for netværk, karriere, indflydelse og berømmelse.

Pride mig her, der og allevegne
Tag en tur gennem København i disse dage. Aldrig har man set så mange fjogede Pride-flag, selv på de sterile kontorbygninger ud mod Amager Boulevard, HK, KL, DI (for slet ikke at nævne udsmykningen af DR-Byens entré), hele arsenalet af pæne skjorter, excelark og mirkofoner. Ve den organisation eller virksomhed, der ikke flager robotagtigt med regnbuens farver. Transflagene er nøgle til menigheden, en statusrigtig markør for politisk loyalitet med den tommetykke konsensus.

Ingen har beordret alle disse direktører, ledere og jakkesæt til at flage, men alligevel minder det hele om Østberlin før Murens fald eller om festlighederne i Beijing eller Moskva den 1. maj.

Modsat i totalitære regimer er der ikke tale om tyranni oppefra. Det er faktisk meget værre: Demokratiets offentlige mening underkaster sig helt frivilligt det opportune synspunkt.

Sociale medier sætter turbo på udviklingen
Intet føder statusangsten som de galopperende sociale medier. De synes nærmest at være opfundet til at fremme og fordoble vores naturlige forfængelighed.

De andres blik klæber til dig og din karriere døgnet rundt. Statusjagten holder aldrig weekend eller ferie. Der er konstant nogen, du kan imponere med luksusholdninger, ydmygt selvpral eller lækre billeder fra dit liv og dine dygtige børn.

Du kan altid blive mere elsket. Forhåbningen om at nå dertil er for god til, at du kan lade være. Vi kan simpelthen ikke styre os. Fra at have været en diagnose er statusangst gået hen og blevet en generel tilstand i vores kultur. Det digitale isenkram har demokratiseret angsten. Nu er vi alle i konstant underskud. Vi vil have mere status. Nu.

Forgæves fromt håb
Da Alain de Botton for 20 år siden satte ord på statusangsten, kunne han ikke vide, at den ville gå over alle bredder i løbet af hans egen levetid. Han troede eller håbede, at filosofi, kunst og kristendom ville holde den i ave og redde os fra hele tiden at skulle være den bedste version af os selv. At man ikke behøver skille sig ud for at være et godt menneske. At man ikke behøver være rig eller populær. At den enkelte ville kunne styre sig selv indefra og slukke for det ydrestyrede, personlighedsforstyrrende radarblik på verden.

Ja, eller måske endda få os til at huske Schopenhauers misantropiske iagttagelse af, at kloden er fuld af mennesker, det ikke er værd at lytte til.

Men nej.

Engang havde vi katedralernes og kirkernes ro, hvor man kunne tømme sit sind og glemme sit ego. Nu lever vi alle i en virtuel katedral, hvor vi klovner rundt, mens alle de rigtige klapper og klikker på vores medløberi. Se mig, se mig, sikke jeg kan. Nu skal enhver gøre en forskel, helst i flok.

Det er lige til at få fnat af.