Det hænder, at Kontrasts skribenter bliver inviteret indenfor hos andre medier, og i den forgangne uge var undertegnede på besøg hos Radio IIII. Indbydelsen bød på en debat om woke-bølgen med afsæt i den kritik, der er blevet fremført mod den nye Disney-produktion Snehvide (anmeldt her).

Debatten gik derudad, som den slags nu gør, indtil formanden for Skuespillerforbundet Benjamin Boe Rasmussen sagde noget, som fik mig til at spidse øren. Det var, da formanden sagde, at woke jo bare betyder oplysning. Hvem kan være imod oplysning? Det kan, forstås, kun formørkede væsener. Men woke er ikke så uskyldigt, som skuespillerchefen fik det til at lyde. Woke betyder ikke ”oplysning”. Woke er amerikansk for vakt eller vågen i modsætning til at være bedøvet, slumre, sove.

Tornerose har sovet i 100 år
Heri ligger selvfølgelig, at de vakte netop ønsker at lægge afstand til dem, der ikke ser, hører eller forstår, ikke har den rigtige viden og ikke er bevidst om nødvendigheden af, hvad de vakte eksplicit stræber efter at indfri: social retfærdighed, diversitet og lighed. De vakte vil vække Tornerose. Tornerose har sovet i 100 år og ladet den strukturelle racisme og den intersektionelle undertrykkelse herske; nu er det tid til at vågne, stå op og bekæmpe den.

At være vakt er således mere og andet end oplysning, faktuel viden og sund fornuft. Der er en normativitet til forskel. De vakte føler sig fremmedgjorte over for det eksisterende samfund og vil starte forfra. Nuet er et fængsel, fremtiden er nøglen til låsen. Opgøret med bestående normer, værdier og den almindelige adfærd ligger implicit i de vaktes selvforståelse. De stræber ikke alene efter oplysning, de har større ambitioner. De vil forandre verden. De vil vække os med deres mission, og det er her, deres politiske program møder et religiøst temperament. Woke er en vækkelse.

Deformeret kristendom
Derfor er det også både passende og prægnant, når vores modløber Jon Eirik Lundberg bringer den tysk-amerikanske historiefilosof Eric Voegelin (1901-1985) på banen i sin anmeldelse af ny bog om borgerlige dyder. Som Lundberg peger på, beskrev Voegelin det 20. århundredes politiske ideologier – først og fremmest kommunismen og nazismen – som deformerede varianter af kristendom.

Deformerede, fordi de ville skabe paradis på Jorden, mens kristendommen netop skelner mellem vores sanselige verden og det hinsides. Sidstnævnte er vertikal, guddommelig, uhåndgribelig. Jordboernes horisontale opgave er derimod at være jorden tro, dvs. at værne om menneskelivet på Jorden, mens Gud tager sig af evigheden efter døden.

Kristendom er religionskritik
Allerede her blev vores verden affortryllet, mener Voegelin. Der var ikke længere instrumentelle guder for det ene, andet og tredje som hos grækerne og romerne. Der var kun én Gud, det "synliges og usynliges skaber", som det hedder i den nikænske trosbekendelse fra 325. Én Gud, der gav sig til kende gennem sin søn, anti-helten Jesus Kristus, som både er "af samme væsen som Faderen" og en konkret begivenhed i historien.

Jesus var hverken martyr, kejser, krigshelt eller profet, men frelser, født til at fortrænge ondskaben. Men han blev karakteristisk nok dømt til døden for blasfemi og utilbørlig omgang med hellige genstande og tankesæt. Han havde drevet spot med Gud, sagde hans anklagere.

Den autentiske kristendom var med andre ord en kritik af religion. Det kristne kors er religionskritik, sådan som Thomas Reinholdt Rasmussen, biskoppen over Aalborg Stift, har formuleret det. Jesu kors sekulariserer verden: ”Den, der står ved korset, kan ikke bruge hverken religiøse love, gerninger eller genstande til noget, men ej heller smukke ideer og skønne tanker. Her er mennesket tomhændet (…) Der er intet, der kan redde verden.”

De to sværd
Dette er arven fra de første kristne menigheder: spaltningen mellem verdslighed og guddommelighed, mellem en åndelig orden og en jordisk orden, mellem det absolutte og det relative. Arven kan også udtrykkes som teorien om de to sværd. Der er to magter, to sværd; kejserens, som hersker i denne verden, og præsternes autoritet, som gælder det åndelige.

Pointen er, at kejseren ikke kan være ypperstepræst, men må nøjes med den sociale virkelighed. Frelse er i sidste ende Guds gebet, ikke menneskets. Det er, hvad pave Gelasius skriver til den østromerske kejser Anastasius i 494. Det er også, hvad paverne meddeler de tysk-romerske kejsere under den såkaldte Investiturstrid i 1000-årene og 1100-tallet. Det er kristendom for begyndere.

Lige fra de første århundreder af kristendommens historie findes der kritikere af den urkristne sondring mellem helligt og profant. Sekter, der rækker ud efter begge sværd. Sekter, der vil genfortrylle Jorden, forvandle den, forynge den, hele splittelsen, ophæve konflikten ved hjælp af politisk teologi (theologia civilis) og skabe ét univers ud af himmel og jord.

Historisk kontinuitet
Analogien mellem religion og politik vokser ud af middelalderen og videre ind i moderniteten. Den dækker over en historisk kontinuitet. Dermed kommer pagten også til at præge 1900-tallets mest radikale og voldelige moderne politiske bevægelser og ideologier. De er hybrider med, sådan som Lundberg minder Kontrasts læsere om, en irrationel stræben efter en ny og anden verden på bekostning af det, vi kender og plejer.

De moderne, radikale ideologer er utilfredse med verden, som de oplever den, og mistænker vaner, traditioner og overleverede sandheder for at dække over kronisk uretfærdighed. Disse ideologer ser fremad, opad. De vil ud af denne verden. De anskuer alting i transition og som noget midlertidigt, flydende: køn, forplantning, biologi, familier, kultur, demografi, trossystemer, energiforsyning, hvad som helst. Ideologer er ikke evolutionære, de er revolutionære.

En hellig, ufiltreret indsigt samt et afgørende valg i et stort øjeblik skal redde de vakte over på den rigtige side af historien.

Gnostikeren vækkes til live
Voegelin følger radikaliteten i de første århundreder efter Kristus og op gennem middelalderen til vores egen tid. Hans vidt forgrenede forfatterskab trækker på en gammel arketype, som woke-bevægelsen – sandsynligvis uden at vide det – har bragt til live igen: gnostikeren. Ikke den antikke gnostiker, der foretrak et isoleret liv i gnosis (gr. viden), men en moderne type – fremadstræbende, handlingsorienteret, progressiv.

Den moderne gnostiker tvivler ikke. Thi hun besidder en særlig viden, uforfalsket, ophøjet og er i forhold til den formørkede tradition: et overmenneske. Overmennesket siger: Glem alt om dine iboende begrænsninger. Overmennesket siger: Elsk dig selv!

Forskellen mellem gnosticisme og kristendom
I modsætning til gnosticismen er kristendommen en tro for almindelige, uperfekte, syndige mennesker. Det var derfor, den overhovedet fik fodfæste og vandt frem. Folk kunne genkende sig selv i kristendommen, ligesom det er derfor, den taber terræn i dag.

Moderne mennesker kan ikke længere genkende sig selv i de gamle sandheder. Folk vil ikke længere være almindelige, de vil være unikke og autonome og skille sig ud som originale (alternativt udsatte eller krænkede) individer med særlige behov, udfordringer, afvigelser og subjektive følelser med krav på social anerkendelse, politisk repræsentation og dertil knyttede grupperettigheder.

Mens kristendommen er en tro for de mange, der ikke har noget udtalt problem med deres almindelighed, er woke er en religion for folk, der nægter at være normale, ser ned på det normale, ja, afskyr eller frygter det.

Juleprædiken sagde det først
Moderniteten giver krop til gnostikeren. Her finder vedkommende plads og møder forståelse. Det var sognepræst Katrine Winkel Holm den første til at gøre opmærksom på i Kontrast med sin juleprædiken. Vor tids vakte sekter deler gnosticismens impuls og fristelse. De tror, at menneskets frelse består i at være ubegrænset, befriet for skyld og skam, fortidens tyngde og kristendommens menneskesyn. Befrielsen sker gennem bevidstgørelse, sjælens flugt fra den krop, gnostikeren er fanget i.

Lyder det genkendeligt, spurgte sognepræsten. Ja, det gør det. De vakte er vor tids gnostikere. Historien er ikke slut, den gentager sig bare.