For godt 14 dage siden sad jeg i Højesteret for at overvære en principiel sag om frakendelse af dansk indfødsret. Det er ikke en sag, der har fyldt meget i nyhedsstrømmen, desværre.
Sagen rører ved noget langt mere grundlæggende end den enkelte persons skæbne. Den handler om, hvor grænsen går mellem den lovgivende og den dømmende magt, og dermed om selve fundamentet for, hvordan vi afgør, hvem der får lov til at blive dansk statsborger.
Tav om sigtelse for vold
Sagens kerne er kort fortalt denne: En somalisk statsborger fortiede en sigtelse for vold, før han blev meddelt dansk indfødsret. Forholdet, vold mod et barn, var begået knap to uger forinden, og han blev sigtet dagen før Folketinget tredjebehandlede det lovforslag, hvorved han fik dansk indfødsret. Han blev senere dømt for forholdet.
Da Folketinget vedtog loven, var medlemmerne uvidende om sigtelsen, fordi ansøgeren ikke orienterede Udlændinge- og Integrationsministeriet om den. Både by- og landsret fandt, at indfødsretten var opnået ved svig.
Alligevel nåede begge instanser efter en proportionalitetsvurdering frem til, at en frakendelse ville være uproportional, om end der i landsretten var tæt på stemmelighed. Derfor er sagen nu havnet i Højesteret. Den er enormt principiel.
Principielt om Grundlovens betydning
Og det principielle spørgsmål, som sagen rejser, fortjener langt større opmærksomhed, end den enkelte voldssag tiltrækker. Det fremgår nemlig udtrykkeligt af grundlovens § 44, stk. 1, at indfødsret alene kan meddeles ved lov.
Det er en enekompetence, der tilkommer Folketinget, og det er ingen tilfældighed. Beslutningen om, hvem der skal optages i det danske statsfolk, er blandt de mest grundlæggende, et samfund kan træffe, og grundloven har derfor placeret den hos den forsamling, der står direkte til ansvar over for vælgerne.
Alligevel har Folketinget i forarbejderne til indfødsretslovens § 8 A pålagt domstolene at foretage en proportionalitetsvurdering i sager om frakendelse af indfødsret opnået ved svig.
I denne vurdering skal domstolene blandt andet inddrage Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og EU-retten. Dermed er der opstået den besynderlige situation, at domstolene nu tager stilling til forhold, som efter grundlovens ånd burde afgøres af Folketingets Indfødsretsudvalg.
Uholdbar retstilstand
Når udvalget omvendt behandler en dispensationsansøgning, inddrages de samme menneskeretlige hensyn ikke på tilsvarende måde. Konsekvensen er, at en og samme sag kan få vidt forskelligt udfald, alt efter om den afgøres ved domstolene eller i udvalget.
Det er retssikkerhedsmæssigt uholdbart, og det udvisker den klare ansvarsfordeling, som magtens tredeling hviler på.
Løsningen er efter min opfattelse ligetil og samtidig principielt renere. Indfødsretsloven bør ændres, således at en udlænding aldrig kan anses for at have opnået dansk indfødsret, hvis vedkommende ikke opfyldte betingelserne på tidspunktet for lovforslagets vedtagelse.
Juridisk taler vi om en nullitet med virkning fra dette tidspunkt (ex tunc). Statsborgerskabet vil i så fald aldrig have eksisteret frem for at skulle frakendes efterfølgende gennem en domstolsprøvelse, der reelt overtager Folketingets kompetence.
Herefter må det være op til den enkelte at søge dispensation hos Folketingets Indfødsretsudvalg, og den mulighed står faktisk åben også i den konkrete sag. Det er i øvrigt værd at bemærke, at ministeriets repræsentant ikke oplyste om denne adgang, da sagen blev behandlet i landsretten, hvilket var en klar fejl.
Lov og praksis devaluerer statsborgerskabet
Bag det juridiske ligger imidlertid en bredere overvejelse, som jeg ikke kan ryste af mig. Dansk statsborgerskab er ikke et administrativt papir på linje med et kørekort. Det er optagelsen i et fællesskab, der strækker sig århundreder tilbage og forpligter os over for både dem, der gik forud, og dem, der endnu ikke er født.
At forære det væk uden grundig prøvelse er at devaluere noget, som generationer før os anså for uvurderligt.
Derfor blev jeg også dybt berørt af, at den pågældende efter omkring tredive års bopæl i Danmark ikke under retsmødet formåede at formulere en sammenhængende sætning på ordentligt dansk.
Det fortæller med al ønskelig tydelighed, at vores krav til indfødsret, ikke mindst sprogkravet, trænger til en markant skærpelse.
Der falder dom på torsdag den 4. juni 2026. Uanset udfaldet bør sagen være en anledning til, at vi som lovgivere tager ansvaret for indfødsretten tilbage, sådan som grundloven faktisk forudsætter.
Jeg vender tilbage, når dommen foreligger.
