09.09.23

Danske myndigheder kender ikke til danske tilskadekomne i Marokko

Cirka 140 er på danskerlisten for jordskælvsramte Marokko. TUI har fem danske rejsende, som skal hjem lørdag.
Et voldsomt jordskælv ramte fredag aften Marokko. Det har kostet mange hundrede mennesker livet, men det danske udenrigsministerium har ikke kendskab til danske tilskadekomne.
Et voldsomt jordskælv ramte fredag aften Marokko. Det har kostet mange hundrede mennesker livet, men det danske udenrigsministerium har ikke kendskab til danske tilskadekomne.

Der er cirka 140 danskere registreret på danskerlisten for Marokko, som fredag aften blev ramt af et voldsomt jordskælv.

Det oplyser Udenrigsministeriet i et skriftligt svar.

Det påpeges, at tallet dækker over personer, der selv aktivt har skrevet sig på listen. Antallet af danskere i Marokko kan derfor være enten højere eller lavere.

Indtil videre er der ingen meldinger om danskere, der er kommet til skade, lyder det.

- Udenrigsministeriet følger nøje situationen i Marokko, og vi har sendt krisebesked ud til personer på danskerlisten for Marokko.

- Udenrigsministeriet har ikke kendskab til, at der er danskere blandt de tilskadekomne, men myndighederne har endnu ikke et fuldt overblik over situationen.

Danskere på stedet opfordres til at følge de lokale myndigheders anvisninger. De bør desuden kontakte pårørende hjemme i Danmark, lyder det.

Fra både Bravo Tours og Spies lød det lørdag morgen, at rejseselskaberne ingen danske gæster har i Marokko.

For Bravo Tours er Marokko en vinterdestination, oplyser kommunikationsafdelingen.

Til TV 2 oplyser Apollo, at heller ikke det selskab har danske rejsende i landet.

Men rejseselskabet TUI har i øjeblikket fem danske rejsende i den marokkanske by Marrakesh, som ligger tæt på der, hvor det voldsomme jordskælv ramte.

Det oplyser Mikkel Hansen, TUI's kommunikationschef, til Ritzau. Han siger, at de rejsende er i god behold og rejser hjem lørdag aften.

- Lige præcis med denne her booking har de hjemrejse i aften, og vi har ikke fået nogen informationer om, at der skulle være udfordringer med lufthavnen, så det forventer vi, kommer til at forløbe helt fint, siger han.

Mange hundrede personer har mistet livet som følge af jordskælvet. Det skete omkring 70 kilometer sydvest for storbyen Marrakesh.

Jordskælvet er det dødeligste siden 2004 i landet.

Udenrigsministeriets Borgerservice henviser til sikkerhedsfirmaet Crisis24, som i en opdatering rådgiver om, hvordan man skal forholde sig, hvis man opholder sig i Marokko lige nu og eventuelt har planer om at bevæge sig rundt i landet.

Herfra lyder det, at man skal overveje at forlade etagebygninger i de berørte områder og blive væk fra dem, indtil myndighederne har sikret, at de ikke er i fare for at styrte sammen.

Desuden kan efterskælv opstå. Man bør også være opmærksom på, at der kan opstå jordskred i områder med bakker eller bjerge, lyder det.

Kilde: /ritzau/

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter