Så kom arrestordren mod Netanyahu og Galant suppleret med en rent formel arrestordre mod den afdøde Hamas terrorist Mohammed Diab Ibrahim Al-Masri, bedre kendt som Mohammed Deif, chefstrategen bag 7/10-angrebet på Israel.
Hans død er bekræftet af Hamas, hvilket gør arrestordren mod ham til et tydeligt røgslør fra ICC’s side. Israel er ikke en del af ICC,- men det er den stipulerede stat Palæstina, og dermed har vi endnu endnu et eksempel på ‘lawfare’, altså krig med juridiske midler.
Arrestordren begrundes med “at der er rimelig grund til at tro, at både enkeltpersoner forsætligt og bevidst har frataget civilbefolkningen i Gaza midler, der er uundværlige for deres overlevelse, herunder mad, vand og medicin og medicinske forsyninger samt brændstof og elektricitet."
Der er ikke endnu nogen anklager om folkedrab, men anklagerne kan løbende udvides.
Konsekvenser af arrestordrerne
ICC kan ikke retsforfølge in absentia, og Netanyahu eller Galant møder næppe op i Haag. Men konsekvenserne er omfattende.
De to anklagede kan ikke besøge lande, der er medunderskrivere af Rom-statutten,som er det folkeretlige grundlag for ICC. Israel-haderne verden over vil naturligvis føje arrestordren til deres hetz mod Israel, og selv meget venligtsindede nationer vil være tøvende med at afvise arrestordren.
I følge Rom-statutten er de tilsluttede lande, herunder Danmark, forpligtet til at arrestere de to israelske politikere.
Enhedslisten er naturligvis hurtigt ude og har indkaldt udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen til såkaldt hasteforespørgsel, der skal finde sted allerede onsdag, mindre end en uge efter arrestordren, og mens der på ingen måde er udsigt til et israelsk statsbesøg.
Løkke kan vælge den indledende franske kommentar, nemlig at påberåbe sig juridiske uklarheder for at undgå en stillingtagen, eller han kan gøre som Østrig, nemlig at afvise arrestordren.
Nederlandene og Irland har omgående gjort det klart, at de vil efterkomme arrestordren, skulle de to eftersøgte vælge at besøge nogen af de to lande.
Enhedslisten, der hævder at kæmpe for at komme fri af deres terrorfortid, har med indkaldelsen af Lars Løkke endnu engang demonstreret deres hykleri og klare antisemitisme.
Reaktioner
ICC har udstedt 65 arrestordrer før den aktuelle,- og med mindre man regner Rusland for et demokratisk land er det første gang, ICC forsøger at få arresteret ledere fra et demokratisk land.
Det har vakt bestyrtelse i den vestlige verden. Reaktionerne i Israel er entydige. Både regeringens medlemmer, ledende oppositionspolitikere og jurister fordømmer ICC’s beslutning og kalder den uhørt, antisemittisk og juridisk forkert.
Netanyahus erklæring sammenligner ICC’s beslutning med Dreyfuss-affæren i 1890’erne, hvor Frankrig på falsk grundlag dømte en jødisk officer for landsforræderi.
Netanyahu kalder ICC for antisemitisk og beskylder chefanlager Karim Khan for at bortlede opmærksomheden fra de sexanklager, han selv undersøges for.
EUs udenrigschef Josep Borell forlanger, at alle EU-lande skal følge ICC og effektuere arrestordren. Blandt andre har UK, Frankrig, Nederlandene, Italien allerede meddelt, at de vil følge ICC og arrestere de israelske politikere hvis muligt.
Et af de helt store dillemaer for EU-landene er, at hvis de afviser anklagerne mod Israel, vil de ikke kunne støtte de tilsvarende ICC-sager mod Rusland, herunder arrestordren på Putin selv.
Det har ingen juridiske konsekvenser ikke at eksekvere arrestordrer fra ICC. Senest har Mongoliet modtaget Putin på officielt statsbesøg, og før det modtog Sydafrika Sudans tidligere præsident Omar al-Bashir på officielt besøg i 2015 trods en arrestordre fra ICC for blandt andet folkedrab.
USA afviser blankt ICC, og ledende senatorer fra begge fløje taler om sanktioner mod ICC og mod enkeltpersoner i ICC involveret i sagen. USA siger samtidigt, at arrestordrerne undergraver ICC’s internationale status og autoritet.
Anklageren er selv under anklage
Anklageren Karim Khan er selv under anklage for seksuel chikane. Anklagerne er flere år gamle, og det har angiveligt skabt stor vrede i ICC, at Khan ikke er trådt tilbage, mens anklagerne undersøges.
ICC har højst usædvanligt valgt en ekstern undersøgelse af anklagerne i stedet for som normalt at benytte Office of Internal Oversight Services (OIOS), der er et FN-organ.
ICC har valgt en ekstern undersøgelse, fordi der beviseligt er tætte bånd mellem Khan og OIOS. Khans hustru, Dato Shyamala Alagendra, som er en respekteret malaysisk menneskerettighedsjurist, var ansat i OIOS frem til 2020 og har blandt andet taget kontakt til en af de kvinder, der anklager hendes mand.
Tilsvarende er chefen for OIOS’s undersøgende afdeling en af Khans tidligere ansatte, der i årevis har samarbejdet tæt med Khan. Khan selv og enkelte af hans kolleger i ICC kalder anklagerne for en smædekampagne iværksat af Israel.
The Guardian, der har brugt måneder på sagen, har ikke fundet skygge af bevis for disse påstande.
Er ICC antisemitisk?
Er ICC antisemitisk, som Israel siger? Israel er hurtig til at påkalde sig antisemitisme i almindelighed, men det er trods alt bemærkelsesværdigt, at ICC aldrig har rejst anklager mod fx Bashar al-Assad, der har massakreret titusindvis af sine syriske landsmænd med blandt andet giftgas.
Begrundelsen har hidtil været, at Syrien ikke er medunderskriver af Rom-statutten. Samme historie med Iran, der ikke har ratificeret Rom-statutten, men myrder løs på egen befolkning uden ICC-tiltale.
Men Israel er heller ikke medlem af ICC, og argumentet om ikke at forfølge Syrien og Iran må have mistet enhver relevans efter anklagerne mod Israel allerede i maj i år.
ICC rejste samtidigt med anklagerne mod Netanyahu og andre israelske politikere tilsvarende sager mod tre ledende Hamas-terrorister, hvilket blev set som et slags figenblad. De tre er alle blevet dræbt, og tilbage står alene arrestordrerne mod Netanyahu og Galant. Figenbladet er væk, og ICC’s bias er vanskelig at overse.
