Analyse

30.09.22

Premium

Da Magt-Mette blev til Offer-Mette

Mikkel Andersson: Mette Frederiksens forsøg på at italesætte sig som et offer for en sexistisk tone i debatten viser, hvor langt Socialdemokratiet har fjernet sig fra den succesformel, der sikrede partiet valgsejren i 2019.
Foto: News Oresund
Foto: News Oresund

Forleden besøgte statsminister Mette Frederiksen programmet Det Sidste Måltid på Radio4 til en samtale om sit eftermæle. Dette foregik over blandt andet pandekager med is, og statsministeren fortalte blandt andet, at hun generelt synes, at “tonediskussioner er sådan en slags stedfortræder-diskussioner” for kort efter at erklære:

Jeg har ikke sagt det her før, men jeg tror, noget af den magtkritik, der er, det har at gøre med, at jeg er kvinde.

Her skal man naturligvis bemærke, hvordan statsministeren gør det klart, at hun er opmærksom på, at hun her siger noget nyt, og at den slags gør statsministre sjældent uovervejet. Og det nye er altså, at selv statsministeren er et offer for patriarkatet og den strukturelle sexisme i samfundet, hvilket viser sig ved at de samme beskyldninger om magtfuldkommenhed, der forfulgte eksempelvis Anders Fogh, også rettes mod hende. 

Da jeg hørte udsendelsen, kunne jeg ikke lade være med at tænke på, hvad Socialdemokratiets tidligere uofficielle galionsfigur, industriarbejderen Arne ude i provinsen, mon ville mene om det. Og her tænker jeg ikke på den konkrete Arne, der meget vel kan være socialdemokrat nok til at sympatisere med statsministeren, men det segment, han repræsenterer.

Jeg tror, at man her ville mene, at det var noget verdensfjernt klynk fra en i særklasse magtfuld og privilegeret politiker.

Socialdemokratiet havde op til det sidste valg en politisk succesformel, der i en europæisk sammenhæng var helt unik. I stedet for at miste vælgere til de antielitære og værdimæssigt konservative højrepartier, der oftest betegnes populistiske, formåede de danske socialdemokrater at trække 100.000 vælgere tilbage over midten fra Dansk Folkeparti. Det drømmer Socialdemokratier i hele Europa om. I Danmark lykkedes det.

Opskriften var simpel og flugtede belejligt nok endda med partiets historiske arv, fra tiden før akademikerne og firebanden satte sig tungt på partiet. Håndens arbejde blev talt op, mens de symbolanalyserende klasser ved hæve-sænkebordene inde i de større byer blev holdt ud i en kende mere strakt arm end hidtil, mens man, formodentlig endnu mere vigtigt, formåede at anerkende de problemer, som optager temmelig mange uden for landets fire større urbane centre.

Uddannelser blev foreslået udflyttet, udlændingepolitikken gjort benhård og som kronen på værket, den ultimative personificering og politiske konkretisering af fortællingen, stod Arne-pensionen, opkaldt efter den djærve bryggeriarbejder Arne Juhl fra Fjelsted i det sønderjyske E45-land lige mellem Kolding og Haderslev. 

Her, erklærede Socialdemokratiet, var den mand, som de mente mest af alt burde belønnes og anerkendes. En lidt ældre privatansat, men naturligvis fagforeningsorganiseret mand, der havde skabt sig et godt liv i provinsen gennem ærligt, men også hårdt arbejde. Fortællingen var, at Socialdemokratiet var for og forstod det jævne, arbejdende folk, og politikken beviste det.

Ganske mange borgerlige synes overbevist om, at minksagen var Mette Frederiksens banesår. Det tvivler jeg på. Over de halvandet år hvor sagen har været en fuldtonet skandale, synes den på intet tidspunkt at have været udslagsgivende i regeringspartiets meningsmålinger. Sagt på spindoktorsk: Den har aldrig for alvor flyttet stemmer over midten.

Dermed ikke sagt, at der ikke findes rigtig mange danskere, som er ekstremt pikerede over lukningen af minkerhvervet. Men langt de fleste var enten allerede blå, før sagen rullede, eller blev det for længe siden. Når dele af blå blok forsøger at overbevise sig selv og andre om, at deres hårde minkkritik leverede Frederiksen det afgørende banesår, så tager de fejl. 

Hvis Mette Frederiksen har fået et banesår, og det vil det kommende valg afgøre, har hun påført sig det selv. Og det gjorde hun efter kommunalvalget i 2021.

Ved den lejlighed oplevede Socialdemokratiet en forventelig tilbagegang i en række større byer, hvor de symbolanalyserende klasser ikke er så begejstrede over appellen til antielitær folkelighed og klassisk arbejderklasse.

Siden har fortællingen om Socialdemokratiet fremstået stadig mere famlende. Mette Frederiksens tidligere udmelding om, at hun var mere rød end grøn, blev udvandet, barslen blev kvoteret, fordi EU og de progressive ledere af fagbevægelsen mente, det var en god idé. Det gjorde en temmelig stor del af fagbevægelsens medlemmer, ikke mindst de kvindelige, dog ikke. Det EU, som Mette Frederiksen også tidligere holdt ud i noget strakt arm, blev hun også markant mere begejstret for, hvorfor Danmark nu skal helt ind i hjertet heraf.

Juridisk kønsskifte til nyfødte mener partiet nu også skal være en mulighed, hvad Arnerne næppe heller har voldsomt megen forståelse for. Og da sagen om de venstreekstreme Normstormere rasede i København, og partiets repræsentant endda formåede at erklære dem for bedre til at opdrage skolebørn end deres forældre, blev partiets repræsentanter også atypisk uldne i munden. For det er jo svært både at appellere til alle de kønsprogressive på de københavnske brokvarterer og de vælgere, som er ret overbeviste om, at antallet af køn kan tælles på to fingre.

Og måske kunne strategien have været effektiv for de store centrum-højre-partier, for de har heller ikke formået at ramme det antielitære og værdikonservative vælgersegment i provinsen særlig godt. Venstre har under Jakob Ellemann-Jensen markeret sig som et parti for de urbane og globalt orienterede borgerlige - hvor mange af dem, der så måtte være - der også jubler begejstret, når staten tvangsfordeler barsel i ligestillingens navn. De Konservative mangler en skarp profil på området, Dansk Folkeparti er multikriseramt, mens Nye Borgerlige er for økonomisk liberale til at appellere bredt til det segment.

Men Danmarksdemokraterne har imidlertid med kirurgisk præcision konstateret, at socialdemokraterne har forladt deres succesformel og efterladt et Inger Støjberg-formet hul. 

Det illustrerer Støjberg sylespidst med sin replik til Mette Frederiksens påstand om at være blevet særlig negativt behandlet på grund af sit køn.

“Hun burde tage kritikken som en mand,” erklærede Støjberg.

En replik som det ironisk nok ikke er svært at forestille sig, at Mette Frederiksen anno 2019 selv kunne have leveret.

Premium

Dette indhold kan kun ses af medlemmer.

Kick-start det borgerlige Danmark til INTRO-PRIS

Bliv medlem til INTROPRIS og få adgang til alt indhold - artikler, analyser, debatter, video, podcasts, medlemsevents og Kontrasts Ekkokammer, og så indgår du i et borgerligt fællesskab.
Din støtte gør en vigtig forskel.

Tilbuddene er aktive til og med søndag 27. november.

Årlig betaling

12 mdr.: 1.188 kr. 708 kr.

99 kr./md. 59 kr./md.
Efter 12 mdr.: 948 kr./år

Månedlig betaling

99 kr./md. 79 kr./md.

Ubegrænset adgang til lukket indhold: artikler, analyser, debatter, videoer, interviews

Få Kontrast Nyhedsbrev i din indbakke flere gange om ugen. Så er du altid opdateret

Adgang til Kontrasts Ekkokammer på Facebook. Del og kommenter indhold med redaktionen

Besøg redaktionen efter aftale. Skriv til medlemmer@kontrast.dk

Støt Kontrasts arbejde med at formidle en borgerlig debatkultur og dagsorden