Den bedste analyse af moderne amerikansk politik, jeg har læst, kommer fra sociologen Musa al-Gharbi, der i en grundig artikel om det amerikanske valg griber til helt andre forklaringer end de gængse.
Kamala Harris tabte, hedder det sig ellers, på grund af racisme, kvindehad, for lidt kampagnetid og for lav valgdeltagelse. Men ingen af disse forklaringer holder ved et kig på tallene.
Hvide vælgere bevægede sig faktisk mod Harris, ikke væk fra hende. Det var derimod sorte, latinamerikanske og asiatiske vælgere, der vendte partiet ryggen i historisk omfang. Kvinder, ikke mænd, var den gruppe, hvis opbakning kollapsede mest markant.
Højere valgdeltagelse ville givetvis have gjort nederlaget større, ikke mindre, fordi de vælgere, der blev hjemme, i stigende grad hælder mod republikanerne.
Den symbolske kapitalistklasse
Al-Gharbis konklusion er, at Demokraternes egentlige problem er en langvarig fremmedgørelse af almindelige vælgere fra det, han kalder den symbolske kapitalistklasse, det vil sige den akademisk uddannede, professionelle elite, som partiet i stigende grad er blevet talerør for, og hvis prioriteter (klima, køn, identitet) ligger fjernt fra vælgernes egne bekymringer om økonomi, indvandring og kriminalitet.
Denne diagnose kaster nyt lys over en gåde, der har undret mig i den seneste tid.
I New York fejede venstreradikale kandidater deres moderate modkandidater af banen i primærvalgene til Kongressen, alle med opbakning fra den lige så radikale borgmester Zohran Mamdani. Det samme har vi set i Colorado og Michigan.
Partiet, der lige har mistet magten på grund af sin afstand til gennemsnitsvælgeren, belønner altså igen de kandidater, der repræsenterer netop den afstand i sin mest udtalte form.
Hvad de kritiske stemmer ser
En række iagttagere har i The Free Press forsøgt at indkredse, hvad demokraternes venstreradikale bevægelse omkring skikkelser som Mamdani egentlig er.
Den tidligere sovjetiske dissident Natan Sharansky peger på en strukturel lighed mellem dagens identitetspolitik og den marxistisk-leninistiske logik, han selv kæmpede imod: Undertrykkeren har ingen ret til at tale, før han har afsvoret sine privilegier, mens den undertrykte altid har ret.
Ordet klasse er blot udskiftet med ordet identitet. Sharansky ser desuden en foruroligende alliance mellem denne bevægelse og islamistiske strømninger, en alliance, han mener blev tydelig i reaktionerne, efter terroristerne i Hamas begik deres morderiske overgreb den 7. oktober 2023.
De undertrykte og undertrykkeren
Historikeren Victor Davis Hanson beskriver bevægelsen som en koalition af gældstyngede, akademisk uddannede unge i storbyerne, nyankomne indvandrere fra fejlslagne stater, og aktivister der tænker samfundet som en kamp mellem en lille gruppe undertrykkere og et overvældende flertal af undertrykte.
Fælles for dem er modstand mod politi og fængsler, forsvar for åbne grænser, markante skattestigninger og en udenrigspolitisk linje, der lægger sig op ad tredjeverdensstater og islamistiske bevægelser.
En anden historiker, Niall Ferguson, anser bevægelsen for den politiske forlængelse af det amerikanske universitets(u)væsen, og det er netop sigende, at ledende skikkelser som Mamdani har rødder i studieretninger, hvor aktivisme og forskning er uadskillelige.
Forskeren Zineb Riboua kalder derimod bevægelsen en form for tredjeverdenisme, hvor Vesten forstås som en permanent undertrykker, og hvor Israel bliver syndebuk for en generation, der har svært ved at pege på sine egentlige modstandere.
Endelig argumenterer skribenten Park MacDougald for, at Trumps betegnelse "kommunisme" faktisk rammer plet, blot forstået geopolitisk snarere end økonomisk: som en bevægelse, der organisatorisk trækker på og samarbejder med de kræfter i Iran, Kina, Rusland, Cuba og Nordkorea, der historisk har bekæmpet USA.
Den ubesvarede gåde – og forsøget på et svar
Hvorfor gentager et parti en fejl, det netop har betalt dyrt for?
Et centralt problem, jo især for demokraterne, er, at et primærvalg og et landsdækkende valg måler to helt forskellige ting. Et primærvalg med lavt fremmøde belønner netop den gruppe, al-Gharbi identificerer som kernen i partiets problem: den velorganiserede, akademisk skolede minoritet med tætte netværk i fagforeninger, universitetsmiljøer og aktivistorganisationer, og som fokuserer på race, køn, kolonialisme, seksualitet og klima.
Denne gruppe kan sagtens vinde en lokal afstemning, selvom den ville tabe stort ved et landsdækkende opgør.
Dertil kommer, at demokraterne aldrig har fundet en fælles fortolkning af nederlaget. For den ene fløj i partiet var problemet, at Harris var for utydelig og for centristisk, og at hun undlod at tale ærligt om ulighed og boligpriser.
Til den anden fløj, som al-Gharbis egen analyse i høj grad understøtter, var problemet det stik modsatte: at partiet i årevis har ladet en smal, velstående og akademisk elite definere dagsordenen på bekostning af vælgernes faktiske bekymringer.
Vidt forskellige konklusioner
Så længe denne konflikt om lektien fra 2024 ikke er afgjort, vil de to fløje drage vidt forskellige konklusioner om, hvilken vej partiet skal gå, og den fløj, der er bedst organiseret lokalt, vinder kampen om, hvem der stiller op.
Det er hovedforklaringen på demokraternes selvmordskurs.
En sidste pointe skal med, og den kommer fra kommentatoren Coleman Hughes. Han peger på en generationsforklaring, nemlig den, at vælgere over fyrre husker den kolde krigs sidste år og Sovjetunionens sammenbrud. Den hukommelse har fungeret som en form for vaccine mod socialismens og kommunismens tiltrækningskraft.
Yngre amerikanere mangler den erfaring, og for dem rimer ordet socialisme ikke på arbejdslejre og mangel på stort set alle basale livsfornødenheder, men på gratis børnepasning og sundhedsforsikring, ja, gratis transport og gratis tandlæge, havde man nær sagt.
Når den generation nu udgør en voksende andel af partiets aktive vælgere, er det ikke overraskende, at den fejl, ældre generationer straks ville advare imod, slet ikke opfattes som en fejl af dem, der begår den.
En strategi med kort horisont
De venstreradikale kræfter, der personificerer afstanden til vælgerne og dermed Kamala Harris’ forsmædelige nederlag til Trump, vinder altså frem i det demokratiske partis primærvalg, fordi disse valg belønner den bedst organiserede fløj snarere end den mest folkelige.
Så længe denne mekanik forbliver uændret, er der ingen naturlig grænse for, hvor mange gange demokraterne kan finde på at gentage den samme fejltagelse. Det er ikke en fejl i systemet. Det er, hvad systemet er designet til at producere. Og det ligner selvmord for demokraterne.
