Analyse

Dommedag nu-ish

Det kan godt være, at Støjberg har ret i, at man ikke dør af at komme for en rigsret, men det gode spørgsmål er efterhånden, om det samme i længden gælder for Venstres position som det dominerende borgerlige parti, skriver Jesper Kraft om et stadig mere presset Venstre.
Foto: News Oresund, Wikimedia Commons
Foto: News Oresund, Wikimedia Commons

Udgivet 15.1.21

”Man dør jo altså ikke af at komme for en rigsret.” Nogenlunde sådan har det for nogle glade og andre triste budskab lydt igen og igen fra Inger Støjberg, der for tiden både er afgående næstformand for Venstre, formentlig snart forhenværende retsordfører og med sikkerhed kommende tiltalt i den første rigsretssag siden tamilsagen. Det sidste stod klart torsdag, hvor et stort flertal i Folketinget besluttede at indlede den sjette rigsretssag i danmarkshistorien mod den tidligere udlændinge- og integrationsminister.  

Dermed er pladsen i historiebøgerne sikret – både for Støjberg og for det klare flertal i både Folketinget og Venstre, der agerer anklager. Det lader dog til, at en del af flertallet egentlig helst ville være fri for en specielt prominent plads, når historien skal skrives. 

Socialdemokratiets retsordfører, Jeppe Bruus, der sjældent ser ud, som om han decideret morer sig, så i hvert fald endnu mere alvorlig ud end sædvanligt, da han skulle forklare beslutningen. ”En trist dag”, kaldte han det, mens han gjorde sit for at understrege, at en rigsretssag mod Støjberg ikke sker med partiets gode vilje. ”Vi havde helst været det foruden, og jeg har gjort mit for at finde ud af, hvorfor vi ikke skulle have en rigsret, men vi har ikke set anden mulighed end at bakke op”, lød det foran folketingssalen. Hænderne var bundet, men de kunne stadig vride sig. 

Socialdemokratiet lader til at være ubekvemme ved perspektiverne, hvis det ender med andet end en klar domfældelse til Støjberg, og mindst lige så bevidste om, at beslutningen uanset udfaldet ikke vil møde spontane klapsalver alle steder. Og nok især ikke hos de engang DF-begejstrede vælgere, hvis frafald var med til at sikre Socialdemokratiet magten ved valget i 2019. Derfor havde partiet foretrukket, at sagen døde en stille død. Det gjorde den ikke. Og da slet ikke, efter Jakob Ellemann selv mellem jul og nytår reelt afgjorde sagen ved spontant at melde Venstre klar til en rigsret i en sælsom blanding af magtkamp og minkrus. 

Socialdemokratiet har, siden Mette Frederiksen blev formand, arbejdet effektivt for at blive renset for enhver mistanke om, at der kunne gemme sig nogen rest af nyrupsk blødsødenhed på udlændingeområdet i det nye gamle socialdemokrati. Derfor det mindst entusiastiske ja, man kan forestille sig.

Statsminister Mette Frederiksen nøjedes med en kort, skriftlig kommentar. Selvom en rigsretssag ikke kunne undgås i Støjbergs tilfælde, så var det ”vigtigt for Socialdemokratiet at gøre klart, at en minister både kan og skal sætte den politiske retning, herunder kunne udfordre og sætte spørgsmålstegn ved embedsværkets vurderinger og indstillinger og lade dem afsøge alternativer i arbejdet med politiske løsningsforslag.” Nok siger partiet et halvkvædet ja til en rigsretssag, men det er et fuldtonet nej til, at sagen bliver målestok og spændetrøje for den socialdemokratiske regerings omgang med embedsværket. 

Den største mistillidserklæring

Spændetrøjer var også et tema op til torsdagens gruppemøde i Venstre. Det var til det sidste ledelsens ønske, at gruppen ikke skulle fritstilles, og forud for mødet havde ledelsen forsøgt at skabe en mere entydig opbakning til Ellemanns beslutning om at støtte en rigsretssag. Forsøgene var forgæves, og som nød lærer nøgen kvinde at spinde, lærer modstand presset formand at fritstille en folketingsgruppe. 

Spændetrøjen blev i hvert fald i skuffen, da det til sidst blev tydeligt for de fleste, at omtrent en håndfuld medlemmer ville stemme imod – fritstilling eller ej. Med fritstillingen endte formanden med at fremstå mere storsindet end magtesløs over for den dybe splittelse i partiet, men storsindet på den der måde, som jeg også var storsindet, da jeg som barn skænkede familieundulaten Polle sin frihed, da den allerede var fløjet ud ad vinduet.

Polle kom til sidst hjem igen. Meget tyder på, at det modsatte bliver tilfældet for Støjberg. Man rejser ikke en straffesag, medmindre man er overbevist om, at vedkommende er skyldig, sagde hun på gruppemødet. Og bagefter understregede hun offentligt sin utilfredshed med beslutningen, og at en rigsretssag var ”den største mistillidserklæring”, man kunne opleve fra sin formand. Dermed bevægede hun sig tilsyneladende endnu et skridt nærmere på at være færdig med at vende den gigantiske skrå, der består af medlemskabet af Venstre. 

Ordvalget var næppe tilfældigt – Ellemann har siden juleferien forsøgt at overbevise både befolkning og bagland om, at det i virkeligheden er en tillidserklæring til Støjberg at stille hende for en rigsret, og understregede så sent som i går, at han håbede på en frifindelse. Hvis man skal være venlig, er det et budskab med så ekstremt mange indbyggede nuancer, at det for det utrænede øre kan nærme sig det komplet uforståelige.  

Uendeligt potentiale for problemer

Men det får være. Man kan i hvert fald konstatere, at tillidserklæringen ikke lader til at virke efter hensigten, hvis hensigten altså er at vække tillid til formanden i den del af partiet og vælgerskaren, der støtter Støjberg. Således forlyder det, at det på torsdag aftens virtuelle storkredsmøde mellem medlemmer og formand ganske opsigtsvækkende åbent blev spurgt om, hvad der skulle til, før Ellemann trak sig, ligesom der i kulisserne stadig hviskes om gruppeformand Karsten Lauritzens appel til baglandet om at have tålmodighed med formanden i hvert fald til næste folketingsvalg. Samtidig viser den hidtil eneste meningsmåling siden nytår en tilslutning til Venstre på umådeligt ringe 13,9 pct. Og selvom der givetvis er en god portion forståelse i partiet for, at det skal gøre ondt, før det gør godt, så kan det jo på et tidspunkt gøre så ondt, at det aldrig bliver godt.

Imens har løsgænger og netværksindehaver Lars Løkke Rasmussen måske lidt overraskende for et yderfløjsekskluderende midterprojekt meddelt, at han i lighed med Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti ikke vil stemme for en rigsret. Så den er fin med kompasset, som sømandsvisen lyder, og hvis kompasnålen fører kutteren ind i rørte vande, hvor der kan fiskes utilfredse Venstre-vælgere, der både kan lide ham og Støjberg, gør det tilsyneladende ikke det store. 

Potentialet for problemer synes lige nu uendeligt i Venstre. De vælter ind fra midten, højre, nedefra og bagfra. De tektoniske plader er sat i bevægelse, og partiet har næppe set det sidste eller største jordskælv, før tingene falder rigtigt til ro, og Venstre finder sin placering på det politiske landkort.  

På sin egen triste måde er det måske mest sigende for tingenes tilstand i partiet, at Støjberg, der på kort tid er blevet afsat som næstformand og skal stå anklaget i en rigsret, lader til at være den, der er mindst rystet. 

Man dør jo ikke af at komme i en rigsret, som hun siger. Det skal nok være rigtigt for Støjbergs vedkommende. Det gode spørgsmål er efterhånden, om det samme i længden gælder for Venstres position som det dominerende borgerlige parti i Danmark.   

null

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få dit ugentlige overblik over nyheder

Newsletter