Analyse

15.08.24

Hurra – Transseksuelt bronzealderfund

Der er ved at blive skrevet en kunstig verdenshistorie, hvor den menneskelige udvikling beskrives ud fra det, man føler, er det moralsk rigtige her og nu, skriver Ulrik Søberg. Han slår dog fast, at verden ser ud, som den gør, qua erfaring om hvad der virker, ikke ud fra hvad man føler. Konkret undres han over arkæologernes fortolkning: En mandlig kriger i dametøj.

Jeg har i mit virke de sidste 20 år benyttet et fantastisk tidsskrift. Det hedder Historiebladet og har alle dage stået for videnskabelig lødighed og troværdighed i kilder og artikler.

Det har været symbol for formidling af arkæologiske, historiske og videnskabelige forskningsresultater i årevis.

Historiebladet har fulgt med den digitale udvikling og er at finde på Facebook og som eget online medie og dette ledte mig til denne uges undren: formidling af det forgangne i nutidens moderne rammer.

Min undren indfinder sig efter at have udholdt en tiltagende grad af historiske artikler og opslag med en vinkling så tydelig, at min bevidsthed er begyndt at anse det som spam.

Transgender bronzealderfund
Således kan man læse en nylig artikel i Historiebladet, hvor et bronzealderfund, en såkaldt stele, er fundet i Spanien. Stelen afbilder en figur med to sværd og en tydelig fallos, dog med en hovedpragt og halskæde der dengang normalt blev båret af kvinder.

En gruppe af arkæologer har fra dette - velvilligt viderebragt af Historiebladets redaktion - udledt, at vi i dag må revurdere vores opfattelse af fortidens kønsopfattelse, og at vi derfor også i dag må acceptere fortidens oplevelse af eget køn har været flydende. Måske forestiller figuren endda en transkønnet?

Ideologiske briller og moderne myopi
Dermed er vi tilbage til halvdannelsen og den halve historieforståelse. Vi er tilbage til den der selvoptagethed af eget perspektiv der kendetegner den moderne socialismes og dens identitetsbehov i havet af kollektivistisk ensartethed.

Der hvor ens egen holdning er sandhed og alt udenfor er folk, der er onde eller bare uoplyste.

Der benyttes dermed ens eget moderne perspektiv på mennesket i historien og som 1:1 præmis sidestilles fortidens menneske med nutidens.

Dermed antager man, at den måde vi i dag ser identitet og individualitet på, er stort set ens med disse forgangne tider.

Som en der har uddannet sig indenfor feltet og endda begået en fagfællebedømt artikel om præcis dette emne, må Historiebladets formidling i denne bølge af artikler anskues som konkret misinformation på baggrund af den forvrængede og pseudovidenskabelige førnævnte præmis om eget historiske perspektiv som udtømmende.

Misinformation
Uden at gå i tekniske detaljer eller vedhæfte indlægget her en litteraturliste, kan misinformationen kort opsummeres således:

1.      Dengang har køn kun haft ideologisk betydning ud fra dens naturlige fænomener, altså det naturlige der hører til det biologiske køn og hvad det gør for stammen. Al ikke-reproduktivt samkvem har været anset som generelt unyttig og lignende typer fund som f.eks. Venus fra Willendorf påviser ved afbildning af det naturlige kvindekøn fertilitet, som særligt knyttet til biologiske fænomener ved kvindekroppen

2.      Tidligere tiders menneske har på ingen måde haft samme ide om individualitet og “jeg/selvet” som et moderne menneske og kroppen har spillet en anderledes og større rolle, end vi kender til i dag.

Hvad der fortælles om og måden det fortælles på
Jeg formoder, at jeg ikke er ene om at opleve, at efterhånden enhver niche eller sprække af viden, kultur eller historie nu ikke formidles objektivt, men derimod fra en specifik altomfavnende og detaljeminimeret rummelighedsagenda.

Dette perspektiv anklager f.eks. den store overvægt af såkaldte mandligt udtænkte løsninger på overlevelsens udfordringer som frembringelser, lavet for at holde mænd ved magten og fra et udgangspunkt der tilgodeser mænd.

Perspektivet overser imidlertid, at det er naturen og verdens vilkår, der oftest har krævet tingenes udformning, ikke ideologiske betragtninger.

Udviklingen er dertil ej heller kønnet i særlig magtretning. Verden ser ud som den gør qua erfaring om hvad der virker, ikke ud fra hvad man føler for, der virker.

Dermed knytter vi i dag særlige dyder til de to køn baseret på moderne mentale konstruktioner, fremfor den empiriske verdenshistorie og dens vilkår, og der skabes en kunstig verdenshistorie, hvor menneskelig udvikling binder sig til dyder og værdier som ikke har det empiriske og funktionelle som omdrejningspunkt, men derimod det man føler er det “moralsk rigtige” alene.

Forvanskningen opleves allevegne
Denne kunstige historieformidling og halve historieforståelse og dens formidling af symboler som f.eks. kønnet, vil bestemme definitioner og derfor forvanske virkelighedens detaljer for at opfylde sin fortælling.

Forvanskningen ses i alle de statsbetalte mediers udlægninger af virkeligheden, hvor Hamas terrorister bliver til hamas-krigere/frihedskæmpere og borgere af alle slags etnicitet og ophav tituleres efter nyligt opnået statsborgerskab.

Dermed fortælles den kunstige fortælling om jyder, svenskere og englændere der begår kriminalitet og afgørende detaljer skubbes i baggrunden og til sidst ud i glemsel.

Detaljer beskrivende for gerningsmænd og social kultur udelades og forties medmindre de kan påklistres et højreradikalt mærkat.

Kassetænkning
En sådan historieformidling bliver til en indoktrinering af befolkningen, fordi det skubber grænserne for mange af vores fælles definitioner, som er landemærker for sammenhængskraft og værdier.

Således fremtrylles fortællinger om fortidens illuderede identitetspolitik, som giver rum til fortællinger, som når alle mænd kategoriseres under stigende overfalds- og voldtægtsrater mod kvinder, mens fællesnævner for typen af mænd helt opløses i minimerede detaljer.

Nationalitet formes til den bredest mulige definition uden en egentlig tilknytning til fælles historie og kulturelle værdier.

Deraf bliver beskrivelser af virkeligheden til detaljetomme semantiske afbildninger, hvor man tror, man er enige om definitioner af ting, mens man i virkeligheden taler lysår fordi hinanden.

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter