I går fredag lagde Det Hvide Hus et billede op på sociale medier. Et AI-genereret motiv: Donald Trump set bagfra, gående hen over en endeløs, snedækket flade mod fjerne bjerge. Ved bjergenes fod et grønlandsk flag. I hans hånd en pingvin. Pingvinen holder et amerikansk flag. Under billedet stod blot: “Embrace the penguin.”

Der var ingen forklaring. Ingen kontekst. Ingen tydelig pointe. Og netop derfor virkede billedet.

En zoologisk fejl – og et kommunikativt hit
Reaktionerne lod ikke vente på sig. Mange greb straks den oplagte indvending: pingviner lever ikke i Arktis. De hører hjemme på den sydlige halvkugle. Kritikerne var hurtigt ude, og med selvsikre lettere hånlige bemærkninger berettede de om deres egne fremragende zoologiske kompetencer, som Donald Trump tydeligvis manglede.

Endnu et bevis, lød det, på at Trump er uvidende, uoplyst eller ligeglad med basale fakta. Ret forudsigeligt, og formentlig forventet al den stund, at det er almen viden, at der ingen pingviner er i Grønland.

 Andre så billedet som ironisk trolling, som geopolitisk allegori, som meme-kultur forklædt som statskommunikation. De tog billedet til sig og lagde deres egne fortolkninger ned i det. Nogle med stolthed over præsidentens mod og handlekraft, andre med afsky for en præsident, der kun følger de regler, han selv laver.

Billedet blev delt flittigt. Diskussionerne voksede. Medier samlede det op.

Fejlen som motor
Hvis man læser billedet som politisk kommunikation, er det netop her, det bliver interessant. Ikke i spørgsmålet om pingviners levesteder, men i det forhold, at “fejlen” fungerer som motor. Den inviterer til korrektion. Til hån. Til modstandernes udstilling af deres egen moralske overlegenhed.

Og dermed til spredning af budskabet blandt venner og fjender helt ud i de yderste afkroge af de sociale medier. Selv chefredaktøren på Berlingske Tidende Tom Jensen delte memet på X med en bemærkning om, at ’Det siger alt’.

Men det er netop ikke en kommunikation, der siger alt om overhovedet noget. Den siger kun det, man selv lægger i det. Det er en kommunikationsform, der forudsætter modstand. Kritikken er ikke en bivirkning, men det, der får kredsløbet til fungere.

Pingvinen, der gik væk
Pingvinen er i forvejen et kulturelt ladet symbol. For mange vil associationen gå til Werner Herzogs dokumentar "Encounters at the End of the World", hvor en pingvin forlader kolonien og vandrer alene mod Antarktis indland. Pingvinen er et dyr, der har mistet orienteringen og uundgåeligt går i døden.

I Herzogs univers er der intet romantisk over scenen. Pingvinen er ikke et forbillede, men et billede på vilje løsrevet fra de strukturer, der gør liv muligt. Uden kolonien er der ingen beskyttelse, ingen føde, ingen overlevelse.

Fra tragedie til selvrealisering
Alligevel har netop denne pingvin fået et helt andet liv på internettet. Her optræder den som ikon for selvstændighed, for at gå sine egne veje, for ikke at lade sig holde tilbage af fællesskabet. Tragedien er blevet vendt til affirmation. Meningsløsheden til autenticitet.

Der er endeløse rækker af memes med forskellige betydninger bygget over det lille klip fra Herzogs film, og det har tydeligvis været forlægget for memet ”Embrace the penguin”, som Det Hvis Hus konstruerede og lagde ud.

Betydningen overlades til publikum
Når Det Hvide Hus bruger pingvinen, er det umuligt at afgøre, hvilken af disse mange betydninger der menes. Og der gives ingen anvisning. Billedet insisterer på sin åbenhed. Det udleverer sig ikke til fortolkning, men overlader arbejdet til publikum.

Det er her, billedet adskiller sig fra klassisk politisk kommunikation. Det hverken forklarer, overbeviser eller præciserer. Det lægger et symbol ud i offentligheden og ser, hvad der sker. Reaktionerne – forargelse, latter, hån, bifald – er i sig selv målet.

Postmodernistisk kommunikation
Politisk kommunikation på sociale medier fungerer anderledes end den klassiske model, hvor en politiker siger noget, medierne gengiver det, og vælgerne tager stilling. I dag er det ofte mindre vigtigt, hvad der bliver sagt, end at noget bliver sat i omløb.

Meget af den kommunikation kan med rimelighed kaldes postmodernistisk. Allerede i 1970’erne pegede Jean-François Lyotard på, at de store forklaringer – ideologierne, fremskridtsfortællingerne, de sammenhængende verdensbilleder – mistede grebet om offentligheden. I stedet blev politik mere fragmenteret. Mening blev noget midlertidigt, situationsbestemt og åbent for fortolkning.

Overført til politisk kommunikation betyder det, at budskaber ikke længere behøver være klare og sammenhængende. Tværtimod kan de fungere bedre, hvis de er åbne, tvetydige og lidt svære at få hold på.

Symboler peger på hinanden
Det samme fænomen beskrev Jean Baudrillard, da han skrev om tegn, der løsriver sig fra virkeligheden. Symboler holder op med at pege på noget konkret og begynder i stedet at pege på hinanden.

Kommunikation bliver et kredsløb af billeder, referencer og reaktioner. I politik betyder det, at billeder, memes og korte udsagn kan leve deres eget liv uden at skulle hænge sammen med et egentligt politisk indhold.

Sociale medier har forstærket denne udvikling. Platformene belønner ikke argumenter og forklaringer. De belønner aktivitet. Algoritmerne er ligeglade med, om folk liker, deler eller raser. Det hele tæller. Det eneste, der ikke tæller, er stilhed.

Derfor er det ofte en fordel at lægge noget ud, som kan tolkes i mange retninger. Et budskab, der er helt klart, bliver hurtigt færdiglæst. Et billede eller en formulering, der kan læses på mange måder, holder samtalen i gang, fordi det forvirrer eller irriterer.

Afsenderen binder sig ikke
Sociale medier favoriserer det visuelle, det korte og det følelsesladede. Lange forklaringer og stringente argumenter har dårlige vilkår.

Et tydeligt træk ved denne form for kommunikation er, at afsenderen sjældent binder sig til én bestemt tolkning. Når betydningen ikke bliver fastlagt, kan den heller ikke nemt skydes ned. Kritik rammer ikke afsenderen direkte, men udspiller sig mellem modtagere, der læser det samme indhold vidt forskelligt.

Det betyder, at kommunikation kan være effektiv, selv om den er uklar. Den behøver ikke overbevise. Den skal sætte noget i gang. Opmærksomhed bliver vigtigere end overbevisning. Synlighed vigtigere end sammenhæng.

Det er ikke nødvendigvis smukt. Men det er effektivt.

Paradokset
Paradokset er åbenlyst. Donald Trump har gjort op med det progressive symbolsprog, med identitetspolitik og med den postmoderne opløsning af faste betydninger. Alligevel anvender hans kommunikation symboler uden entydigt indhold, ironi uden afsenderbinding, billeder der først får mening i modtagelsen.

Forskellen ligger ikke i formen, men i hensigten. Når betydningen ikke fastlægges, kan den heller ikke angribes. Kritikken preller af, fordi der ikke er noget klart at ramme. Samtidig holdes opmærksomheden fanget, mens offentligheden diskuterer, hvad der “egentlig” menes.

“Embrace the penguin” er derfor en gåde, der lever af, at den ikke kan løses. Pingvinen fungerer som et spejl, hvor enhver ser sin egen fortolkning – og reagerer på den. Det er ikke nødvendigt at afgøre, om billedet er klogt eller dumt. Det afgørende er, at det virker.

Pingvinen vandrer mod bjergene. Debatten følger efter i fodsporene