Analyse

Oprør fra midten, højre, nedefra og bagfra

Jesper Kraft: 2020 blev et rædselsår for Venstre. 2021 kan vise sig at blive endnu værre.
Foto: Henrik Bjerregrav / Venstre, Flickr
Foto: Henrik Bjerregrav / Venstre, Flickr

Udgivet 08.1.21

Mennesket har i årtusinder beskæftiget sig med at finde formålet med tilsyneladende meningsløs lidelse. Man må håbe for Jakob Ellemann-Jensen, at han har fundet svaret, for ellers må juleferien fra helvede have været en strid omgang at komme gennem. Livet er en jammerdal, og for Venstreformanden lader dalen kun til at blive dybere for hver dag, der går. 

Hvis nogen i Venstre havde illusioner om, at 2021 ville blive anderledes, fik forgængeren på posten hurtigt aflivet dem kl. 22.14 på årets første dag. Med et længere opslag om vigtigheden af at bygge broer og ambitionen om at frigøre både sig selv og en lille rest corydonsk reformånd i Socialdemokratiet afsluttede Lars Løkke Rasmussen 40 års partimedlemskab. Danmark trænger til “et oprør fra midten”, som det en dag senere hed i Løkkes faste klumme i BT. Et oprør, der – pudsigt nok – også ville være et oprør fra politisk irrelevans på det rent personlige plan for den tidligere formand. 

For mange kommer Løkkes udmeldelse ikke som den store overraskelse. Rørt brik skal flyttes, som den tidligere formand ynder at sige, og en politisk cliff hanger har begrænset holdbarhed – på et tidspunkt bliver folk ligeglade med, om man kan holde fast i klippekanten eller ej. 

Begrundelsen er heller ikke ny. Allerede under folketingsvalget begav Løkke sig på vælgerkapringstogt med det på forhånd dødfødte SV-forslag for at finde og erobre Den Politiske Midte™. Nu drager han ud igen med genfunden gejst efter sin atlantkrydsning, men spørgsmålet er, om det ikke ville være nogenlunde lige så meningsfuldt at begynde at lede efter Narnia. Hvis der fandtes et magisk sted på midten, hvor politik ophører, hvor det alene handler om at gøre Det Rationelle™, og hvor et flertal spontant indser, at Lars Løkke hele tiden har haft ret i alt, ville han nok have fundet det allerede.  

Men selvfølgelig er der et publikum. Både til Løkke og til analysen om det saliggørende i at frigøre sig helt for højrefløjens indflydelse. Der findes i hvert fald en relativt stor gruppe borgerlige mennesker, der tror på, at der findes et univers, hvor man med nogen form for regularitet kan få ros af Stine Bosse og samtidig blive (borgerlig) statsminister. 

Vesselbo-syndromet

Som politiker er det let at blive styrket i troen og beruset af den moralske opbakning, man som borgerlig politiker kan få i uendelige mængder, hvis man afsværger sig det borgerlige Danmark og al dets væsen og al dets gerning. Man kunne kalde det Vesselbo-syndromet efter Eyvind Vesselbo, der i sin tid som folketingsmedlem ifølge overleveringerne brugte mere tid på at undsige Venstres politik end forsvare den – og altid til stor begejstring for borgere, der med præludiet ”nu stemmer jeg ikke borgerligt, men” roste Vesselbo til skyerne. Men fænomenet findes på begge fløje. Mange borgerlige elskede fx Bjarne Corydon, fordi han var fuld af kærlighed til skattelettelser og had til Enhedslisten uden at kunne drømme om at stemme socialdemokratisk af den grund. 

Måske har Løkke kastet madding ud for at se, om der er bid. Måske er der en plan om en kombination af løs partistruktur (uden et bagland, der kan afsætte formanden) og tænketank og pengemænd i ryggen. Det vides ikke med sikkerhed – men det er med sikkerhed dårligt nyt for Jakob Ellemann, hvis Løkke får stablet noget på benene, man til næste valg kan stemme på.

En lus mellem to negle

Lige nu er Ellemann fanget som en lus mellem to meget ubehagelige negle. Løkke maler et billede af sin efterfølger som en person, der er låst fast i en umulig alliance med blå blok og ligger fuldstændigt under for højrefløjens ultimative og uhyrlige krav. Og omvendt betragter store dele af højrefløjen Ellemann som en kryptoradikal luskefis med et skævt værdi- og udlændingepolitisk kompas – et indtryk, der kun er bestyrket, efter Ellemann som led i en orkestreret plan for afsætte Inger Støjberg som næstformand en stille nyhedsdag mellem jul og nytår på forsiden af Jyllands-Posten reelt meldte sig klar til at støtte en rigsretsag mod den nu afgående næstformand.  

Siden har Støjberg bedyret, at hun vender skråen i forhold til sin fremtid i Venstre – og det er en meget stor skrå, må man forstå. Mon ikke at den bliver noget mindre, og beslutningen noget lettere, hvis Ellemann og resten af partiet med ham stemmer for, at hun skal stå anklaget i en rigsretssag? 

Støjberg i fri dressur og på hugst i partiets traditionelle bagland er en farlig kombination. Men endnu værre for Ellemann er det, at Støjbergs eventuelle exit givetvis ikke kommer til at gå stille af og har potentiale til at øve uoprettelig skade på Ellemanns troværdighed i forhold til højrefløjen. Det alene kan effektivt forhindre, at han nogensinde bliver det borgerlige Danmarks statsministerkandidat. 

Og så er vi ikke engang begyndt at spekulere på, hvad det kan betyde, hvis Venstre stemmer for en rigsretssag, mens Socialdemokratiet ender med at stemme imod eller blankt. Men det kan vi altid vende tilbage til – og denne uges advokatvurdering gjorde det alt andet lige til et mere usandsynligt udkomme. 

Situationen i Venstre kunne næsten ikke skrives bedre i et drama. Løkke og Støjberg – de to Venstre-folk, der fik flest stemmer ved sidste folketingsvalg – lægger an til at udfordre Ellemann fra hver sin side. Løkke fra venstre. Støjberg fra højre. Og det kan let blive en meget konkret virkelighed. 

Hvis man er i tvivl om, at det er alvor for Ellemann og Venstre, kan man læse dagens interview med den nordjyske gruppeformand, Karsten Lauritzen, i Avisen Danmark. Han opfordrer til tålmodighed med formanden og advarer Venstres bagland mod en panikudskiftning af Ellemann – i det mindste må man give ham chancen til et folketingsvalg. Det er farligt at starte den debat ud af det blå, og man bringer typisk ikke en formands afgang på banen, medmindre det er nødvendigt. Men det er i øvrigt næppe tilfældigt, at det er en fremtrædende nordjyde, der føler sig kaldet til at levere lige netop det budskab – ifølge forlydender i partiet er utilfredsheden med Ellemann betydelig nordenfjords. 

 Socialdemokratiet må en gang imellem have svært ved at tro sit eget held. 

null

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få dit ugentlige overblik over nyheder

Newsletter