Der er noget i gære i dansk politik. I skrivende stund afholdes der folkemøde på Bornholm. Derovre er der gang i romancerne. Jakob Ellemann-Jensen har bedyret, at han og Venstre gerne vil underordne sig Søren Pape og Konservative i en borgerlig regering. Endnu mere opsigtsvækkende er romancen mellem Liberal Alliances Alex Vanopslagh og Radikale Venstres Sofie Carsten Nielsen.
Om det er sommerkuller, økuller, fornuftig strategi for en presset borgerlighed eller måske endnu et udslag af den almindelige forvirring i blå blok, er vanskeligt at sige, men en ting er klart: Den borgerlige bloks problemer har alt muligt at gøre med Mette Frederiksen og den forandring af det politiske billede, som hendes styrkeposition har afstedkommet, og stadig afstedkommer – selvom meningsmålingerne aktuelt er sat i bakgear for Socialdemokratiet.
Af samme grund skal journalisten Anne Sofie Kragh meget omtalte bog Det første år om Mette Frederiksens, ja, første år, ikke bare læses som en indgående skildring af en kritisk periode i Mette Frederiksens embedsperiode, men som et stykke politisk historieskrivning, der meget præcist kaster strejflys over Mette Frederiksens succes og det borgerlige Danmarks fiasko i første fase af coronahåndteringen. Det kan man lære af, hvis man vil.
Bogens salgspunkt er, at Anne Sofie Kragh har haft eksklusiv adgang til Mette Frederiksen. Hun har været med snart sagt overalt og kan referere, hvad centrale beslutningstagere har sagt – og tilsyneladende også hvad de har tænkt. I sidste tilfælde må det rimeligvis bero på aktørernes egne beretninger.
Kragh er tæt på og skriver for det meste levende. Og for så vidt bogen står til troende, bekræfter den i høj grad det indtryk af en stærk regeringsleder og en rådvild opposition, som mange vælgere allerede dannede sig under selve krisen.
Det bekræfter også det billede, at regeringens handlekraft var afgørende i forhold til at få sundhedsmyndighederne eller mere præcist Sundhedsstyrelsen til at tage krisen alvorligt.
Bogen dokumenterer udførligt, at coronageneralen Søren Brostrøm ikke havde greb om situationen og ikke indså dens alvor, før han blev tvunget til det. Brostrøm fastholdt først, at det var meget usandsynligt, at corona kom til Danmark. Da Udenrigsministeriet havde brug for oplysninger fra Sundhedsstyrelsen, så man kunne rådgive befolkningen om, hvilke lande man måtte rejse til, fik man ofte intet svar fra den egenrådige styrelse.
Senere da internationale studier, f.eks. den norske sundhedsstyrelse, pegede på epidemiens konsekvenser, fastholdt Brostrøm og Sundhedsstyrelsen et meget konservativt estimat, der fik håndfaste tiltag til at fremstå som overflødige. Brostrøm er tilsyneladende ikke en af kilderne til bogen. Det kan man spekulere over.
Kragh dokumenterer også et billede, som allerede blev tydeligt i rapporten Håndteringen af covid-19 i foråret 2020, nemlig at Statsministeriets departementschef Barbara Bertelsen sammen med Sundhedsministeriets departementschef, Per Okkels, og Kåre Mølbak fra Statens Serum Institut spillede en central rolle i forsøget på at få Sundhedsstyrelsen til at tage epidemien alvorligt. De havde alle læst et toneangivende epidemiologisk studie i The New England Journal of Medicine.
Der opstod ifølge Kragh tidligt en slags akse mellem Bertelsen og Mølbak.
I slutningen af februar og begyndelsen af november gik Mette Frederiksen mere aktivt ind i krisehåndteringen og satte det på dagsordenen af egen kraft. Forinden var Heunicke personligt gået ind i coronahåndteringen i Sundhedsministeriet efter et svigt i karantæneforholdsreglerne.
Dette er, hvad iagttagere har beskrevet som politisering af coronahåndteringen. Og politisering var forudsætningen for, at der blev handlet hurtigt og resolut i det tidlige forår 2020.
En ting, det er vigtigt at holde fast ved, er, at de borgerlige partier faktisk støttede op om nedlukningen. Spørgsmålet var for stort til fnidder, mente Jakob Ellemann-Jensen ifølge Kragh. Imidlertid var det allerede ved nedlukningen, at de ord fremkom, som lokkede oppositionen ud i det dræbende procesrytteri, som de borgerlige troede var en trumf, men som – til ingens store overraskelse – viste sig at være en klods om benet.
På pressemødet 11. marts hed det nemlig, at sundhedsmyndighederne anbefalede nedlukningen. Da det siden viste sig, at Sundhedsstyrelsen faktisk havde været kritisk, blev det et forjættende spørgsmål, hvem det så var, der havde anbefalet nedlukningen.
Det var, viste det sig, seruminstituttets Kåre Mølbak, men indtil det kom frem, blev sagen – som bogen klart viser – en kilde til voldsom konfrontation mellem regering og opposition. Det var her, mistilliden satte sig.
Handlekraften blev opfattet som egenrådighed, og politisering blev fulgt op af politisk splittelse. Også dette viser bogen klart, med vægt på hvordan det blev oplevet inde fra regeringens inderste cirkler.
Problemet for de borgerlige var – og er – at de kom til at stille sig på den forkerte side af den politiske konflikt. I en historisk politisk, institutionel og sundhedsmæssig krise var nødvendigheden handlekraft. Tvivlen stod ikke i høj kurs. Skulle heller ikke gøre det.
Det er stadig sådan i dag, hvor coronatrætheden for alvor har sat ind, at netop regeringens vilje til politik, det vil sige at bruge magten til at skabe et bedre samfund – eller sådan må den i hvert fald mene – er Mette Frederiksen og Co.s største trumf. Før de borgerlige lærer at stille sig dette politiske spørgsmål ”hvad vil vi, og hvordan gør vi det?”, vil Mette Frederiksen have den ideologiske førertrøje.
Det er med andre ord ikke nok med økuller og sommerromancer.
