Alliance for Responsible Citizenship (ARC) har i kølvandet på den anden ARC-konference, der afholdtes i februar 2025, udgivet sin første bog The Best of Our Inheritance - Restoring Our Foundations.
Bogen har karakter af et manifest i essayform, hvor 15 prominente skribenter fra forskellige fagområder indenfor filosofi, økonomi, psykologi, jura, teknologi og teologi forsøger at sætte ord på, hvad der har skabt den vestlige verdens succes, og hvordan disse fundamenter kan styrkes i en tid, der som vores er præget af kulturel og politisk desorientering.
I bogens forord stiller Philippa Stroud, medstifter af og CEO for ARC, den samtidsdiagnose, der er baggrunden for alliancens opståen. Stroud påpeger at vi, der lever i Vesten bør være stolte og taknemmelige for den arv, vi har fået.
Samtidigt påpeger hun, at der er en overhængende fare for, at vi hastigt er ved at miste forankringen i vores på alle måder righoldige arv, hvorfor vi må genopdage og genoptage styrkelsen af de fundamenter og søjler, der oppebærer vores vestlige civilisations stolte arkitektur af filosofi, religion, kunst, økonomi, videnskab, demokrati og humanisme.