Gud ske tak og lov for, at det er en kvinde, der har skrevet denne bog. Hvis det var en mand, der offentligt ytrede, hvad Louise Perry skriver i sin bog, ville vedkommende blive klynget op i nærmeste lygtepæl af en flok sidste nye feminister med tilråb som "misogynist" og "mandschauvinist".

Dermed ikke sagt, at Perry skal vide sig sikker. For det er tabuiseret stof, hun tager under kærlig behandling.

Og nej, jeg tænker ikke på alle de indbildte hverdagstabuer, som næsten dagligt bliver nævnt i damebladene, såsom menstruation, mental load og rodede børneværelser. Næh, det er Det Store Tabu, vi taler om: At 68’ernes seksuelle revolution faktisk var en fejl, der skader kvinder mere, end den gavner dem.

Sex & the City
Hvad hvis de generationer af kvinder, der fulgte rødstrømperne, har levet med en falsk fortælling om, at fri sex er frigørende for kvinder?

Hvad hvis tv-serien Sex and the City, og især Kim Cattralls promiskuøse karakter Samantha Jones, ledte alle kvinder, der var unge i 80’erne, på afveje ved at overtage mandens aktive seksuelle livsstil, hvor sex kun handler om sex, og hvor moral og klassiske dyder hørte fortiden til?

Hvad nu hvis fri sex ikke er frigørende, men bare skaber et andet fængsel?

Hvad hvis seksuel tilbageholdenhed, ægteskab og familie faktisk er det, der skaber mest lykke for kvinder set over et helt liv?

Det er det tabu, Louise Perry tager livtag med i sin bog, som udkom på engelsk i 2022 og nu udkommer på dansk, naturligvis oversat af Eva Selsing, som også har skrevet forordet. Naturligvis, siger jeg, for Eva Selsing er velsagtens en af de eneste danske kvinder, der tør tage samme brandfarlige tema op.

Kvinde, vær promiskuøs
Vi lever i et samfund, hvor næsten alle argumenterer for, at hvis kvinders seksualitet på nogen måde er problematisk, skyldes det for lidt frisind og for meget fordømmelse – især fra mænd.

Synspunktet om, at kvinder skal være mere seksuelt tilbageholdende, er ikke noget, der giver mange venner uden for dybt borgerlige kredse, og især vil man møde feministernes vrede – både de nye og de gamle af slagsen.

Moderne kvinders seksuelle frihed og vigtigheden af, at de på ingen måde tilpasser sig en seksualmoral, er det urokkelige fundament for al yderligere snak om, hvordan vi kan indrette samfundet. Ja, feminister hylder i stigende grad promiskuøs opførsel.

Tænk WAP (Wet Ass Pussy) med Cardi B og Megan Thee Stallion, Bonnie Blues sexvideoer med hende i centrum og hele accepten af OnlyFans-kulturen. Kvinders sex er blevet maskulin på den primitive måde, og promiskuitet ses som et nødvendigt opgør med et indbildt patriarkat og en nyfeministisk vrangsforestilling om, at Vesten er en virkeliggørelse af The Handmaid’s Tale.

Rend os i traditionerne
I den moderne feminismes kønskamp bliver kvinder, der taler for en mere klassisk seksualmoral, betragtet som forrædere og klassefjender – først og fremmest af venstrefløjens feminister, men sådan set også af de borgerlige feminister, der sætter deres kryds ved Konservative, Venstre og Liberal Alliance.

Tonen er anderledes, men der er en tydelig kløft mellem Perry/Selsing og de liberal-borgerlige kvinder fra blå blok, som langt fra er nyfeminister, men heller ikke vil erkende, at ubegrænset frihed og total ligestilling fører til et dårligt liv.

Perry selv beskrives som den førende reaktionære feminist, hvilket er den konservative variant af feminisme, som lægger vægt på traditionelle kønsroller, heteronormativitet og familien som løsninger på kvinders socioøkonomiske udfordringer.

Så nu skal vi ikke bare kæmpe med at forstå forskellen mellem anden- og fjerdebølgefeminisme, men også mellem de to bølger og den reaktionære feminisme.

Tradwife?
De fleste danske feminister vil nok helst afskrive Perry tradwife, en af patriarkatets undertrykte kvinder eller decideret antifeminist. Men det er ikke rigtigt. Hun er klart feminist i den forstand, at hun først og fremmest har fokus på kvinders ve og vel. For det er målet med bogen: at øge livskvaliteten for kvinder ved at informere om alle de faldgruber, der er for kvinder i det seksuelt frigjorte Vesten anno 2026.

På trods af bogens undertitel, ”En ny guide til sex i det 21. århundrede”, er den ikke en manual til mere og bedre seksuel nydelse, men snarere en vejledning i, hvordan man undgår frigørelsens faldgruber ved at give læseren en god og velskrevet forståelse for dem.

Perry gennemgår de klassiske kønslige konfliktområder – biologiske kønsforskelle, begær, engangsknald, samtykke, porno osv. – og konkluderer, at kvinder langt hen ad vejen er taberne i det spil.

Biologi bandlyst
Der er – for mig – intet overraskende i hendes analyser og konklusioner. Hendes tilgang til kønnene ligger tæt på den, Alexander Kvist Hansen og jeg lagde i Mand kend din styrke: biologi, evolutionspsykologi, seksuelle strategier samt empiriske data om porno, prostitution og moderne parforhold.

Der er ikke noget af det, Perry skriver, som er kontroversielt, men det er alligevel eksplosivt for langt de fleste kvinder i vores postmodernistiske samfund, hvor biologi er bandlyst, og hvor alle samfundsmæssige problemer og kønsforskelle bliver bortforklaret med henvisninger til strukturer, fordomme og sexisme.

Langt flere burde læse og forstå disse ting, fordi de er så vigtige, hvis vi skal skabe et samfund, som både mænd og kvinder kan trives i. Og bare rolig: Det er ikke kun kvinder, som ifølge Perry bør være mere seksuelt tilbageholdende og dermed styrke værdien af det. Det er også mænd.

De socioseksuelle
Der var dog én ting, Perry nævnte omkring kvinders promiskuitet, der var særligt interessant, og som jeg ikke var klar over. Jeg taler både on- og offline med kvinder, som er meget imod tanken om på nogen måde at italesætte kvinders promiskuitet med forklaringen om, at det ikke har betydning for deres personlige evne til at danne succesfulde og stabile parforhold senere i livet. Det har altid undret mig lidt.

Årsagen er nok den, at der ifølge Perry findes en lille andel kvinder, som scorer højt i det, man kalder socioseksualitet, hvilket gør, at de er i stand til at have en ret frigjort seksualitet, uden at det skader dem.

Det er godt for dem, sådan set, men derfor skal man jo ikke lade deres personlige evner på det område danne standarden for dem, der ikke har samme evner. Sagen er nemlig den, at de fleste kvinder taber på den lange bane ved at have for meget sex afkoblet fra følelser og pardannelse.

De fleste mænd er også tabere
Jeg er helt enig i langt de fleste af Perrys analyser og pointer, men hun har en tendens til at gøre kvinder til ofre for mænds adfærd. Det er alt for simpelt.

Det er ikke mænd, der har skabt den moderne kønsmoral. Det er især andenbølgefeministerne, der skabte den seksuelle revolution – og de svage mænd i sandaler og hjemmestrikkede sweatre, der lod dem gøre det.

Det er også langt fra alle mænd, der vinder ved mange moderne kvinders relativt promiskuøse adfærd. Det er først og fremmest de 20 procent mænd i toppen af samfundet, som har et bredt udvalg af seksuelt tilgængelige kvinder, og som derfor ikke behøver tage særligt ansvar for den enkelte udvalgte kvinde, der vinder.

Langt de fleste mænd taber på kvindernes seksuelle frigørelse, eftersom alfaerne i toppen tager dem alle sammen.

Resten af mændene, herunder alle de gode, rare mænd, må pænt vente, til de kvinder, der lever Sex and the City-livet, er klar til at slå sig ned, hvilket ofte sker, når deres biologiske ur begynder at tikke højt, når de runder de 30 år.

Det gode kvindeliv
Langt det meste af bogen består af stærke analyser af konsekvenserne for kvinder af den moderne seksualitet. Først til sidst er der et mindre kapitel med gode råd og tanker om, hvordan kvinder kommer bedst i gang med et godt kvindeliv set med Perrys øjne.

Der er ikke overraskende de traditionelt borgerlige løsninger, der er på menuen, såsom at være mere seksuelt tilbageholdende, være bedre til at vælge de gode mænd, stifte familie og få børn. Det er råd, som har været almen viden i stort set hele menneskehedens historie, men som siden 1968 er blevet betragtet som kætteri.

Perry er naturligvis godt klar over, at det ikke er nemt at være en del af en traditionel familie. Der er mange kompromiser, og det er ikke nemt at balancere mellem børn, begær, moderskab og karriere. Det er også få, der vil tilbage til victoriatidens snærende kønsroller.

Henvendt til liberal-borgerlige kvinder
Men hvis Perry har ret i sine analyser – og det mener jeg, hun har – så er alternativet værre, også for kvinder. Derfor bør især kvinder læse denne bog. For det er især kvinder, der som det eftertragtede køn har magten til at ændre vores noget fallerede seksuelle moral.

Det er åbenlyst, at det er unge kvindelige nyfeminister, der vil få mest ud af at læse bogen, fordi de har mest at vinde, og de vil kunne undgå at begå nogle store fejl i deres liv, som der ikke er nogen fortrydelsesret på. Langt de fleste, for ikke at sige alle nyfeminister, vil formentlig undlade at købe denne bog, ja, smide den langt væk, hvis de fik den foræret.

Men dem, jeg mest ville ønske læste bogen, er de liberal-borgerlige kvinder, jeg nævnte før – dem, der stemmer på V, K og LA, og som modsat venstrefløjen er nogenlunde bevidste om, at mænd og kvinder ikke er ens, men endnu ikke har draget de nødvendige konsekvenser.

Først når de gør det, kan vi for alvor skubbe samfundet i en bedre retning.

Louise Perry: Opgøret med den seksuelle revolution - en ny guide til sex i det 21. århundrede
Med forord af Eva Selsing
260 sider, 295 kr.
Forlaget Ellekær