Hernings afgående borgmester, venstremanden Lars Krarup, har selv bidraget til store forventninger til bogen Mennesker og muligheder. Der var “historier, kun han kunne fortælle”, han, “skaberen af det moderne, dynamiske Herning, resten af Danmark lader sig inspirere af”. 

Ingen kan heller anfægte, at Lars Krarup er en dygtig politiker, måske den dygtigste i landet, der aldrig har begået sig i landspolitik. ‘De kaldte mig bykonge’ hedder et kapitel. Ligesom det ikke kan bestrides, at der er sket store ting i Herning de sidste 20 år, hvor han har været borgmester. 

Det gør bare ikke, at hans bog er god, og det er den ikke. 

Mennesker og muligheder rummer historierne om, hvordan den unge Lars Krarup, endnu ikke fyldt 30, overtager styringen af Herning i 2001, hvor forgænger Helge Sander skal være minister. Undervejs hører vi om blandt andet kommunesammenlægning, Formel 1, journalistik og borgmesterens møder med Kongehuset, som han sætter i høj agtelse. Ikke mindst hører vi om Lars Krarups passion for idræt, både personligt og politisk. Krydret med venlige hilsener til de andre, der “sammen med Lars Krarup har spillet en rolle for Hernings transformation fra upåagtet tekstilby til Vestdanmarks erhvervs- og eventcentrum nummer et”. 

Desværre sker det, næsten hver gang bogen lægger an til kvalitet, at det bliver afløst af skuffelser. 

Lars Krarup er en af de få aktive borgmestre, der har siddet på posten på begge sider af kommunalreformen og har også mere generelt kendskab til kommunalpolitik gennem sit engagement i KL. Som politisk nørd er det fint nok at læse noget om, hvordan den proces med sammenlægninger forløb. Men der er ingen perspektivering af manden, der sidder med optimale forudsætninger for at gøre det. Var det godt for kommunen, borgerne, Danmark? 

Helt galt går det i kapitlet ‘Armlægning med en morgenavis’, hvor Krarup beretter om et udestående med Jyllands-Posten. Avisen skriver en historie på tyndt grundlag, mener borgmesteren og udlægger armlægningen med journalisterne. Men undlader helt at nævne, hvad historien egentlig handler om (et muligvis kompromitterende salg af byggegrunde til lokale erhvervsinteresser).

Krarup forklarer, at han har fravalgt landspolitik, blandt andet fordi han ikke gider jages af journalister, der roder i hans skrald. Forståeligt nok, men spørgsmålet er, om ikke han selv er endt i den modsatte grøft. Det fremgår ikke af omslaget, men bogen er udgivet af Mediehuset Herning Folkeblad med hjælp fra en journalist ansat inden for samme mediehus. Dette er ikke ulovligt, men gør fraværet af borgmesterens refleksioner om med- og modspil i lokalpolitik og sin egen store magt desto mere påfaldende. 

I bogen skal modspillet folde sig ud med de tilbagevendende tekstbokse ‘Set udefra’, hvor andre personer får et uredigeret ord indført om de skiftende temaer. Det er i princippet en fin idé, men beklageligt udført, for så vidt ordet går til borgmesterens venner, ansatte, partifæller og samarbejdspartnere. 

Et tidligt ‘Set udefra’-indslag giver dog en spændende oplysning: En kommunalpolitiker nævner, at Krarup har haft problemer med Venstres byrådsgruppe. Det er nok ikke ualmindeligt for borgmestre, at det er på den interne front, de afgørende splittelser udspiller sig, særligt ikke for dem med absolut flertal som her. 

Men disse beretninger får vi ikke fra hovedpersonen, der heller ikke bibringer væsentligt nyt om Venstre og partiets formandsopgør i 2014, som han ellers er i en position til at berette om. Jo, vi hører selvfølgelig om modspil i forbindelse med politireformen og supersygehuse, som er lands- og regionspolitiske anliggender. Der er forbløffende lidt om den slags på eget rådhus. Man havde ellers gerne hørt om dengang, hvor Kristendemokraterne forlod budgetforhandlingerne, fordi Krarup ikke ville støtte skateboarding i Pinsekirken, om så bare fordi det lyder virkelig morsomt.

Bogens fundamentale problem er, at Lars Krarup kun skriver om det, han har lyst til at skrive om, foruden hvad han ikke kan komme uden om at omtale. Det indrømmer han selv i forordet. Politik i hans bog og hans optik handler om Mennesker og muligheder. Men for at blive i bogstavrimene handler politik i praksis også om magt, modparter, mistillid, micromanagement og mislykkede målsætninger. Og de ting mangler i Krarups bog, ikke forstået sådan at temaerne er fraværende, men fordi de sjældent udfoldes, så det gør indtryk. 

De få fortrydelser, han nævner, virker underligt påtagede og nedspillede. Nogle gange er han for ærlig (!) Og så var der dengang, hvor han talte vredt til en eller anden nede hos bageren i Lind. Og det var ikke smart at møde op i almindeligt tøj hos Hosebinderlauget. Og så skulle han vel ikke have sagt sådan og sådan i forbindelse med genåbningen af Holtegårdsskolen, men det var stadig det bedste for Herning. 

Det kan jo ikke passe, det her. Selv hvis Krarup er den bedste borgmester nogensinde, kan man ikke sidde 20 år i et magtfuldt embede uden at lave graverende fejl, man fortryder eller indkassere et nederlag nu og da. Eller bruge mindre fine tricks til at få ens egen dagsorden igennem. Det kan man godt stå ved i højere grad, uden at det kommer til at ligne et bekendelsesskrift. Der er for mange af de historier, kun han kunne fortælle, der ikke bliver fortalt.

På positivsiden må man give Herning Folkeblad, at bogen visuelt er en meget fin og gennemarbejdet bog. Så er den oven i købet billig. Men også her er det problematisk. For det har ladet sig gøre via sponsorer af bogen, hvis identitet aldrig bliver røbet. 

Dette er ikke en antydning om, at borgmesteren skriver med ført hånd, for det gør han givetvis ikke. Sagen er, at læserne bør udstyres med viden om, hvem der har sponseret, så vi enten kan tage det til efterretning, for så vidt disse aktører eventuelt optræder i bogen, eller udelukke tvivl og teorier i den retning. Ellers må det trække ned.  

På bundlinjen står, at præmisserne var skæve, og derfor blev Mennesker og muligheder uspændende og utilfredsstillende. I det mindste blev vi klogere på, hvorfor Lars Krarup agter Kongehuset så højt. At være en slags ophøjet figur, hævet over politik og trakasserier, personificeringen af en befolkning, fælles og samlet under et personligt lederskab; det er sådan, denne bog skal holde Herning-borgmesteren i erindring. 

Måske blev det også sådan for Lars Krarup i Herning nogle gange. Men det kan jo kun være en selektiv sandhed, når manden nu engang er begrænset af den politiske virkelighed, al den stund han ikke er kongelig, men folkevalgt politiker. Uanset hvor meget de kalder ham for bykonge.