Anmeldelse

20.02.22

Hvis ikke meritokrati, hvad så?

Journalisten Adrian Wooldridge har skrevet en læseværdig bog om meritokratiets historie. ‘The Aristocracy of Talent: How Meritocracy Made the Modern World’ er samtidig et vellykket forsvar for meritokratiet i sig selv, skriver anmelder Nicolai Svejgaard Poulsen.
Motivet ‘The Ladder of Fortune’ fra Currier and Ives, 1875, brugt på forsiden af bogen fra udgiver Allen Lane.
Motivet ‘The Ladder of Fortune’ fra Currier and Ives, 1875, brugt på forsiden af bogen fra udgiver Allen Lane.

“En karriere, der står åben for talenterne”.

Det var et af de slagord fra Den Franske Revolution, der stod tilbage, da blodet fra guillotinerne var vasket bort, og som beskriver det afgørende brud mellem Europas feudale og enevældige fortids privilegier og det moderne samfunds rettigheder.

I den moderne verden har du ret til at udfolde dine talenter, og ingen har ret til at nægte dig det, du selv har gjort dig fortjent til (sådan da). Lige meget, hvem du er, lige meget hvor du er, så velkommen her – hvis du er dygtig og flittig. Din position i samfundet afhænger af, hvad du kan og gør, og det kalder vi så for meritokrati. 

Det har Adrian Wooldridge, politisk redaktør hos The Economist, skrevet en bog om. Han skriver i The Aristocracy of Talent: How Meritocracy Made the Modern World, at meritokratiet skabte den moderne verden. Det er ikke nogen ny erkendelse, men Wooldridges bog gør noget, som få bøger i tiden gør: Den kigger på den rasende kulturkrig fra venstre og højre og forsøger at formulere en position, der forholder sig til begge fløjes argumenter ærligt og imødekommende uden at være til fals for dem.

De kommunitære konservative anklager meritokratiet for at splitte samfundet mellem en kognitiv elite og folket, som eliten føler sig berettiget til at herske over og se ned på. Michael Sandel har i sin bog  The Tyranny of Merit anklaget meritokratiet for at undergrave de vestlige sammenhængskraft gennem en ny og mere ondskabsfuld form for ulighed.

De woke anklager derimod meritokratiet for at være en umulig løgn og et skalkeskjul for privilegier. Det er de onde, dumme og hvide (mænd), der har designet hele samfundet til at favorisere dem og undertrykke alle andre. Og der vil aldrig være en vej til mere fremgang blandt minoriteter, der går gennem meritokratiet. 

På den baggrund tjener The Aristocracy of Talent dermed både som et fyldestgørende og nuanceret indblik i meritokratiets historie og en form for proto-manifest til forsvar for meritokrati. Den tager udgangspunkt i britiske og amerikanske forhold, når det kommer til de konkrete detaljer, men behandler temaer, der går igen overalt.

Den liberale revolution
Wooldridge slår fast, at idealet om at favorisere de talentfulde ikke er opfundet af hvide mennesker, sådan som man kan høre det påstået fra begge fløje. Idealet kan genfindes på tværs af historie og kulturer fra Grækenland til Kina. Men meritokratiet fik først for alvor luft under vingerne i kombination med den vestlige individualisme.

Det skete som del af den liberale revolution, der gjorde op med den gamle feudale model, hvor man ofte købte sig til jobs og titler, eller fik dem for sin tro tjeneste, eller fordi man var i familie med dem, der kunne dele ud af dem. Nu skulle poster og status tildeles efter meritter, og derfor kom eksamenspapirer til at spille en nøglerolle. 

Bogen fortæller den spændende historie om, hvordan arbejderbevægelsen i Storbritannien først blev meritokratiets allerstørste tilhængere. Denne kærlighed til meritokratiet varede dog ikke ved i arbejderbevægelsen, der fra 70’erne anså det som et problem, at arbejderklassens kvikkeste hoveder blev stjålet af den øvre middelklasse. 

Det førte til, at de offentlige eliteskoler blev sløjfet, lige i tide til at give de private kostskoler nyt liv, og det skete samtidig med den begyndende fusion af det velbeslåede plutokrati og det veluddannede meritokrati, som Wooldridge kalder for ”pluto-meritokratiet”. Hvor prisen i både penge, tid og netværk for adgang til de bedste uddannelsessteder startede sin groteske himmelflugt, som har efterladt flere og flere på landjorden.

Vil man i dag ind på direktionsgangene i de største globale virksomheder, medier og NGO’er, skal man helst have eksamenspapirer fra de amerikanske Ivy League-colleges, Oxford, Cambridge eller London School of Economics. Her er det indlysende en fordel, at man selv er barn af forældre med sådan nogle eksamenspapirer (og penge).

Og så er meritokratiet jo endt som undergravet.  

Wooldridge beskriver fordærvelsen og fremkomsten af den kognitive elite, som han tildeler størstedelen af skylden for den udbredte følelse af uretfærdighed og utilfredshed, der har bredt sig i Vesten og fået store dele af befolkningen til at gøre oprør ved at stemme på Trump, Brexit og Le Pen.

Klogere meritokrati udbedes
En sjov anekdote er, at Toraen på grund det jødiske ry for det skriftkloge meritokrati går som varmt brød i Sydkorea blandt hyperambitiøse tigermødre, der allerede under svangerskabet sætter den på som lydbog for deres kommende lille superstræber. Singapore har bygget sin succes på en benhård satsning på uddannelse koblet til krav om at aflægge tjeneste i embedsværket efter endt uddannelse, og i Kommunist-Kina har man genstartet mandarinernes eksamensræs i et hidtil uset omfang.

Ude i Fjernøsten bukker og skraber man altså stadig for meritternes tyranni, og selvom der måske ikke kommer så mange kreative genier ud af alt det terperi, kan man vel også bruge millioner og atter millioner af kemikere, ingeniører, læger, advokater, IT-programmører og deslige til ét og andet.

Endelig er der fyldige beskrivelser af meritokratiets rolle i forhold til arbejderklassen, kvinder og minoriteter. Wooldridge er fuldstændig utvetydig i sin konklusion om, at meritokratiet som ideal har været den største drivkraft bag at sikre alle disse grupper økonomisk selvstændighed og dermed retten til at spille en rolle i samfundsudviklingen.

Som det fremgår, kommer Wooldridge vidt omkring. Men hvad skal vi bruge det til? Bogen runder af med en konklusion, der forholder sig til kritikken og tager nogle glimrende skridt til at formulere en liberal position over for kommunitaristisk konservatisme og offergørende wokeness.

“Uligheden ER ubehageligt høj mange steder. Eksaminer KAN føles undertrykkende. Den kognitive elite ER ubærligt selvfed,” som han medgiver. 

Wooldridges svar er mere meritokrati på den ene side og klogere meritokrati. Det kan lyde som et ironisk ekko af de kommunister, der mente, at Sovjetunionen fejlede på grund af for lidt socialisme, men i modsætning til socialisme har meritokratiet opbygget et rimelig solidt CV de seneste 200 år.

Forfatteren anbefaler at gasse ned for uddannelsessnobberiet og give alternative meritter, for eksempel erhvervsuddannelser, flere ressourcer og mere prestige. Vi skal anerkende, at marginaliserede grupper skal hjælpes med at overkomme det, der hæmmer dem, uden at det betyder, at der ikke skal stilles krav. Og så skal vi skrue op for forventningerne og forpligtelserne til den elite, der stiger til tops i meritokratiet.

Denne bog er et særligt godt sted at starte, hvis man ideologisk befinder sig i omegnen af borgerligt-liberal. En stærkt woke læser vil givetvis affeje det hele. Dem om det. En stærkt kommunitarisk læser vil givetvis betragte bogens forslag som lappeløsninger, der ikke forholder sig til kernen. Men Wooldridges konklusion stiller det oplagte spørgsmål: Hvis ikke meritokrati, hvad så?

Bogen er et stærkt vidnesbyrd om de massive kræfter, som sammenkobling mellem individualisme og meritokrati har sluppet fri i Vesten, både hvad angår materiel fremgang og social mobilitet. Bogen er en begmand, både til uddannelsessnobberi, rige folks dumme børn og wokeisme, samt en vigtig nuancering og korrigering af den kommunitaristiske kritik af meritokratiet.

Alt i alt har Wooldridge skrevet en god introduktion til meritokratiets tilstand i Vesten, dets kritikere og deres pointer. The Aristocracy of Talent: How Meritocracy Made the Modern World kan anbefales til alle, der interesserer sig for kulturkrigen, særligt hvis man som føler sig lidt som menneskene i Alien vs. Predator-filmen, der er fanget i en dødskamp mellem drabelige uhyrer til højre og venstre.

Bare vi husker, at de stadig læser til eksamen i Fjernøsten imens. 

null

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter