Anmeldelse

Moderne pædagoger vil få kaffen galt i halsen

‘Forsvar for almindeligheden’ er en reaktionær bog, der maner til dannelse, og det er veludført arbejde, skriver Rasmus Ulstrup Larsen. Blandt andet fordi forfatter Mikael Jalving undgår en klassisk fælde for historikere, påpeger anmelderen.
Bogen er udkommet på Forlaget Hovedland.
Bogen er udkommet på Forlaget Hovedland.

Udgivet 19.9.21

I sin nye bog Forsvar for almindeligheden sætter Mikael Jalving sig for at forsvare almindeligheden (overraskende nok). Bogen er opdelt i syv kapitler, der hver især er et forsvar for helt fundamentale elementer i et almindeligt liv; køn, familie, barndom, dannelse, skønhed, det danske folk og sidst, men ikke mindst Gud.

Det er faktisk en sværere disciplin end som så, Jalving har kastet sig ud i. For hvis almindeligheden skal forsvares, må den også forsvares med almindelig sund fornuft uden store epifaniske teorier. Netop dette har Jalving forstået. Bogen er ikke fyldt med lange og komplicerede ræsonnementer. Den er til gengæld fyldt med klar og indlysende tale, som man til stadighed kan undre sig over, at ikke alle kan forstå.

Læs blot denne skarpe observation om de progressive kosmopolitters manglende blik for, hvad et folk er:

”To dogmer dominerer. Enten taler de om verden – eller også taler de om individet (…) Dermed forvansker venstrefløjen og de liberale al den sociale virkelighed, der befinder sig midt imellem individ og verden og egentlig er det stof, der forbinder os i praksis, altså tro, håb og kærlighed, herunder nation, religion, det lokale, familien, hjemmet.”

Det er godt set, at hvis man kun opererer konceptuelt med individet eller hele verden, så mister man blikket for det, der egentligt betyder noget for ethvert menneskes liv. Men det er også komplekst at forholde sig til mellemlaget, selvom det er dét, dannelsen skal gøre os i stand til, Som Jalving argumenterer bravt for i sit kapitel om dannelsen.

Moderne pædagoger og forskere vil ganske givet få deres kaffe galt i halsen, hvis de læser denne reaktionære bog om, hvad dannelse er, og hvad der skal til for at blive dannet.

Jalving hævder f.eks. frækt, at det moderne dannelsesideal om dovenskab og uvidenhed ikke er nok for at være dannet. Der skal flid til. Man skal anstrenge sig og øve sig. En indlysende sandhed, som er blevet kastet på møddingen siden 1968.

I det hele taget er bogen ikke bleg for at sige, at meget er gået galt siden 1968. Og ligesom mænd dengang skulle have langt hår og ligne kvinder, er vores køn også under radikalt angreb i dag.

Vores køn og dertilhørende adfærd og identitet, som ellers burde være et stabilt grundlag for vores omgang med hinanden, er åbenbart ikke længere til at stole på. Det er noget, den enkelte føler og vælger. Men ud over den radikale transideologi, som ellers løber med alt opmærksomheden nu til dags, påpeger Jalving også problemet med det massive pres for, at mænd og kvinder skal være ens.

Det er en vigtig problemstilling.

For stik imod hensigten bliver vi fremmede for hinanden, og vi mister den vigtige tiltrækning, når mænd ikke kan få lov at være mænd, og kvinder ikke kan få lov at være kvinder. Jalving har åbenlyst ret, når han påpeger problemerne ved at udviske forskellene mellem kønnene. Hvor meget fornøjelse er der f.eks. i at gøre kur til hinanden, hvis vi alle skal opføre os som intetkønnede?

I kapitlet om skønhed påpeger Jalving den tragiske udvikling i kunsten, hvor man ikke længere vil kendes ved fortiden, traditionen og stræben efter skønhed. I stedet hylder vi i dag det grimme, det deforme og det dekonstruktivistiske. Når man f.eks. kaster en buste i havnen og kalder det et rematerialiseret kunstværk, har man endegyldigt opgivet at bestræbe sig på, at kunsten faktisk kan gøre noget godt for mennesket og samfundet.

Det er især i kapitlet om skønhed, at Jalving viser sin belæsthed. Her får man med både polemik og seriøsitet en indføring i æstetikken og hvordan filosofien gennem tiderne har forsøgt at beskrive, hvad kunst og skønhed er. Jalving viser overskud, når han jonglerer med de tunge drenge og deres væsentlige indsigter i æstetikken; Kant, Smith og Burke bliver alle behandlet, og Jalving argumenterer glimrende for det tab det er, at vi ser ned på traditionen og historien.

Jeg vil også gerne rose Jalving for ikke at falde i den fælde, historikere har tendens til i debatbøger, hvor de glemmer bogens formål til fordel for at fremvise sin historiefaglige viden for læseren. Det kan ofte blive kedeligt og irrelevant. Tværtimod fremvises der hele bogen igennem en fin fornemmelse for, hvornår et emne er blevet diskuteret færdigt, og hvornår der skal smides en knytnæve i fjæset på venstrefløjserne. Det skal der heldigvis ofte.

Det er denne blanding af faglighed, humor, polemik og sund fornuft, der gør bogen særdeles læseværdig, og den cementerer, at det er på den konservative fløj, at tankerne tænkes, og opbyggeligheden lever.

null

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få dit ugentlige overblik over nyheder

Newsletter