På billedet ser man måske en sølvgrå Aston Martin med 140 i timen i en højdramatisk biljagt? Skudsalver, eksplosioner, nervepirrende drama? Ingenlunde. Slet, slet ikke. 

Billedet viser en mikroskopisk Fiat, der tøffer afsted med 40 i timen. Og det er faktisk en passende start på Rejseholdet. Altså som det tog sig ud på Danmarks Radio i 1983, inden Mads Mikkelsen og Waage Sandø gjorde deres entré i den moderne, nu mere kendte serie mange år senere. Men i 1980’erne var dette, hvad man fik i stedet for Dallas. Dette er tænkt som afløserne for Larry Hagman og Victoria Principal. Og det er IKKE en parodi, man MENTE det sgu.

I 1983 bestod politiets rejsehold tilsyneladende kun af to personer, kriminalkommissær Christian Fjord og kriminalassistent Eva Maria West. Fjord var klædt som en ældre landlæge i en Morten Korch-film, gråt jakkesæt med vest og tilsvarende hat. Dertil lommeur. Ingen kriminalbetjent, som i INGEN, så sådan ud i 1983. Han var temmelig gammel, overvægtig og småalkoholiseret, og han klovnede stønnende og bandende rundt i kulisserne, altid forædt og ofte med tømmermænd. 

Hans unge assistent West var meget mere smart og moderne, hun kunne karate og skydning og trænede hele tiden. Men det hjalp ikke så meget, for hendes job bestod stort set i at være hjemme-hos’er for en smådement. En del af serien var drejet om Fjords helbred og generelle vægt, han var på diæt meget af tiden, men kunne slet ikke lade være med at æde, og han nåede tit at hapse tre-fire spandauere, inden West opdagede ham. Men så smilede hun bare moderligt og rystede på hovedet, og så kunne serien humpe videre. 

Og humpe gjorde den. Hvert afsnit tog 50 minutter, men virkede nærmest flere timer langt. I første afsnit, med den neglebidende titel Den Usynlige Partner, tager en rekonstruktion af en bil, der er kørt i vandet, et langt, søvndyssende kvarter. I afsnittet Den Kloge Kone (hvor en ægte dukke smides fra en motorvejsbro og udelukkende slipper for at blive kørt over af en lastbil, fordi chaufføren kun kører med cirka samme fart som Rejseholdets Fiat) tager forhøret af dukkens pensionatværtinde mindst lige så lang tid. Og så er det med sært opstyltede dialoger, der ville passe bedre til en skolekomedie i 5. klasse end til et seriøst bud på voksen aftenunderholdning: 

”Vil De sige, at hun levede et stille liv?” 

”Vel ikke mere end de fleste andre dukker.” 

”Læste hun meget?” 

”Næeh, hun lå mest og gloede i sin kasse. Derfor undrede det mig, at hun købte en bog.” 

”Havde hun mange penge at købe bøger for?” 

”Vel ikke flere, end de fleste andre dukker har.” 

Man ser problemet. I øvrigt er et særtegn ved seriens medvirkende, at de hele tiden går rundt med et lille, selvtilfreds smil på, som om de vil sige: ”Se mig, jeg er berømt skuespiller i en tv-serie på Danmarks Radio i primetime!” Selv når de skal give meddelelse om et dødsfald, stråler den stille jubel over endelig at have fået en rolle ud af dem. 

Så er der musikken. Hele tiden kører der en støvet jazz-jingle i baggrunden, og man ser rigtig mange partier af Vejle Fjord-broen. Derfor tror jeg, at programredaktionen havde håbet på at kunne lægge sig i slipstrømmen på En By i Provinsen og den popularitet, denne serie trods alt nød. Det var en kriminalserie om en politistation i en fiktiv provinsby. Blandt andet medvirkede Jens Okking, Dirch Passer og Henning Mouritzen, mens Fuzzy havde skrevet den RET fede musik. Her så man den nye Lillebæltsbro, som dengang vitterligt VAR ny. Iklædt pepitaternede jakker fangede man tasketyve og behandlede generelt små hverdagsproblemer, ikke sindsoprivende, men meget hyggeligt.

Selv den begrænsede succes var uopnåelig for Rejseholdet, og det var virkelig ikke broens skyld. Det var nu synd for en skuespiller som Aksel Erhardtsen, der jo spillede Christian Fjord. Selv husker jeg ham bedst for en birolle i filmatiseringen af Det Forsømte Forår og han var senere baron i Jul på Slottet. Han har virket som mentor for en hel række nye skuespillere. Men selv ikke han kunne redde Rejseholdet, der langsomt, fumlende, generelt talentløst og med en kameraføring som en hjemmevideo blev mødt med en så massiv seerstorm, at Danmarks Radio så sig nødsaget til at stoppe serien efter 6. afsnit, der med titlen Fabriksbranden ellers EMMEDE af actionfyldt spænding. Man havde nu seks afsnit, der ikke blev sendt. Blev vi så sparet for dem? 

Selvfølgelig blev vi ikke sparet for dem. De lå bare på bedding til 1985, hvor de blev sendt på et andet tidspunkt end de oprindelige. Således fik vi fornøjelsen - eller hvad vi nu skal kalde det - af Hr. Dorffmanns Forbrydelse, Data der dræber og ikke mindst det episke afsnit En Livsfarlig Kur. 

Alle er disse afsnit en oplevelse, særlig for det segment, der værdsætter mænd med topmave, iført ternet jakke og eyeliner. At de hele tiden virker, som om de læser op af manuskriptet i stor størrelse ude til siden, vil kun være et ekstra raffinement, hvis man er til den slags. Man kan selv konstatere det, selvom det på ingen måde er en opfordring: Den røde Fiat ruller nemlig stadig på DR’s streamingtjeneste Bonanza, hvor køretøjet dirrende som en spændt fjeder lover eventyr fra første sildemad. Eventyrligt langsomt, udueligt og gumpetungt.