Anmeldelse

31.08.21

Sprækker af mystik og skønhed

Kasper Støvring begiver sig ud i et vovet kunststykke med ‘Fragmenter fra malstrømmen’. Resultatet er grundlæggende vellykket, selvom værket bliver lige romantisk nok undervejs, skriver Rasmus Ulstrup Larsen i sin anmeldelse.
Kasper Støvrings ‘Fragmenter fra malstrømmen’ er nyligt udgivet af Tidsskriftet Fønix. 129 sider.
Kasper Støvrings ‘Fragmenter fra malstrømmen’ er nyligt udgivet af Tidsskriftet Fønix. 129 sider.

Den moderne verden er stum. Den svarer os ikke, når vi grebet af meningsløshed råber ad den. I takt med at vi har afdækket dens sammenhænge, er dens formål gledet os af hænde. Men Kasper Støvring insisterer på, at der endnu er en mening at finde i vores kolde og mekaniske verden. Den skal findes i de små sprækker, hvor mystik og skønhed pibler frem for os, hvis vi stopper op og kigger efter.

Støvrings bog Fragmenter fra malstrømmen er et virvar af korte fragmenterede refleksioner over livet i den moderne verden. Fra de lange refleksioner over små fisk og anemoner til de korte refleksioner over store politiske spørgsmål forsøger Støvring at lade billedsproget tale for at fortælle om det, som sproget ikke kan sætte på begreb.

At skrive en hel bog i løse fragmenter er en vovet og eksperimenterende disciplin, og der er næppe nogen intellektuelle på højrefløjen foruden Støvring, der ville slippe godt afsted med det. Men med Støvrings enorme belæsthed og sans for æstetik og mystik er genren som skabt til ham.

Som læser bliver man sat på prøve. Fragmenterne skal fortolkes en ad gangen, og i flere tilfælde er man givetvis fortabt, hvis ikke man på forhånd kender Støvrings politiske budskaber. 

Tag for eksempel følgende fragment om salamanderens længsel, der med undertegnedes fortolkningsevne må forstås som et fragment, der kredser om indvandringens konsekvenser:

“Ildens høje grader, den lutrende krig, skærsildsflammer, der én gang for alle vil bringe det ophobede konfliktstof ud af verden, at se den satte interessesammenslutning brænde op. Men hvem står i dag i forbindelse med elementarånden og tåler den rene ild?”

Støvring har altid bevæget sig mellem to verdener i sine avisklummer og kronikker – på den ene side den politiske idédebat og på den anden side det sværmeriske forhold til naturen. Både det politiske indhold såvel som det natursværmeriske, afspejler hele bogen igennem en dyb antipati mod modernitetens affortryllede verden.

Støvring vil gerne anvise en vej ud af modernitetens fremmedgørelse ved at henvise os til naturens skønhed. Det er et dybt sympatisk ærinde. For det er ved at betragte naturens særegenheder og skønhed, at vi for et kort øjeblik kan transcendere modernitetens kolde og rationelle forståelseshorisont. Vi oplever med andre ord resonans, når vi støder på det mystiske og smukke i naturen.

Ligeledes bogens politiske fragmenter fyldt med både profetisk frygt og længsel efter et opgør med den moderne verden. En frygt for at globaliseringen og indvandringen vil ødelægge vores mirakuløse tillidssamfund, og på samme tid en længsel efter at renselsen kommer, hvis vi rejser os for at forsvare det.

Profetierne antydes i det små: 

Ofte bringer først et intolerant fremmedherredømme et folk til selvbesindelse. Først da bliver der virkelig brug for identitet,” citerer Støvring den tyske forfatter Botho Strauss. 

Man fornemmer en tro på en kosmisk balance: Hvis vi fortsætter med at lukke indvandrere ind, så må det enten gå galt, eller et oprør vil rejse sig. Sagt med andre ord: Indvandringen vil på godt eller ondt bringe os ud af det moderne samfunds morads.

Men netop her bliver Støvring for romantisk. For naturens særegenheder og skønhed er måske mystisk og uforklarlig i det små. Men i den politiske verden er der kedeligt og gråt. Der er ingen begivenhed i horisonten, der bringer os ud af det moderne samfunds tristesse. Dette hverken på trods af indvandring eller klimaforandringer. Der er bare en lidt vådere og mere utryg hverdag i vente, som de fleste vænner sig til og ikke ænser.

Men man forstår længslen efter de store sammenhænge og fremtidens oprør mod en verden, der er kommet på afveje. På den måde er konservatismens ubehag ved moderniteten det samme stof, som marxismen udspringer af: At det ikke kan passe, at en elendig og fremmedgørende verden kan blive ved med at eksistere, uden der kommer en revolution eller opgør. Men det kan den.

Og netop heri ligger den største ulykke ved moderniteten: Den moderne verden forløser ingen længsler.

Alligevel kan man glæde sig over, at man kan undslippe ubehaget ved verden for en stund, når man læser denne bog. For Støvrings beskrivelser af de små sprækker af skønhed i verden er en lige så skøn sprække i sig selv.

null

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyheder og information om medlemsfordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter