Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol får med sine aktivistiske domsafsigelser frit spillerum til at diktere retsordenen i medlemslandene, uden at være underlagt demokratisk kontrol. Dette krænker ikke kun borgernes retsfølelse, men risikerer også at undergrave opbakningen til både velfærdsstaten, internationalt samarbejde og de konventioner, der understøtter det.
Sådan lyder advarslen i Rasmus Stoklunds nye bog. Med et særligt fokus på udlændingeområdet opfordrer den socialdemokratiske folketingsmand Mette Frederiksens regering til et opgør med en domstol, der for længst har afveget fra den oprindelige konventionstekst, som trådte i kraft i 1953.
Bogen er et væsentligt indspark, som Stoklund formår at præsentere overbevisende, men der kan sættes spørgsmålstegn ved, om han fuldt ud forstår omfanget af det opgør, han lægger op til. Og hvorvidt han har sit eget parti med?
Stoklund argumenterer for, at Danmark bør tage et grundlæggende opgør med Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (herefter kaldet "Domstolen") på grund af dens aktivistiske tilgang, der ifølge Stoklund underminerer den nationale suverænitet, svækker tilliden til velfærdsstaten og truer støtten til internationalt samarbejde.
For Stoklund er truslen hverken teoretisk eller urealistisk. Når andelen af udlændinge, især fra Mellemøsten, stiger, bliver vi mindre villige til at dele skolegang og udvise økonomisk solidaritet. Det er i sidste ende velfærdsstaten, der er på spil, og Domstolen har ansvaret.
For Stoklund er problemet ikke selve konventionerne eller Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol som institution; han støtter både konventioner og internationalt samarbejde. Det er Domstolens aktivistiske, kreative og politisk prægede tilgang, hvor medlemsstaternes skønsfrihed ikke respekteres, og nationale domstole og myndigheders beslutninger tilsidesættes, der er genstanden for kritik.
Domstolen undergraver sin egen autoritet
I bogens første del redegør Stoklund for den omfattende kritik af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, ligesom han supplerer med sin egen.
I stedet for at holde sig til ordlyden af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som Domstolen gjorde frem til slutningen af 1970'erne, anvender Domstolen i dag en aktivistisk, kreativ og politisk fortolkning. Dette betyder, at mange sager vurderes ud fra en fortolkning, der ofte strider mod nationale beslutninger og almindelig retsfølelse.
Forfatteren påpeger, at Domstolen derved ikke blot overskrider sine beføjelser, men også undergrave sin egen autoritet, når dens resultater gang på gang forhindrer Danmark i at udvise endog meget kriminelle udlændinge.
Stoklund præsenterer sin kritik på en letlæselig måde og fremhæver en række både principielle og mere konkrete problemer ved Domstolen, såsom dens selvopfattelse, personalets ofte aktivistiske baggrund i diverse NGO’er, en virkelighedsfjern retspraksis samt en skriftlig, overfladisk sagsbehandling.
Arrogant og selvretfærdig
Her er masser af interessant viden også for den, der ellers kender stoffet. Mange af de mere konkrete problemer med Domstolen var nye for mig som læser, og det er særligt morsomt, når Stoklund bemærker, at Domstolen, der selv har lange sagsbehandlingstider og et efterslæb på omkring 70.000 uafsluttede sager, alligevel ikke holder sig tilbage fra at dømme medlemsstater for lange sagsbehandlingstider.
Derudover kritiserer han bl.a. Domstolens tendens til at ignorere retsbrud i Tyrkiet efter kupforsøget i 2016, mens den engagerer sig i mindre sager fra lande som Danmark, herunder en sag om en parkeringsafgift.
Som læser efterlades man med indtryk af en Domstol, der overhovedet ikke ønsker at ændre sit virke, men som fremstår både arrogant og selvretfærdig.
Fælles værdier?
Det er let for Stoklund at påpege den bedrevidenhed, der karakteriserer Domstolen, når han blandt andet citerer den portugisiske dommer Pinto de Albuquerque, som siger: "Fra tid til anden tager de folkevalgte fejl, og derfor er der brug for en international domstol, der kan udbrede fælles værdier og rette fejl."
Stoklund spørger i denne forbindelse, om det virkelig er rimeligt, at "en fortolkning af en kortfattet konvention af en dommer i Strasbourg kan være mere retfærdig end den lovgivning, som nationale parlamenter med demokratisk mandat udforme?"
Svaret virker klart, især når man betragter Stoklunds eksempler på Domstolens praksis. Et eksempel er en sag, hvor en tyrkisk mand ikke kunne udvises af hensyn til sine mindreårige børn, selvom han var dømt for seksuelt misbrug af et af dem, for øvrigt blandt mange andre domme.
Alle kan blive enige om, at der bør være en ret til respekt for “familie- og privatliv”, men stort set alle vil også blive enige om, at denne ret (såfremt den overhovedet finder anvendelse på kriminelle udlændinge) naturligvis fortabes, når nogen begår grov kriminalitet. Altså, alle undtagen Domstolen.
Er det bare socialdemokratisk snak?
Bogens anden del er svagere, da den ikke for alvor præsenterer det konkrete opgør med Domstolen. Stoklund afviser den forsimplede idé om at opsige alle konventioner, men han bliver ikke tydelig med hensyn til, hvordan Danmark konkret skal kunne sætte en stopper for Domstolens overgreb.
Hvad skal der ske, hvis Domstolen ikke vil ændre sig? Skal vi tage en "forfatningskamp" mod Domstolen og Europarådet? Hvor fast skal Danmark stå? Er det bare snak? Eller en prøveballon?
Stoklund erkender, at tidligere forsøg på at tale fornuft til Domstolen er fejlet. Når Stoklund skriver, at “den store forandring først kommer, den dag medlemsstaterne for alvor engagerer sig i at få Domstolen til at slå ind på en mere tilbageholdende kurs”, svarer han ikke for alvor på, hvor langt vi skal gå.
I stedet synes Mette Frederiksens partikammerat indirekte at åbne muligheden for at begå folkeretsbrud ved slet og ret at nægte at efterleve visse domme fra Domstolen, for som Stoklund påpeger, synes andre lande ikke at være blevet straffet for at se bort fra Domstolen.
Selvom Stoklund fremlægger brugbare ideer, såsom at lade et folketingsflertal afvise konkrete domme eller øge Danmarks intervention i sager, er disse løse forslag, der ikke lader til at binde nogen til noget.
Konsekvenser af hovedløs indvandring er her allerede
Dermed synes Stoklund ikke at indse, at nøglen til et reelt opgør med Domstolens indvirkninger på dansk udlændingeret ligger i et opgør med den gældende retspraksis, og at et opgør vil kræve et opgør med hele den aktivistiske retspraksis, der efterhånden har tredive år på bagen. Det vil sige et opgør med den praksis, der takket væres vores integration af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention er blevet dansk ret.
Mange af de tendenser, Stoklund bekymrer sig om — såsom fraflytning fra folkeskoler med mange indvandrere og en stigende modvilje mod økonomisk omfordeling, når andelen af borgere fra Stormellemøsten stiger — er allerede i gang, uanset om der kommer et opgør med Domstolens aktivisme eller ej. Dermed ikke sagt, at opgøret ikke er nødvendigt og ønskeligt. Men et opgør med Domstolen er kun ét ud af flere tiltag.
Bogens fokus på domme vedrørende kriminelle udlændinge er både let at kommunikere og relevant, men den overser den mere omfattende, skønt mindre omtalte retspraksis vedrørende familiesammenføringer og opholdsret. Denne praksis har haft langt større konsekvenser for den nuværende situation.
Bogen læses som en indirekte kritik af regeringen
Stoklund fortjener ros for at have skrevet en velskrevet og letlæst bog, der dækker emnet grundigt på relativt få sider. Han fortjener særlig anerkendelse for modet til at tage et opgør med Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol som den første fra et dansk regeringsparti.
Internationale konventioner og domstole bør ikke være undtaget for kritik; tværtimod er de problemer, vi ser på udlændingeområdet, ofte skabt af mangel på kritik og debat om internationale organers virke. Derfor er Stoklunds bog meget velkommen.
Rasmus Stoklund: Ingen Over Domstolen - hvordan den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har taget magten fra de europæiske demokratier og sat sin legitimitet over styr
151 sider, 170 kr.
Grønningen 1
