Fire modige kvindelige topchefer, som ikke kender hinanden privat, inviteres til at tale om deres personlige erfaringer, job, karriere, og vej til toppen på arbejdsmarkedet. 

Det drejer sig om Merete Eldrup, bestyrelsesformand for Københavns Universitet, Karen Hækkerup, generalsekretær i Unicef, Mai-Britt Poulsen, konsulenthus-partner, og Lizette Risgaard, fagforeningsleder i Fagbevægelsens Hovedorganisation. Topledere, som også besidder en række magtfulde bestyrelsesposter. 

Bogen består af korte individuelle personlige portrætter og afsluttes med en fælles samtale, som styres af bogens forfatter, Sarah Steinitz, sociolog og partner i analysekooperativet Analyse & Tal. Hun har valgt at benævne bogens hovedpersoner med fornavn, måske fordi bogen i den grad vægter meget personlige betragtninger af hjemlige relationer. Derfor gøres det samme her. 

Er de fire kvinder kendte kvindelige rollemodeller? Er det omverdenen, som kalder dem ravnemødre, eller er det måske dem selv? Hvordan nåede de frem til topposterne, hvad tænker de om sig selv som kvinder, og er de aktive kvindepolitiske frontkæmpere? 

Nogle af disse spørgsmål besvares både direkte og ofte indirekte gennem de fires personlige valg. Dermed er chancen der for at få et indblik i en kampsfære, som ellers er svært tilgængelig for de fleste. Det gør bogen uhyre interessant. 

Læseren føres hurtigt ind i magtens maskinrum, hvor der dagligt skal handles hurtigt. Uden for arbejdspladsen foregår et personligt liv, som normalt ikke kommer til offentlighedens kendskab. Men her åbnes der op for nogle af hverdagens mest udfordrende kampe, især på spørgsmål om børn og karrierevalg, og det er bestemt ikke kedelig læsning. 

Fire forskellige udlægninger

Merete fortæller om sin barndom, “at hos os var det viden, der talte”, og at karaktererne motiverede hende. Eller “... for mig er det svært at forstå, at nogen kunne have nok i hjemmet og børnene. Jeg ville aldrig kunne have undværet mit professionelle liv”. 

Merete synes ikke, at hun har mærket nogen ulempe ved at være kvinde. Og samtidig fortæller hun, at efter mange år i lederjob, “da jeg første gang så tallene for kvinder i topledelser og bestyrelser, indså jeg, at vi har at gøre med et samfundsproblem”. 

Da Karen opstillede til overborgmesterposten i København, overvejede hun, om det betød noget, at hun var kvinde. “Jeg ved ikke hvad sandheden er. Men jeg ved, at det er en af de få gange, jeg har tænkt over mit køn. (...) Nogle vil sikkert synes, jeg svigter mit køn ved at sige, at jeg ikke har oplevet barriererne,” siger hun. 

Lizette blev første kvindelige formand for LO og siger i den anledning, at det ikke var et issue for hende, at hun var kvinde. “Uanset om jeg har bukser eller kjole på, vil jeg vælges for det, jeg kan – og ikke mit køn.” Kampen om formandsposten var hård, og undervejs i kampen mødte Lizette stor modstand. På et tidspunkt sagde hendes daværende chef til hende, at hun ikke havde evnerne til at blive formand. Lizette vidste dog bedre med 30 års fagligt arbejde bag sig.

Mai-Britt er mor til tre, som hun fik midt i karrieren. I dag tager 90 procent af alle kvinder i Danmark barsel og mænd kun 10 procent. Hos Mai-Britt har det været en selvfølge, at manden støttede op fra starten af fødslerne. Hun indgik tidligt en aftale med ham om aktiv medvirken i børnepasningen. De vigtigste karriereår er desværre ofte sammenfaldende med de år, hvor de fleste stifter familie, konstaterer hun. 

Dokumentationen holder

Det er meget forskellige kvindeportrætter, som illustrativt og med humoristisk varme tilbyder læseren indsigt i travle, lange og spændende hverdage. Fyldt med beslutninger, som kræver sin kvinde. Der skal træffes valg, som ikke alene er af betydning for dem selv, men ofte også for deres familier, medarbejdere og indimellem hele samfundet. Bag kvindernes udsagn om en tilværelse i toppen af Danmark mærkes en intelligent og bagvedliggende alvor, som er medrivende. Den del af bogen er næsten befriende læsning, for kvinderne viser, at topplaceringer ikke er foræringer, men kræver hårdt og modigt arbejde.

Bogens bidrag underbygges fint af valide fakta og grafiske oversigter, som markant informerer om den danske ligestillingsmodel og status nationalt, nordisk og internationalt. Statistikkerne afspejler danske vilkår og ligestillingsdilemmaer, som kvinder i ledelse forventes at matche og helst også løse.

Overskrifterne på fakta-bladene viser markante uligheder i det danske samfund. Eksempelvis ’Nordens sorteper’, ’Og, jo højere op i hierarkiet, des færre kvinder’, ’Ulige løn’, ’Børnestraffen – mor rammes på indtægten’, ’Halvdelen af Danmarks største virksomheder har ingen kvinder i bestyrelsen’, ’Magtelitens kvinder sidder spredt i netværket.’

Den ene dokumentation efter den anden viser, at der skal en særlig kampklar, veluddannet og robust kvinde til at forcere glasloftet. Og helst også et stabilt bagland med en partner, der vælger at bakke op i form af aktiv deltagelse i børneopdragelse og husholdning.

I denne sammenhæng er Rollemodeller og ravnemødre særlig interessant. Kvinderne giver næsten enslydende udtalelser om ægtemænds eller partneres betydning for en topkarriere, hvor mændenes indsats og opbakning er afgørende. 

Det er sjældent hørt så udtalt som her. Og måske mest overraskende er vægten af ægtefælle. Rollemodeller skal vælge ægtemænd, som vil støtte dem gennem deres karrierer og mænd, som aktivt ønsker at bidrage med børnepasning og husholdning. En aftale, som tidligt skal indgås, da en karriere skal starte tidligst mulig. De beskriver, at skiftet til lederniveau skal ske ved 40-årsalderen. 

Kvindelige ledere skal være indstillet på at blive kaldt ravnemødre, fordi de skal være væk hjemmefra i mange timer og derfor ikke lever op til en fast hente-og-bringe-funktion i vuggestue og børnehave osv. De er indstillet på at arbejde mange timer og enige om, at jo højere de er kommet i arbejdshierarkiet, desto større fleksibilitet i hjemmet er nødvendig. 

Det er især overraskende, at de fire hovedpersoner alle tager så skarpt afstand fra at blive vurderet som kvindelige rollemodeller. De er ledere og vil vurderes som deres mandlige kollegaer. De gør næsten en dyd ud af, at deres karriere er sket alene på baggrund af deres faglige kompetencer og uden hensyn til køn. 

Måske er de påvirket af den massive modstand mod særrettigheder for kvinder, som har udspillet sig i den offentlige diskussion og medført særlige love og bestemmelser om ligestilling i råd, nævn og udvalg, samt øget fokusering på flere kvinder i forskning. Det ville være en forståelig reaktion (selvom fakta viser, at vi har behov for at gøre mere end i dag).

Og så nogle skønhedspletter

Hvis bogen læses med mere snævre kønspolitiske briller på, er der dog en række ligestillingstemaer, som kun behandles sporadisk eller perifert, til trods for at bogens fokus er kvinder i topledelse med stort ansvar. 

For at kunne ændre kvinders motivation og adgang til magtfulde poster skal flere mænd inkluderes. Det er lykkedes for både Merete, Karen, Lizette og Mai-Britt. Men fakta viser, at det stadig er en meget individuel og personlig kamp. 

Hvor blev topledelsens svar af, hvad angår #MeToo og de manglende kvinder i bestyrelserne? Hvad mener Merete, Karen, Lizette og Mai-Britt, der kan gøres ud fra et lederperspektiv? For ikke at tale om udfordringerne med de identitetspolitiske markører i samfundet, hvor kvinders biologi fortrænges og usynliggøres. 

Det undrer, at markante områder, som har en stor offentlig og kønspolitisk interesse, og hvor forventningspresset er større til aktiv handling fra kvinder i ledelse end til mænd, stort set ikke tages op i kvindernes fælles samtale. Uanset om det kan anskues som uretfærdigt for kvindelige ledere også at skulle forholde sig til at kæmpe for andre kvinder. 

Det er naturligvis ikke denne bogs kerne, men måske viser dette netop fraværet af kvinders personlige engagement igennem flere år, noget om strategi, magt og ledelse også af kvinder.