For mange provinsborgmestre er det ikke nok at sikre velfærd og infrastruktur. Byen skal “på landkortet” – helst på den rigtige side af Storebælt. Og hvis billetlugerne står tomme, er det bare et tegn på, at projektet skal have endnu et milliontilskud.
Lad os tage på en rundtur i de kommunalt støttede attraktioner – fra naturvidenskab til nichekunst og krydderier.
Naturkraft – Eksperimentet der blæser pengene væk
Naturkraft ved Ringkøbing blev præsenteret som en vestjysk pendant til Experimentarium. Virkeligheden? En enorm, vindblæst arena med plancher om klimaet og en bakke, man kan bestige – hvis vejret tillader det.
Billetprisen ligger på Tivolis niveau, men der mangler spændende forlystelser. I stedet får man den ægte vestjyske blæst, direkte på egen krop – hvis parkeringspladsen ikke allerede har givet sin dosis.
Idéen om, at børnefamilier fra Aarhus og Odense skal køre til Vestjylland for at tilbringe dagen i et betonmonument, der mere ligner et østeuropæisk rensningsanlæg end et videnskabeligt center, er lige så vild som vinden. Forventede 250.000 gæster årligt – virkeligheden? Kun 40.000.
Siden åbningen i 2020 har Ringkøbing-Skjern Kommune pumpet 160 millioner kroner ind i projektet – og nu fortsætter de med et årligt driftstilskud på fire millioner kroner plus et særtilskud på seks millioner over de næste tre år. Pengestrømmen flyder, men publikumsresponsen er isnende.
Kattegatcentret – Akvariet, der druknede i støtte
Kattegatcentret i Grenaa er den eneste egentlige turistattraktion i området – hvis man ser bort fra McDonald’s. Her trives hjemhørende arter som pingviner og tropefisk i vandet, men centret er afhængig af, at kommunen træder til.
Opført med fonds- og EU-midler har centret aldrig kunnet stå på egne ben. Hvert år må Norddjurs Kommune poste millioner i driften. I 2019 blev det tydeligt, at prioriteringerne var skæve: Mens 400 millioner kroner blev sparet på kommunens børn og ældre, donerede man 15 millioner til pingviner – “en investering”, som den dyrevenlige borgmester kaldte det på klingende norddjursk.
Underskuddet fortsatte årene derefter. I 2024 måtte kommunen igen trække 4,3 millioner kroner ud af kassen, da økonomien blafrede som en strandet rødspætte. Og i budgettet for 2026-27 har kommunen allerede afsat midler til en ny bolig til hajerne. Uden offentlig støtte ville centret næppe eksistere.
Glasmuseet i Ebeltoft – Kunst for de få, betalt af de mange.
Glasmuseet i Ebeltoft forsøger at overbevise et bredt publikum om, at moderne glasdesign er vejen frem. Museet blev startet af lokale ildsjæle med privat og politisk opbakning, men har i årevis været afhængig af tilskud fra Syddjurs Kommune.
Og den glade giver i syd står ikke tilbage for nabokommunen Norddjurs.
I 2024 søgte museet nemlig kommunen om endnu flere penge – ikke blot for at dække en specifik udgift, men for at sikre adgangen til statslige tilskud:
Selvom museet ligger flot ved vandet og udstiller mundblæste skåle og figurer, er interessen for glaskunst en snæver niche – et projekt, der på egne ben nok ville splintre som en tabt vase.
Saltcentret i Mariager – hvid magi eller offentlig overmod?
I Mariager ligger en attraktion dedikeret til salt, og i alle dets spændende nuancer af farven grå. Her præsenteres også en livsbekræftende samling af saltbøsser fra alverdens lande, udstillet i montre som var det kronjuveler.
Saltcentret befinder sig ikke blot ved Mariagerfjord, men også i grænselandet for wellness - et sted, hvor du kan nedsænke dit legeme i kommunalt finansierede varme bade, der smager som Det Døde Hav.
Centret åbnede i 1998, finansieret af fonde og kommunale lån. Mariagerfjord Kommune – med sine knappe midler – har løbende ydet tilskud, både til driften og til medfinansiering af saltcentrets udvidelser. Og reddet det fra konkurs med henvisning til at minimere kommunens tab. Men så sent som i efteråret 2024 bevilligede byrådet yderligere 6 millioner kroner til renovering af centret. Selv salt bliver en livline – en investering, der aldrig tørrer ud.
Succeser uden politiske håndtryk
Mange vil forsvare attraktionerne med, at også Det Kongelige Teater har underskud. Forskellen er, at det er en bevidst prioritering – ikke et provinsielt finansielt fejlskud. Og ingen kan med alvor påstå, at Kattegatcentret eller Naturkraft er en del af den danske kulturarv. Næppe heller arkitektonisk.
Mens kommunalt finansierede attraktioner betales af skatteyderne, findes der eksempler på, hvad privat initiativ kan skabe. Legoland, Lalandia og Djurs Sommerland er ikke opfundet på rådhuset – de drives af markedet. De er økonomisk bæredygtige, tiltrækker publikum og skaber reelle arbejdspladser.
For ægte succeser kræver sjældent en borgmesters mellemkomst og drives ikke af hans iboende trang til at få en by i provinsen kendt på den rigtige side af Storebælt.
Livsforlængere for bureaukratiet – Hvem betaler regningen?
Når attraktioner holdes kunstigt i live med kommunale tilskud, må vi stille det simple spørgsmål: Hvem er de egentlig til for? De få, der sjældent køber en billet, eller de ansatte, der trives i institutioner, som ville lukke, hvis markedet fik lov?
Det er et klassisk billede af bureaukratiets selvophøjelse: Når først en offentlig institution er skabt, finder den altid en undskyldning for at fortsætte – og for at vokse.
Lokalpolitikere elsker at få deres by på landkortet, men skaber i stedet et system, hvor skatteyderne finansierer direktører og projektledere i kulturprojekter, ingen reelt efterspørger. Hver krone til et underskudsramt akvarium eller et mennesketomt oplevelsescenter er en krone, der kunne være brugt på kernevelfærd – men i provinsens evige jagt på anerkendelse vejer prestigeprojekter tungere end sund fornuft.
I sidste ende er disse attraktioner ikke et udtryk for folkelig interesse – de er monumenter over kommunal selvforherligelse. Røde snore klippes, åbninger fejres med champagne, og billeder tages til lokalavisen.
Og når publikum stadig udebliver? Så finder kommunen bare en ny undskyldning for at hælde flere skattekroner i hullet – for tænk, hvis byen bare var, hvad den altid har været.
