Der findes en ny slags slingren ned ad Vestergade. En eksistentiel slingren, ikke forårsaget af promiller eller ujævne brosten, men af en grundlæggende desorientering i byens selvforståelse. Det tænkte jeg, da jeg endnu engang gik min daglige rute ned ad denne en gang så ganske almindelige gade i København.
Der er ikke længere noget almindeligt over Vestergade. Hverken i fysisk eller politisk forstand.
Siden 2020 har Københavns Kommune nemlig valgt at lukke for biltrafik på begge sider af Vestervoldgade ved Rådhuspladsen. En beslutning, der i sig selv kunne virke teknokratisk, men som i praksis viser sig at være et ideologisk statement. For det handler ikke om funktionalitet, tilgængelighed eller æstetik. Det handler om følelse, herunder klima og trivsel. Ordet “byliv” er blevet det nye narkotikum på Rådhuset – og det skaber en form for urban eufori, hvor alt der ikke lugter af cykel, bønnehummus eller midlertidige træinstallationer i ubehandlet birkefinér, er uønsket.
Romalejr midt i byen
Som erstatning for den tabte tilgængelighed har vi fået en klimavenlig metrostation på selve Rådhuspladsen. Det sidste er fornuftigt. Altså, hvis den ikke fungerede som lejrplads for romaer, der kokkererer eller sover rusen ud ved elevatoren. Der er specielt i sommermånederne tale om en hjemløs folkestue med adgang til offentlig ventilation og ureguleret affaldsservice. Gryder med ubestemmeligt indhold, hvoraf kun rødløg er genkendeligt, simrer på interimistiske grillovne lavet af fyrfadslys fra Netto og sten fra Kongens Have. Sproget er fremmed, adfærden er eksotisk. Lugten ligeså.
Det lyder kynisk, det ved jeg. Men det er ikke kynisme. Det er træthed. En by kan kun bære en vis mængde symbolpolitik - se, hvor empatiske, vi er! - før det begynder at lække ind i murene. København er ved at blive et teater, hvor kulisserne forestiller en grøn, rummelig og inkluderende metropol, mens scenegulvet knager under vægten af konflikter, ingen længere tør nævne ved navn. Velfærd er blevet følelsespolitik. Infrastruktur er blevet identitet. Og byplanlægning er blevet social ingeniørkunst forklædt som bæredygtighed. Det er karakteristisk for København, at man behandler trafik ikke som logistik, men som moral. Bilkørsel er ikke længere bare transport – det er en livsstilserklæring. En fejl, der skal korrigeres.
En by designet til en sindstilstand
Vi bygger i disse år ikke længere byer til mennesker, men til sindstilstande. Man kunne kalde det "affektiv arkitektur". Veje bliver til rekreative zoner. P-pladser bliver til bænke med plantekasser. Fortove bliver til små regnbede, der nok skal redde planeten, men ikke kan rumme en barnevogn og en pensionist på rollator samtidig. Alt sammen for at skabe "trivsel", dette udefinerbare supermål, som nu driver bypolitikken som en magnet.
Trivsel måles ikke i, om man kan komme fra A til B. Det måles i, om man føler sig set på vej derhen. Om man føler sig inkluderet. Om man føler sig i kontakt med naturen, selv når man står og venter på bussen omgivet af fire kvadratmeter græs, en lydinstallation og et "kunstnerisk bidrag" fra et lokalt dagcenter. Det er en terapeutisk by, vi har fået. En by, der vil det hele, bortset fra at fungere.
Rigtige byer er bare ikke en psykologisk behandlingsinstitution. Den er et nødvendighedens rum. En infrastruktur, hvor liv skal finde sted og forpligtelser indfries. Det er dér, byens sjæl bor: ikke i følelserne, men i rytmerne, i mødet mellem krop og struktur, menneske og funktion. Når man lukker gader og afvikler trafik under påskud af velvære og biodiversitet, så glemmer man, at en by først og fremmest er en maskine for det levede liv – ikke en åndelig skovtur i kollektivt samtykke.
Når man bygger med følelser, bygger man dårligt. For følelser ændrer sig. Infrastruktur skal derimod holde i 100 år.
Udskamning forklædt som omsorg
Københavns planlæggere og politikere er ikke længere administratorer af det eksisterende. De er kuratorer af en fremtidig identitet. Det er derfor, man lukker gader i Indre By for at sende et signal. Det er performativ arkitektur. Man ønsker ikke bare at ændre adfærd, men at ændre selvforståelse. Bilen er ikke bare et køretøj. Den er blevet et tegn på noget forældet, noget usolidarisk. Den hører hjemme i fortiden, sammen med røg i barer og folk, der ikke affaldssorterer.
Dette er ikke urbanisme – det er urban moralfilosofi. En forestilling om, at den rigtige by er den by, der føler mest med verden. Følelser er som antydet en skrøbelig drivkraft i systemisk tænkning. Når man planlægger med hjertet i stedet for med hovedet, får man pladser, hvor folk ikke vil opholde sig, og cykelstier, der ender i blinde vinkler. Man får "byrum", som ingen har bedt om, og grønne områder, der ser godt ud fra dronen, men ikke kan bruges til noget. Man får træpaller og genbrugsmøbler, der skal invitere til fællesskab, men ender med at ligne et slumområde, som end ikke kan reddes af et Instagram-filter.
Det er karakteristisk for København, at bystyret lukker indfaldsveje, gør ensretninger asymmetriske og bygger chikaner, der i praksis skaber uforudsigelige flaskehalse. Alt dette er pakket ind i begreber som “trafikberoligelse” og “klimavenlig omstilling”. Men i virkeligheden handler det om at udskamme.
Det interessante er, at det ofte ikke engang er de mest trængte steder, man lukker. Det er de mest symbolske. Det er gader, hvor man kan “skabe en fortælling” om den nye grønne by. Resultatet er en arkitektur, der ikke er svaret på et spørgsmål, men en kommentar til en følelse.
Dét vi mister
Hvad er det så, vi mister? Vi mister rytmen. Vi mister det naturlige flow, som engang fik byen til at hænge sammen – fysisk og socialt. Vi mister det blandede, det komplekse, det uforudsigelige. Og vi mister det borgerlige, forstået som erfaring: det at være én blandt mange, i en by hvor man ikke nødvendigvis bliver taget i hånden, men hvor man til gengæld kan komme på arbejde, hente sit barn og handle uden at føle sig som synder.
Vi mister også noget mere subtilt: følelsen af, at byen er en realitet, ikke en pædagogisk øvelse. At København er et sted, ikke et projekt. For i dag er byen blevet et redskab for et politisk budskab. Derfor bliver den også hele tiden midlertidig. Midlertidige bænke, midlertidige gadelukninger, midlertidige kunstværker. Alt er i overgang. Alt er i transformation. Men det levede liv har brug for stabilitet. Brug for vaner. Brug for en infrastruktur, der virker – ikke en, der føles rigtig.
Jeg savner min by, der turde være kedelig. En by, der ville virke. En by, der ikke var følsom, men pålidelig. En by, hvor man, som Peter A.G. kunne slingre sig ned ad Vestergade, ikke i eksistentiel vildrede, men bare for at komme frem.
